Hvad vil det sige at lave en diskursiv udstilling, når alt i dag er diskurs? En udstilling, der forholder sig til kolonisering, uden at stille alle spørgsmål i datid; der er undervisende uden at være belærende; rekrutterende, men ikke for militant. Kunsthal Charlottenborg giver for tiden et spændende bud med New Red Order Presents: One if by Land, Two if by Sea.
Udstillingen italesætter kolonisering af indfødte folkeslag fra Hawaii over Kalaallit Nunaat (Grønland) til Sápmi med et væld af kunstnere, projekter og historiske nedslag. Gruppen New Red Order, der står bag udstillingen, beskrives som en «åben organisation, der producerer fremtidsscenarier for oprindelige folk» og består primært af kunstnerne Adam Khalil og Zack Khalil, der begge tilhører Ojibway-stammen, og Jackson Polys fra Tlingit-stammen i det koloniserede område kendt som U.S.A. og Canada.
New Red Order kickstarter selv udstillingen med den store videoinstallation Culture Capture: Crimes Against Reality (2020). Med hurtige sammenklip af billeder af statuer og bronzestøbte detaljer i et pulserende tempo fremstår videoen som en stetoskopisk gennemgang af det monumentale. «To erect a statue is to take revenge on reality. And reality in turn exacts its due» – står der et sted i den store projektion. Pludselig tager en kødelig masse form, digitale fibre, blodårer og fedt samler sig til en statue, der forestiller en udmattet indfødt til hest. På bagvæggen i det mørke rum hænger et andet værk af New Red Order, The Beginning of the End of the Trail (2021) – små lysbokse, der viser negativ-fotografiske detaljer af den rytterstatue, der også indgår i videoen. Som en klinisk røntgenfotografering af det virkelige monument, der genskabes digitalt for til sidst at kollapse i videoen, da bronzens patinerede ydre skaller af, fremtvunget af det voksende kød under overfladen.
Begge værker fremstår som retsmedicinske undersøgelser af monumentet. Historiske mindesmærker, der fungerer som en slags proxy-symboler for politik, og fejrer magt og sejre i det offentlige rum, kan kategorisk kun være for de herskende. Værkerne taler direkte ind i denne vibrerende debat og foreslår, at det reelt først er, når monumentet bliver skæmmet eller væltet, eller i det mindste når dets status krydsforhøres offentligt, at det politiske potentiale, der eksisterer under bronzen, kan frigøres.
Danmarks kolonisering af Grønland italesættes flere steder i udstillingen bl.a. i værket Melting Barricades (2004) af Inuk Silis Høegh og Asmund Havsteen-Mikkelsen, der med en subversiv og humoristisk aktivisme forsøger at rekruttere soldater til en grønlandsk hær. Med hæren som et våben mod koloniseringen af Grønland, peger kunstnerne samtidig på den militære imperialisme, som under dække af såkaldt ‘geopolitik’, har indtaget Grønland som en bastion mellem USA og Rusland.
I samme rum er en væg prydet med videoer, plakater og avisudklip fra Solvognens happenings i 70’erne. Den aktivistiske teatergruppe ønskede at udtrykke solidaritet med ‘indianerne’, fx ved at genopføre Wounded Knee-massakren på Rådhuspladsen, eller Rebild-aktionen, hvor skuespillere udklædt som indfødte infiltrerede den danske fejring af USA’s uafhængighed. Gennem det livlige arkivmateriale bliver det tydeligt, at Solvognen var mere interesserede i at kritisere USA’s imperialisme og lidt groft sagt tog de indfødtes fortælling som politisk gidsel i deres ærinde.
Hvordan oplever vi i det hele taget andre kulturer, og hvordan er den essentielle fordøjelse af kultur mulig, når der uomtvisteligt er forskellige magtforhold til stede? Dette spørgsmål føles centralt, jo dybere man går ind i udstillingen – især fordi udstillingen blander historisk materiale med samtidskunst af oprindelige folk, uden at placere kunsten som en slags statusopgørelser på en lineær tidslinje over koloniseringen.
I et insisterende rødt lys, som en slags instrumental chromoterapi, viser kunstneren Krista Bella Stewart det igangværende projekt Truth to Material. Her undersøger Stewart – som tilhører Syilx-folket fra det nordvestlige USA og Canada – en gruppe tyskere, der med rødmalede kroppe årligt klæder sig ud som indfødte amerikanere. Hvorvidt det kulturelle indhold af disse sommerlejre har udgangspunkt i virkelige kulturer, er ikke værkets ærinde. Stewart vender det etnografiske blik og kigger på selve approprieringen af oprindelige kulturer som et antropologisk emne og fremskriver en verden, hvor det kultur-inspicerende blik går flere veje og ikke er reserveret en hvid akademisk mand.
Samme inversion af magt finder man i Hanan Benammar & Uyarakqs installation, hvor forskellige præstekraver hænger til tørre. Kraverne har været brugt til performance i Hans Egedes fødeby Harstad i Norge. Det kristne magtsymbol fremstår afmonteret og nyvasket, hvilket kun underbygger dets uhygge, som et højlydt, spøgende ekko mere end noget historisk relikvie fra 300-året for koloniseringen af Kalaallit Nunaat.
Lige så tydeligt man ofte i retrospektiv føler, at man kan gribe om fortidens begivenheder, lige så personlig, fragmenteret og pixeleret føles nutiden ofte. I et rum med kunstgræs på gulvet, fyldt med oppustelige dyr, palmer og bålbrænde i plastik, kan man sidde i en billig campingstol og opleve Fox Maxys kortfilm Maat (2020). I adskillige formater har Maxy hver dag filmet, hvordan liv, kunst og aktivisme er unægteligt forbundet for kunstneren. Den hvirvlende videocollage er undertekstet med internet-slang, mens den springer mellem forskellige situationer og kontekster; fra fundne klip på internettet af indsatte, der bekæmper skovbrande lønnet med 1 dollar i timen til Maxy selv, der konfronterer en bevæbnet vagt, der vogter opførelsen af en grænsemur på de indfødtes land.
Værket er en invitation ind i Fox Maxys egne oplevelser af den kolonisering, der foregår i USA. «No, I don’t wanna fall in love with you», synger Chris Isaak uimodståeligt i nedsat tempo; en sætning, der gentages hen over de flydende billeder. Man forstår at sætningen fra sangen ‘Wicked Games’ måske er rettet mod koloniseringens monopol af kultur, dens overtagelse af natur og land og forsøget på en Stockholm-syndromsk byttehandel med en verden i oppustelig plastik til gengæld.
Med udstillingen gør New Red Order og alle de mange kunstnere kunstrummet til et sted, hvor subjektive værktøjer og metoder kan præsenteres og hvor prototyper for nye verdener og virkeligheder kan syntetiseres ud fra personlige og historiske synspunkter. For at imødekomme udstillingens ikke-lineære forståelse af kultur, må man vriste sig fri af vestens indgroede idé om progression – at den hurtigste vej ud af traumer er at glemme og undertrykke. At give koloniseret land tilbage, som mange af værkerne netop italesætter, kan aldrig være et spørgsmål om tilbagegang, men basal retfærdighed, om at forsikre kulturelle ståsteder og en beskyttelse af de bedste kulturelle vilkår.
På trods af de forskellige apokalypser, der uundgåeligt er forbundet til aspekter af kolonisering, er udstillingen omgærdet af en positivitet og optimisme, der munder ud i en overbevisende tro på, at de oprindelige folkeslags erkendelser kan redde verden fra undergang. Udstillingen er fuld af værker man får mest ud af, hvis man tænker med dem, og mindre hvad man tænker om dem, måske som en måde ikke at centrere et koloniseret tankemønster endnu mere – ikke at udklæde sig som indfødt for at infiltrere kulturer. Med kunstrummet som et laboratorie for afkolonisering, kan fordøjelsen af kulturel information nemmere blive til kulturel viden.
