Fugleperspektivet er titlen på Jan Freuchens udstilling på galleriet Høyersten Contemporary i Bergen, som slog dørene op for første gang i april sidste år. Det er uhyre svært at pege på et fingeraftryk som er «freuchensk» eftersom viften af materialer og greb er så bred at den personlige signatur kun findes i den konceptuelle tankegang. Der er noget renhedssøgende – næsten platonisk – i det. Men Freuchen har et klart engagement i menneskets relation til naturen, en profil man også genkender i publikationerne som udkommer på hans og Sigurd Tenningens forlag Lord Jim Publishing.
I Fugleperspektivet har mormors broderi været igennem den industrielle kværn. Strimler af broderi er klippet ud og sat sammen på nye måder. Strimlerne er sorteret i tre kategorier – solnedgange, træhytter prydet med norske flag og alt hvad der har med nationalskatten En Brudefærd i Hardanger (Adolph Tidemand og Hans Fredrik Gude, 1897) at gøre. Broderistrimlerne er omgjort til nye værker som ser underlig forstyrrede ud, nærmest skizofrene, eller præget af visuel støj på gammeldags fjernsynsskærme.
Der er sikker afstand til serien af sort-hvide håndtegnede portrætter af majestætiske småfugle som hænger vis-à-vis de opstykkede broderiværker. Deres overlegne, altseende perspektiv, som har givet navn til udstillingen, synes også at være kunstnerens. Her har den dumme menneskeverden også sat sit præg med en slags retningsangivelser bestående af krydser, boller og pile trykt direkte ovenpå småfugleportrætterne. Er det et spil eller instruktioner i foxtrot? Jeg ved det ikke, men småfuglene synes nærmest halshugget af den imbecile tagging.
Man fornemmer en strategisk tankegang i forhold til hvordan man som publikum ledes gennem rummene. Faktisk virker flere værker som om de referer til gallerier set fra … ja, fugleperspektiv. Det jeg først tænker på som en slags absurd fisketrappeskulptur udgør sammen med en video installationen Plutos hule (meget morsomt) som er blevet til i samarbejde med Tenningen og Jonas H. Major. Det er lige før jeg genkender disse træelementer fra et haveudsalg et sted. Er de produceret til haveentusiaster som ønsker at konstruere sin egen japanske have med klukkende bække? Fisketrapperne står som abstrakte elementer i rummet, balancerende balletagtigt på stålkonstruktioner i rå kombination med natursten. Derinde kan vand og fisk suse afsted, men det hele ligner også en model af et slags Louvre-galleri hvor væggene er pyntet med tegneserieudklip.
Inde i en lille hundehusagtig konstruktion står en skærm som viser et mash-up af flere kendte tegnefilm (Søren Spætte, Snehvide og de syv små dværge) i et uendeligt loop. Langsomt introduceres vi for nogle urovækkende sammenstillinger af menneskets drømme om en magisk underverden sat op mod minedrift forstået som kapitalistisk udplyndring af jordens ressourcer. Jeg må helt ned at sidde på gulvet til tegneserieforestilling sammen med de mindste børn. Frøperspektiv, så at sige. Den absurdistiske tegneseriemusik klinger gennem gallerirummet. Tegneseriefigurerne har dollartegn i øjnene, men så styrter minen pludselig sammen. That’s all, folks.
I det sidste rum hænger labyrintiske tavler som igen minder om oversigtsplaner over rummet jeg står i. Her fortsætter fortællingerne om magi, idioti og minedrift, skrevet med kridt som om jeg var et skolebarn. Jeg er tydeligvis en meget lille person, og snart løber jeg tør for kvikke associationer. Udenfor på Danmarksplass er der flere magiske labyrinter at fare vild i. Den ekstremt trafikerede indkørselsvej til Bergen centrum er undermineret af et system af gangstier dekoreret af kommunale graffitiværker. Er jeg egentlig ude af galleriet nu? Jeg er usikker. Udstillingens åbenbare konklusion er uanset at mennesket er en nationalromantisk fjollenisse som ikke forstår sine omgivelser, og som er endeløst fortabt i tegneserieagtige fortællinger om verden.
