Fra en billedproduktion i krydsfeltet mellem tegning og maleri og medstifter af udstillingsstedet IMO til kritiker og digter og teaterstykket Point Omega har Ferdinand Ahm Krag (f.1977) skabt et værk, der på en og samme tid er stærk visuelt orienteret og drevet frem af konceptuelle og diskursive undersøgelser.
De seneste par år har et omdrejningspunkt for denne praksis været en optagethed af tesen om en såkaldt Antropocæn tidsalder, hvor menneskets påvirkning af Jorden er så massiv og omfattende at den kan siges at udgøre et geologisk lag. Tesens konsekvenser er voldsomme og ansporer til et opgør med nogle af de helt fundamentale forestillinger for den moderne verdensforståelse som fx adskillelsen mellem natur og kultur og mellem menneske og teknologi.
Et eksempel på denne interesse var da Ahm Krag i efteråret 2014 kuraterede det tematiske program «The Psychozoic Era» på Overgaden i København. Gennem talks, performances og film undersøgte programmet, hvordan mennesket ikke længere står udenfor naturen, men i stigende grad er involveret i planetens økologiske udvikling. Nu er han tilbage på Overgaden med soloudstillingen Forcefield Climber, som åbner imorgen aften og som ligger i forlængelse af «The Psychozoic Era», men fortolker tematikkerne mere abstrakt billedligt.
I udstillingens første rum hænger der en serie malerier og tegninger, alle i rød og blå, enkelte af dem med forlæg i videnskabsmanden James Clerk Maxwells (1831-1879) teori om elektromagnetiske kræftfelter. I gangarealet, der leder ned til det bagerste rum, hænger godt hundrede såkaldte «visuelle feltnoter», sort/hvide-tegninger Ahm Krag selv betegner som en «personlig ’pyscho-environmental’ seismograf over kroppen; dens imploderende og eksploderende tilstande, dens meditative rytmer og dens evige arbejde med at af og -tilkoble sig til andre kroppe, væsner, ting og entiteter». Og i det bagerste rum vises animationen Timewave zero (2015), en bølge af linjer, som har hentet sin titel fra en fraktal funktion «opfundet» af den psykedeliske tænker Terence McKenna (1946-2000) til at beskrive universets tidslighed. Animationen akkompagneres af en dronelyd frembragt ved motoriserede anslag på strengene i tre klaverer.
Kunstkritikk har taget fat i nogle af udstillingens referencer for at diskutere det aktuelle «ecological turn» i samtidskunst og -kultur med Ferdinand Ahm Krag.
Vi har for nyligt begge bidraget til et temanummer af det danske tidsskrift Kritik, som havde overskriften «Naturen, det billige skidt». Jeg havde (sammen med Karsten Wind Meyhoff) skrevet om en subgenre af katastrofefiktionen, som vi kalder deep eco horror, hvor almindelige dyr udrydder mennesket og (gen)indtager planeten som følge af dybdeøkologiske omvæltninger. Du havde lavet en serie tegninger, du kaldte Psychozoic landscapes, som også indgår i udstillingen på Overgaden. Inden vi begynder at snakke om en forbindelse mellem vores respektive syn på naturen, kunne du måske forklare og kontekstualisere begrebet «psychozoic»?
Begrebet «the psychozoic» stammer fra den russiske geokemiker Vladimir Vernadsky. Jeg faldt over begrebet i en af grundlagsteksterne for den Antropocæne tese. Denne tese går kort fortalt ud på at menneskehedens aftryk på kloden samlet set er så stor, at det har ført til en ny geologisk epoke. Hvis man lige stopper lidt op og mediterer over det forhold, så er det på mange planer svimlende. Jeg er overbevist om, at det kommer til at udgøre et virkeligt paradigmeskift. At planeten træder ind i en ny geologisk epoke – ulig alle tidligere epoker – er ikke noget der bare lige sker et sted ude i randen af de menneskelige samfund eller i periferien af det vi kalder Historien. Det er simpelthen det samlede planetariske system – og alt levende indenfor dette system – der irreversibelt overgår til et nyt stadie. Og selve transitionsfasen med et ustabilt klima kan måske tage 100.000 år! Til sammenligning har der kun eksisteret menneskelig civilisation i de sidste 10.000 år.
At geologer nu i fuld alvor taler om, hvordan «det psykiske arbejde» kan aflæses i materien og i sedimentlagene vækkede for mig en masse associationer til kunst og litteratur – altså ting jeg havde henført til det fiktive og spekulative område. Jeg kom selvfølgelig til at tænke på Robert Smithson, fordi han på mange måder så alle de her ting meget klart. Smithson skriver i teksten «A Sedimentation of the Mind»: «One’s mind and the earth are in a constant state of erosion, mental rivers wear away abstract banks, brain waves undermine cliffs of thought, ideas decompose into stones of unknowing, and conceptual crystallizations break apart into deposits of gritty reason». Og jeg kom til at tænke på J. G. Ballards roman The Drowned World, hvor psyken glider bagud i tid til kultidens krybdyrsstadie. Så selve ordet «the psychozoic» var også bare en trickster, der satte gang i en masse tegninger og en animationsvideo, hvor jeg kunne fabulere løst og frit over det her nye rum vi befinder os i, hvor det er meget svært at skelne klart mellem den levende materie og den døde materie.
Selvom tegningerne i tidsskriftet Kritik refererer til landskaber, Psychozoic landscapes, er der ikke tale om traditionelle landskabskompositioner med en fast defineret baggrund – et landskab – og en figur i dette landskab. Billedernes forskellige elementer synes at befinde sig på sammen plan eller flade om man vil. Eller i nogen tilfælde i to parallelle verdner på samme stykke papir. Forskudte men forbundne. Derudover er elementerne fra vidt forskellige verdener. Der er dyr, geometriske former, menneskefigurer, grafer og teknologiske objekter. En form for surrealistisk møde à la det Lautréamont snakkede om. Og så alligevel er det noget andet. Kan du beskrive din forståelse af landskab i denne sammenhæng?
Landskabet som motiv er jo i en eller anden forstand en anakronisme. Men det betyder ikke at der ikke eksisterer et ude-rum. Jeg tror én af de ting tiden nu handler om, er genopdagelsen af et kæmpestort «udenfor». Det ligger helt klart i «the non-human turn». Man kan også sige, at vi nu gennemlever et kollaps af selve inde-ude tænkningen og at der nu kun er ét kæmpestort «indenfor», men det er til gengæld befolket af alle mulige monstrøsiteter eller «strange strangers», som Timothy Morton kalder det. Det uerkendte og fremmede ligger ikke ude i periferien. Det er alle steder. Det er indenfor.
Det kan være edderkoppen, der lever i hjørnet af soveværelset eller bakteriekulturerne i tarmen eller algoritmerne der styrer dit facebook-feed eller det er neutrinoerne, der penetrerer kroppen. Så hvordan tegner man en geografi for alt det? Du kan netop ikke bare lægge et grid ned over det. Den norske forfatter Karl Ove Knausgård begræder i lange passager af Min kamp, hvor trøstesløst det er at leve i en affortryllet verden, hvor der ikke længere er nogen hvide pletter på landkortet og hvor alle naturens «hemmeligheder» er afdækket og beskrevet af en mekanicistisk videnskab. Men det er jo helt forkert. Altså den forestilling er en fiktion. Det er en slags overtro, der kom med oplysningstiden. Og det er dét stik modsatte, vi oplever nu.
For mig at se er «landskabet» og «naturen» blevet de her helt igennem uncanny størrelser. Så man sidder måske på en bænk i parken om foråret og studerer lysflimmeret i træerne og tænker på impressionisterne og det at male under åben himmel. Den næste tanke der melder sig er, at CO2 niveauet nu er over 350 ppm (parts pr. million) og at vi efter al sandsynlighed derfor ikke holder os under en 2 graders temperaturstigning, hvilket får dybdeøkologer til at spekulere flittigt over, hvordan vi kan producere flere skyer igennem såkaldt geo enginering. Man går måske på nettet for at læse noget om det og så fornemmer man, hvordan den elektromagnetiske stråling fra harddrivet blander sig med den elektromagnetiske stråling fra træerne eller man spekulerer over om fotonerne fra skærmens lys nu bidrager til fotosyntesen i træernes blade, der hvælver sig over ens hoved. Hvad er dét egentlig for en geografi man dér befinder sig i? Hengivelse og nydelse blander sig med noget absolut truende og skærmens lys blander sig med biokemiske processer i omgivelserne.
En af mine og Karstens pointer i «Naturen, det billige skidt» i Kritik er et opgør med den antropocentriske naturforståelse. Med fiktionens visioner som reference peger vi på, at planetens økologi overgår den menneskelige forståelseshorisont både tidsligt og rumligt. Mennesket er blot et kortvarigt indslag i Gaias store proces, og når vi snart ikke er her længere vil det igen stå klart, at det er små kryb som edderkopper og myrer, som er planetens sande beboere. I den forstand tror jeg vi er enige om, at naturen ikke er noget essentielt «derude» som mennesket definerer, men jeg fornemmer også at din accent ligger et andet sted, i menneskets påvirkning af planetens økologi. Har jeg ret?
Ja. Men jeg tror også at vores påvirkning af planetens økologi går langt hinsides os selv. Vi befinder os i den sjette masseudryddelsesfase af levende arter i planetens historie og den er drevet frem af menneskelige aktiviteter. Men jeg tror ikke det er ren destruktion. Jeg tror at mennesket er godt i gang med at producere nogle nye evolutionære nicher og en helt ny klimazone – uintentionelt! Det bliver lidt spekulativt og synspunktet kan ikke rigtig bredes ud her. Men den nye klimazone har med domesticeringen af elektricitet at gøre og udviklingen af det digitale. Og jeg tror den klimazone vil indsætte en ny regel i Gaia. Geologerne siger at blågrønne alger hørte til nogle af planetens første livsformer.
Disse alger indoptog methan i atmosfæren og frigav til gengæld oxygen. Men algerne selv kunne ikke tåle oxygen. Det forgiftede algerne og de selvdestruerede idet de voksede i omfang. Til gengæld omformede algerne hele atmosfæren til en oxygen-rig atmosfære, der gør at vi kan trække vejret i dag. Geologerne kalder det «oxygen-apokalypsen». I dag gennemgår vi det man kunne kalde «karbon-apokalypsen», hvor det holocæne økosystem kollapser og menneskearten muligvis vil selvdestruere på grund af den måde vi ‘vækster’ på. Men det tror jeg så fører frem til livsformer, der netop ikke er kulstofbaserede og afhængige af oxygen. Med den fortsatte udvikling af det digitale vil vi se fremkomsten af livsformer der netop ikke er afhængig af en atmosfære.
For nogle år tilbage mødtes vi på Haus der Kulturen der Welt i Berlin til den første af flere konferencer om Antropocæn. Din rapport fra konferencen blev publiceret her på Kunstkritikk og du har været til flere af de efterfølgende konferencer. Hvad er dit syn på dette felt? Hvad er det det kan tilbyde os som kunstnere og som mennesker?
For det første så synes jeg, at The Anthropocene Project var forbilledligt og virkelig visionært i forhold til at tænke et helt nyt format. Det var hverken konference, performance eller kunstudstilling selvom alle de elementer var tilstede. Arrangørerne kaldte det selv «A matter theater» og havde ladet sig inspirere af renæssancens «hukommelsesteater», hvor viden var noget man demonstrerede igennem objekter. I teksten «Thinking the anthropocene» skriver Bruno Latour om den antropocæne tese: «it is the best alternative we have to usher us out of the notion of modernization. Like the concept of Gaia, the risk of using such an unstable notion is worth taking». Jeg er helt enig i, at det er en produktiv vej ud af de alt for menneskecentrerede moderniserings-, fremskridts- og udviklingsnarrativer – også alle dem, der begræder den forfejlede udvikling.
Vi skal i stedet bruge energien på at udvikle historier, æstetikker og institutioner, der bringer mennesket i øjenhøjde med alle de andre livsformer og livsprocesser. Vi har ikke brug for en ny kunsthal. Vi har ikke brug for et nyt naturhistorisk museum. Det vi virkelig har brug for er en institution, der har planetdannelse, som grundæggende tematik og omdrejningspunkt. For i den antropocæne tidsalder er økonomien, samfundet og de menneskelige fiktioner blevet en aktiv medspiller i den fortsatte planetdannelse. Vi har brug for at grundlægge en ny tradition, der kan reflektere det forhold. The Anthropocene Project i Berlin var et ret godt bud på, hvad det kunne være.
Vi står over for en monstrøs økologisk udfordring og det synes hos blandt andre Timothy Morton og Bruno Latour at afspejle sig i forsøg på at gentænke forholdet mellem menneske, og det der før hed natur, men som nu fx bliver betegnet som planetarisk økologi. Hvordan ser du denne tendens? Hvorfor er det nødvendigt at udvide perspektivet fra den «save the Earth»-tankegang, som har kendetegnet økologisk kritik siden 1960’erne?
Så vidt jeg kan se, så har målsætningerne for en del tidligere øko-kritik været, at vi skal forsøge at bevare det økosystem, der har udviklet sig i den holocæne epoke så intakt som muligt. Den holocæne epoke er perioden efter den sidste istid og frem til nu. Denne epoke har været klimatisk stabil og nogen geologer hævder så, at civilisationernes opblomstring netop er muliggjort på grund af rimelig stor klimatisk stabilitet i denne periode. Det vilde er jo så, at geologerne hævder at vi ikke længere befinder os i Holocæn, men i den nye epoke kaldet Antropocæn, der er skabt af menneskelige systemer. Begyndelsen på Antropocæn har endda fået en startdato – nemlig ved sprængningen af den første atombombe, hvad har efterladt radioaktive isotoper overalt på kloden.
Så hvis man skulle tale i tråd med James Lovelock, så er Gaia blevet forstyrret og hvis den ryster truslen af sig, så vil den falde til ro igen i en ny systemisk tilstand, men det vil ikke være kendetegnet af de grænseværdier, der definerede det holocæne rum. Vi kan ikke vende tilbage til Holocæn. Et af de virkelig bizarre forsøg på at konservere eller genoprette det holocæne økosystem er Stewart Brands program for genoplivning af uddøde dyrearter. Desuden skal vi ikke redde planeten. Det er i grunden en bizar formulering. Vi skal finde ud af hvordan menneskelig civilisation fortsat kan eksistere på en klode, hvor vi er ekstremt udsatte på grund af et kaotisk klima.
