Der er meget nyt maleri. Virkelig meget. Og meget af det er også virkelig godt. Alligevel melder trætheden sig. Jeg holder op med at kunne se forskel; holder op med at interessere mig. Det var først, da jeg for nyligt besøgte Allison Katz’ udstilling Artery på Camden Art Centre i London, at jeg begyndte at kunne sætte ord på problemet.
Artery åbner med en perfekt trompe l’oeil afbildning af kunsthallens elevator. I samme rum er en pastelfarvet Bloomsbury-agtig keramisk genstand med et billede af en person. Man kan forestille sig, at et modemagasin ville kalde den feministisk (fordi: keramik), og foreslå andre lignende appellerende objekter efter den algoritmiske logik «you might also like». Men så er der et stort sort billede af en skriggul hane, og et usædvanligt intetsigende vue af en brun kanal. Ingenting passer sammen, hverken stil- eller motivmæssigt. Alle værkerne er lige nøjagtigt så teknisk udfærdigede, som det er nødvendigt. Det handler ikke om, at vi skal fortrylles af Katz’ malertalent – hun har ikke behov for at imponere os på den front (den neurotiske perfektion vi finder i Emily Mae Smith, Francesca Facciola eller Avery Singer virker nærmest pinlig ved sammenligning). Nej, billederne skal være noget for hinanden, og for det tankenet, de er med til at udbygge.
Man får lyst til at finde sammenhæng i inkongruensen; en impuls, der meget hurtigt ansporer til en større refleksion omkring stil, subjektivitet og hvad der kan siges med billeder som sådan. Mellem dem udspiller der sig en form for samtale, som kun kan finde sted mellem ens tætteste og klogeste venner, hvor det kan tages for givet, at det udfordrende ikke opleves som offensivt, og de kedelige pædagogiske mellemregninger kan springes over. Jeg er sammen med præcis sådan en ven, som ser hvordan jeg sitrer i synsfeltet mellem værkerne. Bare vent, siger hun, der er tre rum mere, og det bliver kun vildere.
Den næste konstellation består blandt andet af en decideret hæslig engleagtig abstraktion og en nøgen Katz på alle fire sammen med en flok køer, som altid morsomt navngivent; henholdsvis CCTV (2020),og Someone Else’s Dream (2021). Posterchild (2021),er udstillingens Rosettesten,en sammenstilling af forskellige billeder – en baby, endnu en brun kanal, silhouetten af Katz i Miu Miu’s SS21 kampagne – som indgår i andre af værkerne, og afslører de tilsyneladende ukurante motiver som dele af et veletableret visuelt ordforråd. Igen er det et under, hvordan Katz får plads til det grimme uden skyggen af sarkasme.
Der er ikke ét maleri for meget i udstillingen, og alligevel virker den på ingen måde kedelig smagfuld eller risikosky. Faktisk er det i mindre grad med den frygtelige engel eller den flade og rodede collage, at Katz tager en chance. Det er snarere med de «feministiske» keramikværker, og med sexede, zeitgeisty Blondie (2013-21), et flammende hjerte indrammet af en grafisk bort, at hun for alvor nærmer sig en afgrund. Idéen om at et maleri kunne være trendy eller smukt alene, eller at en kunstpraksis kunne reduceres til en tematik eller brandingstrategi, modstrider den ontologi, der underligger Katz’ produktion. Men det, at den mulighed overhovedet får lov at findes i værket, at faren antydes, bliver en vigtig komponent i udstillingens billedmæssige balancegang.
Det er klart, at Katz ikke er opstået i et tomrum. De mest oplagte forløbere er nok malere som Merlin Carpenter, Birgit Megerle og Monika Baer. Dog med den forskel, at man – særligt med en Carpenter, slipstrømmen af Michael Krebber – kan få følelsen af, at kunsten dekonstruerer, før den stimulerer, og dermed fremstår mere forvirrende end egentlig klog.
Jana Euler, samme generation som Katz, kapitaliserer ikke på den måde på beskuerens forvirring, men deler med Katz en anden generøsitet samt et overmål af energi. (Og næsten som svar på tiltale maler Euler en serie af stikkontakter med titlen Where the energy comes from.) Hos Katz møder man ligeledes en enorm kreativ kraft, som når hun – forestiller man sig – på ingen tid maler fem nye malerier set gennem indersiden af en mund, som udstilles i en trekantsformation på Camden Art Centre, fordi hun helt enkelt ikke er forfængelig, men er drevet af, hvad det er muligt at sige og tænke overhovedet – et projekt, der ligger langt udenfor hendes eget subjekts grænser. Man forstår først hvor sjælden en kvalitet, det egentlig er i kunsten, når man står overfor den.
Både Euler og Katz evner at arbejde sig udenom samtidens forsigtige, individbaserede affektpolitik, såvel som den beslægtede og lige så kvælende karrierementalitet, hvor succesfulde unge kunstnere indtager rollen som visuel merchandiser eller trendspotter. Men dér, hvor Katz udmærker sig yderligere, er ved fuldstændig at afsværge sig obskuritet. Der findes godt nok ikke noget facit, men ikke desto mindre fremstår værkerne som en fuldstændig oprigtig intellektuel udforskning af – hvad, egentlig?
Pressemeddelelsen forsøger: «The world the artist seeks to give form to is one where chance gives access to poetic order inside life’s apparent chaos; where one’s own subjectivity and experience collides with the universality of the world, to be read as a route into that which cannot be seen.» Og det rammer, men lyder også som en definition af (god) kunst helt generelt. Faktisk er det irrelevant præcis hvilke konklusioner, vi kan drage fra Katz’ værk. Hovedsagen er den tankenødvendighed, der produceres i mødet med beskueren, ikke bare et indhold, men en måde at være i verden på.
Med min sult efter et mere intellektuelt maleri mener jeg ikke, at det nødvendigvis skal være ironisk eller teoretisk. Ej heller at den nye bølge kun er dårlig – langt fra. Michael Armitage og Justin Caguiats værker er episk-poetiske, indtagende og komplekse. Og så er der Salman Toors postimpressionisme, Julien Nguyens surrealisme, Louis Frantinos Neue Sachlichkeit – alle har de klart en slags magi, en spændende kombination af noget dragende og råddent. Men det er paradoksalt, at jeg mellem de her genfortolkninger af det 20. århundredes stilarter, motivmæssigt ’queeret’ og ’dekolonialiseret’, kommer til at savne netop det 20. århundrede.
Man skal lede længe efter arven til modernismen og avantgarden, ikke som æstetik, men som attitude, som måde at tænke på, i denne her en-til-en relation mellem kunstner, udsagn og udtryk – et forhold mellem værk og betydning, som i sidste ende er illustrativt. I Katz’ værker er der ikke nogen afstand, faktisk ingen distinktion overhovedet, mellem form og idé. På den måde er de – helt uagtet om de ’ligner’ noget eller ej – ikke figurative men dybt konceptuelle, fordi deres motiver er underordnet en naturligt metafysisk logik.
Når jeg læser Katz’ malerier ind i en så bred diskurs, er det ment som et udtryk for den effekt, de har på beskueren; man får lyst til at tænke, se sammenhænge, se klart. Det er i det lys, at meget af det nye maleri simpelthen virker for inderligt. Det deler med en stor del af tidsånden en faktisk ret konservativ og søvndyssende sentimentalitet og småbanal ligefremhed, som efterhånden er blevet så gængs, at vi ikke kan forestille os hverken kunst eller det offentlige rum uden. Hos Katz er den første lettelse, at hun er voksen, og den anden, at hun er for klog til seriøst at underholde sin egen narcissisme. Så er barren endelig hævet.
