Film giver os en følelse af, hvordan det er at leve i det 21. århundrede. Ikke en forståelse for eller en dybere erkendelse af eksistensgrundlaget for denne nutid, men blot en følelse. En direkte, nålespids følelse af, hvordan det hele hænger sammen. Heldigvis kan følelser være væsentligt mere spændende og komplekse end virkelighedens andre veje til erkendelse. Følelser tilbyder også en mere surfbar overflade af muligheder, et decideret motherboard af muligheder mere end blot kategoriske nedslag i livets suppe. Dette er filmmediets ubestridte styrke.
Hvorfor bliver vi forelskede i mennesker, vi endnu ikke har mødt? På grund af film. Hvorfor græder vi ved synet af et barn, der skriger og vil have nye sokker i REMA, men ikke må få dem? Fordi vi har filmmusikkens grandmaster Ryuichi Sakamoto i ørerne. Og sådan er der så meget, der er betinget af film, og så meget, der bliver til film. Film er en måde at være i verden på, i øjeblikke såvel som i længere drag. Film er noget vi hele tiden kan lave med vores hjerne og vores syn, på gaden med en spotify account og en e-smøg med popkornsmag. Som en ung kunstner pointerede for nyligt; film er nogle øjne, man har i hovedet.
Kunsthal Charlottenborg viser for tiden Jesper Justs installatoriske filmværk Servitudes (2015), som består af otte lige lange sekvenser spredt ud i alle udstillingsrum. De er alle filmet i og omkring One World Trade Center i New York; den høje, skinnende skyskraber, der indtil videre permanent og alene vikarierer for tvillingetårnene.
Allerede i indgangen til udstillingen forstår man, at Just også selv har pillet ved Charlottenborgs arkitektur. For at opleve udstillingen må man bestige en raslende metalrampe, som fortsætter ind i mørket. Just har nulstillet salenes semi-storslåede standard og i stedet bundet rummene sammen med dette stillads, der svæver et par meter over gulvet. Konstruktionen har en dobbeltrolle som både kontekstuel scenografi og decideret navigatør, så man metallisk larmende kan glide fra rum til rum uden egentlig at have kontakt med arkitekturen. Det hele er i øvrigt designet til kørestolsbrug og dette fokus på kropslig dysfunktionalitet er også et emne i Servitudes. Fra stilladsbroen ser man ned på den første sekvens af filmen, hvor en kvinde ihærdigt forsøger at tage tøj på for blot at blive viklet mere og mere ind i de problematiske klæder.
Derfra skal man decideret bevæge sig igennem en film, som på hver side af gangbroen projiceres op på lag af semi-transparent stof. Man får akkurat følelsen af at bevæge sig gennem et vandfald af digital film, som en intelligent pixel fra konstruktionsfasen af den tomme World Trade bygning, der i denne sekvens nøgternt vises indefra. I den næste projektion ser vi en pige, der langsomt slår en sten mod den terrorsikrede bygning. Hendes små slag formår alligevel at lave mærker i det forstærkede panserglas, som for at opnå musikalitet og samtidig teste bygningens slidstyrke.
Det er efterhånden svært at ignorere den følelse af vakuum, der synes at herske i mange af sekvenserne. Jeg overvejer, om jeg skal opleve mere specifikt eller på anden måde udfylde den tomhed, der hersker. Måske er vakuumfølelsen affødt af den protese- og tabstypologi som 9/11-konteksten postulerer. Den nye bygnings historiske skygge af tab, sorg og forslået imperialisme, spiller altså en slags hovedrolle i filmen, men materialets tyngde synes svært rigtigt at kommunikere med.
Måske er det mig, der havde forventet at blive bombarderet med radioaktive følelser. Heldigvis virker værket forholdsvis blottet for narrativ direktion og man kan frit bevæge sig videre på jagt efter bliss og eksempelvis møde en kvinde, der forsøger at spise en majskolbe iført et mekanisk exoskelet, der hvislende enten hjælper eller besværer hendes motorik. Med dette spartanske måltid flirter hun dystopisk med os på tværs af fiktionens underligt tidslige vadehav og leder tankerne hen på det begær menneske og maskine imellem, som Blade Runner introducerede i 1982.
Jo længere man går igennem udstillingen, jo mere forstår man, hvordan stilladset tager form som en slags arkitektonisk protese imellem de fysiske og sociale kapaciteter af rum. Som en interimistisk, eventkulturel gangbro mellem de hårde, hvide vægge og de kolde, metafysiske projektioner af liv filmene giver dem. Kunstneren kalder selv One World Trade Center for en protese for tabet af de to originale tårne. Jeg tænker, at jeg måske også kan slippe af sted med at tolke gangbroen som en infrakritisk allegori over selve Charlottenborgs tydeligt folkevalgte post som en slags populærkulturel redningsfartøj, der forsøger at lave samtalebro mellem det elitære kunst-kulturelle marked og en voksende parlamentarisk fascisme, der snart har bosat sig i selv den bedste socialdemokrat.
Siden jeg sidst så et værk af Jesper Just ordentligt, er det som om, at filmene er blevet mere beherskede og mindre ekspressive, mere nedtonede i følelsesmæssig skala og mere narrativt udstrakte. Det hænger naturligvis sammen med, at det installatoriske virke har fået vokseværk, hvilket øjensynligt muliggør en mere udstrakt manøvrering af det filmiske indhold.
At skubbe filmen ud i mange rum og lade indholdet snakke direkte med selve oplevelsen tillader en meget subtil, nærmest passiv, interaktion med det levende billede – en måde at bevæge sig rundt på i den afbildede verden, som understøttes elegant af den synkroniserede lydside. Igennem hele udstillingen følges man nemlig af et specifikt soundtrack; pianostykker fra Chopins Opus 17, der med en dosis Xanax er sunket godt ned i adagio. Det føles mørkt og distanceret og blander sig delikat med reallyden fra de forskellige film.
I den sidste, store projektion står en kvinde på en høj, luksuriøs etage af World Trade Center. Hun ser med et desperat og håbløst blik på den neoliberale udsigt over Manhattan og starter en dejligt langsom monolog brygget på en smuk blanding af mindfulness-vrøvl, hashtagpoesi og tematiske nøglesætninger. Hun snakker om deja vu, om at første gang altid er den anden gang; som når to identiske tårne begge klinisk bliver ramt af to fly af samme model. Hun fortsætter filmen igennem med bidder af et manuskript om kroppens taksonomi, standardperversioner og kontemporær jargon.
«The sensory exhausts the essence,» fremstammer hun endeligt med akavet besvær. Sætningen rammer plet og står tilbage som en overskrift på udstillingen; at det vi oplever er en slags udmattelse af det sensoriske og eksistentielle ekstravaganza, vi så ofte har oplevet i Jesper Justs værker. Og til sidst står jeg selv i et rum – et hyper-cinematisk rum, jeg ikke har lyst til at gå ud af; et menneske, jeg ikke vil lade i stikken; en by og en nation på kapital-fiktionelle krykker, der synes desperat efter hjælp, men ikke er i stand til at lytte. Det sensoriske har så sandeligt udmattet essensen og endeligt forstår man, at det vakuum, der tidligere syntes frustrerende, i virkeligheden er den post-cinematiske følelse af Vestens indre ruin eksternaliseret til et rum, man kan se på og gå rundt og føle i.