Børge Mogensen-stolene var stillet op i rækker i Charlottenborgs kantine, der normalt betjener kunsthallens ansatte og kunstakademiets studerende, men i disse dage er ramme om årets Chart Art Fair i lighed med det øvrige «Charlottenborg Palace», som stedet gerne hedder under messedagene. Ikke mindst igår eftermiddag, hvor kantinen var rammen om noget som så eksotisk som et pressemøde afholdt af et museum fra Buffalo i staten New York.
Siden 2019 har det tidligere Albright-Knox Art Gallery været i gang med større ombygninger og udvidelser, blandt andet ved arkitektfirmaet OMA/Shohei Shigematsu, og kunstnerne Miriam Bäckström og Olafur Eliasson. Når museet står klar i 2022, er det under navnet Buffalo AKG Art Museum og med et særligt fokuspunkt, «The AKG Nordic Art and Culture Initiative», som var anledningen for pressemødet på dansk grund.
Allerede under den indledende videopræsentation – af Buffalo og museets nutidige og fremtidige bygninger – blev det tydeligt, at der er tale om et ambitiøst initiativ, som tilmed er planlagt til at vare de næste 60 år. En større delegation fra museet med direktør Janne Sirén i spidsen var kommet til København for at uddybe, hvordan museet tænker at udvikle sig til at rumme den største samling af nordisk kunst udenfor Norden – måske med tiden endda også i verden, Nordens egne samlinger inkluderet.
Initiativet handler om kunstnere og kulturproducenter, der arbejder i Danmark, Finland, Island, Norge, Sverige, Færøerne, Grønland og Ålandsøerne. Eller, som Sirén præciserede det, kunst fra «the Nordic land mass», det areal, der strækker sig fra den østligste side af Finland til Grønlands vestlige grænse.
Såvel Sirén og den nyansatte kurator Helga Christoffersen gjorde i deres præsentationer en del ud af at understrege, at målet hverken er at videreformidle nationale karakteristika eller lokale hierarkier i kunsten i de nordiske lande, men om at undersøge den kunst og kultur, der finder sted på den nordiske landmasse, skabt af nordiske såvel som ikke-nordiske kunstnere.
Museets første udstilling bliver en præsentation af samlingen, hvor man også vil kunne se nogle af værkerne fra den nordiske satsning, som allerede er erhvervet. I sit indlæg nævnte Christoffersen, som er bosat i København efter ti år i New York, nogle af de nyere indkøb fra programmet, navne som Santiago Mostyn, Ida Ekblad, Pia Arke, Nathalie Djurberg & Hans Berg.
Selvom Christoffersen nu er bosat i Norden, ville hun tilstræbe at bevare et New York-perspektiv og bruge sin viden om amerikanske museer og museumsbesøgende i sin udforskning af den nordiske region. Som et eksempel fremdrog hun museets interesse for den svenske kunstner Barbro Östlihn (1935-1995), som i en årrække boede i New York. Interessant – og i forlængelse af ambitionen om udveksling fremfor envejseksport – var det, at Christoffersen dermed pegede på en maler, som flere yngre kunstnere i Sverige også interesserer sig for i disse år.
To allerede involverede kunstnere var også til stede ved præsentationen, svenske Miriam Bäckström og dansk-islandske Olafur Eliasson. Sidstnævnte fremhævede netop den oprigtige interesse for en regulær udveksling, som udslagsgivende for, at han havde sagt ja til at udføre Common sky, en spektakulær glaskonstruktion, som skal skabe en slags overdækket torv, som forbinder den historiske museumsbygning fra 1961 med skulpturhaven. Det er, ifølge Eliasson, sjældent at initiativet til at beskæftige sig med Norden kommer udefra. Han så det også som en måde at give tilbage i forhold til den vigtige offentlige støtte – her nævnte han blandt andet DCA, IASPIS med flere – som han selv havde nydt godt af som ung kunstner i Skandinavien.
Besøget fra Buffalo er også en fundraisertur. Man søger flere partnere i Norden, som vil være med til at opføre, hvad direktør Janne Sirén kaldte, «a transatlantic bridge». Dags dato har man rejst 7.1 million dollars til initiativet. Målet er 10 millioner dollars i 2022, når museet åbner.