Arthur Jafas udstilling på Louisiana er en ekvilibristisk historielektion i sort amerikansk kultur. Den giver den danske racisme et kærkomment nyrehug.
Tetsumi Kudo minder os om, at vi ikke skal vaske vores forurenede hænder, men i stedet slikke på dem, smage toksinerne og dernæst kastrere privilegierne, ét efter ét.
Yngvild Saeter frembringer teknologiske væsner fra efterlivet. Det er både et koncentrat af nostalgi og en personlig popkulturel vitalisme.
Ursula Reuter Christiansen flår jorden og lærredet op med mytologi og historie, og lader sine kvindelige subjekter bryde ud af de nedtrykkende standarder.
Kosmiske spørgsmål optager igen kunsten – også i København, hvor Den Fries udstilling rummer flere seriøse nedslag. Helheden er dog mærket af wiki og spekulativ flugt.
Jesper Just strækker filmen ud i Charlottenborgs mange rum for at fortælle historier om kroppens arkitektur og samtidens sensoriske udmattelse.
Patricia Piccininis skulpturer vil have os til at omfavne det fremmede, men det xenofile potentiale har svært ved at overleve sentimentalitetens stormløb.
Anton Vidokles kosmo-filosofiske film skubber det pre-revolutionære menneske mod udødeligheden. Det er pan-historisk sci-fi af høj kaliber.
Är monumentet på väg att ersättas av verk som sätter individens positiva upplevelse i centrum? Nytt minnesmärke över terrordåd i Stockholm hyllar kärleken.
Uavhengig av forbindelsene til samtiden er det Hannah Ryggen som er det beste i Hannah Ryggen-triennalen.
Gyldenpris Kunsthall i Bergen skylder fortsatt produksjonsstøtte til tre av kunstnerne de stilte ut i 2024.
Med aviser, balloner og undskyldninger på stribe inviterer Banu Cennetoğlu til samtale om menneskerettigheder. Man skal være vågen for at få dybden med.
Kunstkritikk stöds av
