Indlagt på den lyserøde

Udsmykningerne til Nyt Psykiatrisk Center på Aarhus Universitetshospital er generelt sympatiske, men bortset fra et forfriskende lyserødt indslag er der for lidt overraskelse og chance.

Tal R, Jeg har været indlagt på den lyserøde, udsmykning af foyer på Nyt Psykiatrisk Center på Aarhus Universitetshospital, Skejby, 2018. Foto: Jesper Voldgaard.

På Nyt Psykiatrisk Center på Aarhus Universitetshospital i Skejby bliver man ikke kun indlagt for at få det bedre. Man bliver også indlagt til at se på kunst, fordi det velvidende går hånd i hånd. Imidlertid er der blevet rejst megen kritik af overflyttelsen af Risskov Psykiatriske Hospital, fordi man ikke kunne finde plads til psykiatriens kreative værksteder i de nye rammer.

Overflyttelsen har desuden medført, at man har adskilt Museum Ovartaci fra psykiatrien, som tidligere havde til huse sammen i Risskov, uden for Aarhus. Museum Ovartaci, som både rummer Psykiatrisk Historisk Museum og Kunstmuseet, som byder på værker af tidligere patienter og ikke mindst, af kunstneren Louis Marcussen (1894-1985), bedre kendt som Ovartaci, som museet har taget navn efter. Ovartaci var psykiatrisk patient i Risskov og skabte under sin 56 år lange indlæggelse frem til sin død et bemærkelsesværdigt værkkorpus. Siden har Ovartaci været genstand for interdisciplinær forskning mellem kunst og psykiatri. Med andre ord er Ovartaci et godt eksempel på, at man i psykiatrien i Risskov har haft en lang tradition for kreativ udfoldelse, som en del af patienternes ve og vel.

Der venter en afgørelse i det nye år om, hvorvidt der skal genindføres et kreativt tilbud til patienterne, der skulle kunne fungere som åben værksted i det nye Museum Ovartaci, når det flytter til sit endelige bestemmelsessted på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, formentligt i 2020.

Tal R, Jeg har været indlagt på den lyserøde, Nyt Psykiatrisk Center på Aarhus Universitetshospital, Skejby, 2018. Foto: Jesper Voldgaard.

Det er dog ikke fordi, at der er blevet sparet på kunsten i psykiatrien. Tværtom. Der bliver slået et slag for kunsten i psykiatrien i Region Midtjyllands nye tiltag omkring «integreret kunst» i regionens kunststrategi. Det beviser de tre storstilede udsmykninger, som blev indviet kort før åbningen af psykiatrien på universitetshospitalet. De tre bidragsydere er Tal R, Randi & Katrine samt Eva Koch, som hver især har forholdt sig til en specifik afdeling i psykiatrien.

Vi starter med Tal R, som under titlen Jeg har været indlagt på den lyserøde har indrettet velkomstområdet, der består af to åbne opholdsrum. Og det, som venter en i modtagelsen, er farven lyserød for fulde gardiner, både på gulve og vægge, som havde kunstneren fået farvens medicin galt i halsen. Farvevalget var også på alles læber til indvielsen, når man ellers ikke havde munden fyldt af kanapéer.

I tråd med den famøse farve finder vi dertil polstrede sofaer i stribede betræk a la Bismarcks bolsje. Og ingen offentlig institution uden et strejf af borgerlig genkendelse, nemlig et utal af Arne Jacobsens syverstole i matchende candyflossfarve.

Som del af Tal Rs udsmykning indgår en skiftende kurateret salonophængning. Foto: Jesper Voldgaard.

På de store endevægge i opholdsrummene har Tal R selv svunget penslen: Kæmpemæssige vaser i ukurante former blandt dyremotiver, ornamentik og Ovartacis umiskendelige figurer, som gerne er slanke kvindeskikkelser med katte- og øgleagtige ansigtstræk. Eftersigende skulle de murale malerier være inspireret af billeder af tidligere patienter fra Risskov, hvilket leder os hen til det centrale element i installationen, hvor Tal R har veget pladsen og i stedet kurateret værker af disse tidligere patienter indhentet fra Museum Ovartacis gemmer.

Malerierne er monteret på skillevægge bygget af rundstokke og opslagstavler på betonfødder. Salonophængningen er omskiftelig, eftersom den er tiltænkt at skulle gæstekurateres hvert andet år. Idéen om kunstneren, hvis rolle det er at skabe nogle interessante eller gunstige rammer for at præsentere andres værker, er ubestridelig en fin gestus, især i regi af en udsmykning. I denne sammenhæng sker der desuden det sjove, at værkerne af patienterne fra Risskov totalt kører deres eget show og sætter Tal R til vægs, fordi patienternes værker slet og ret er det mest interessante, mens Tal R’s interiør forekommer som inferiør 70’er-staffage.      

Anderledes er det hos kunstnerduoen Randi & Katrine, som har skabt et udendørs aktivitetsrum til Børne- og Ungepsykiatrien, i alderen 0-13. Og har man først sagt Randi & Katrine, har man også sagt antropomorfe huse, hvilket også viser sig i nærværende bidrag med den samlede titel Haven.

Omgivet af hospitalsbyggeriet, hvor sengeafsnit er til den ene side og børneambulatorium til den anden, består aktivitetsrummet af sporadiske legeanlæg, som foruden de skulpturelle legehuse også tæller gynger, klatrestativ og en mindre fodboldbane bundet sammen af et stisystem.

Randi & Katrine, Haven, udsmykning til Nyt Psykiatrisk Center, Aarhus Universitetshospital, Skejby, 2018. Foto: Jesper Voldgaard.

Først støder vi på en græshøj med udkigspost, som udmunder i et smilende legehus i beton, hvorfra lys stråler gennem den udstansede facade. Dernæst følger to sandkasser, som tilstøder en mellemting mellem en silo og et tårn i to etager. Vinduer og små glohuller er indsat i den omkransende væg og indeni tårnet hænger en uro af kugler i rolige blå nuancer.

Hulrummene er et godt tiltag, idet de faciliterer et privatrum for børnene, som man kunne tænke sig ellers er under rigeligt opsyn. Længst nede i haven finder vi et bålsted under et mægtigt mørkt trætag. Kunstnerne har altså tænkt på, at aktiviteterne både kan foregå på egen hånd og i samvær med forældre og personale.

Randi & Katrine, Haven, udsmykning til Nyt Psykiatrisk Center, Aarhus Universitetshospital, Skejby, 2018. Foto: Jesper Voldgaard.

Selvom Randi & Katrines skulpturelle legeanlæg er stationære tilbyder de børnene muligheden for at kunne veksle mellem inde og ude. Ligesom de, takket være græshøjene, kan færdes på forskellige niveauer. Det er en beskeden og rolig eventyrhave. Kunstnerne har ikke just overdynget udendørsområdet med indtryk, men skabt noget, som er mildt og som forhåbentlig sætter fantasien i svingninger og hvor børnene ikke er passive tilskuere, men aktive og skabende af deres egen leg. Man kunne måske godt have tænkt i lidt mere udfordrende strukturer, uden det behøves at være til fare for liv og lemmer eller hæmmende for sensitiviteten hos psykisk sårbare børn. Måske de skulle have lånt lidt rester af lyserød fra deres kunstnerkollega eller noget sprudlende fra samme skuffe.

Eva Kochs videoværk Mit hav er lukket for offentligheden, da det hører til Retspsykiatrisk afdeling, som kun er forbeholdt psykisk syge kriminelle. Videoværket er af seks timers varighed og spiller ved mørkets frembrud på en 22 meter lang skærm i Retspsykiatriens indre gårdrum. Videoen er en montage af optagelser; dels fra Aarhusbugten, som tilbage i Risskov nærmest var patienternes egen baghave; dels fra forskellige kyststrækninger i Norden.

Bjergtagende billeder fra Grønland med uendelige vidder, hvorpå isen flyder, optræder blandt andet i videoen. Koch har her taget fat på den kendsgerning, at den danske psykiatri også rummer grønlandske patienter, som er blevet overflyttet, og eftersom patienterne ikke er tilladt udgang, må de stille sig til takke med levende postkort af de hjemlige omgivelser.

Ser vi bort fra den ubetingede velgørende intention om at give patienterne sindsro ved hjælp af billederne af det bevægende hav, der nærmest er et alment menneskeligt berolighedsmiddel, så fremtræder Kochs værk som en slags bizar ordineret naturerstatning. Men simulation eller ej, for hvad er ikke kunstig stimuli nu om dage, så trumfer intentionen konturen af en betænkelighed, og man kan derimod inderligt håbe på at patienterne kommer til at lade sig flyde med og finde ro ved havets bølgegang.

I Region Midtjyllands kunststrategi lyder foreskriften til de tre kunstprojekter som nævnt: «integreret kunst». Hvor heldigt er det så faldet ud? Overordnet kan man sige, at der med den nye psykiatri i Skejby i stedet er opstået integrationsproblemer med kunsten i og med at de kreative værksteder og Museum Ovartaci ikke er flyttet med, men kommer til at leve et liv i ghettoen borte fra patienternes dagligdag. Det diskvalificerer imidlertid ikke de tre kunstneriske bidrag.

Og hvordan klarer de tre bidragsydere det så, som eneste repræsentanter for kunsten i denne kliniske sammenhæng? Okay, vil jeg nænsomt sige. Man kan godt mærke i dette tilfælde, at kunsten ligesom psykiatrien er en institutionaliseret praksis, som er under stærk (selv)kontrol. Det bliver derfor noget blodfattigt. Lykkeligvis er ingen af værkerne blot pryd på væggene, men har på hver deres måde taget fat på en given omstændighed i psykiatrien, og trods mit savn af dristighed, er det mægtig fint og hensynsfuldt.

Eva Koch, Mit Hav, udsmykning til Nyt Psykiatrisk Center, Aarhus Universitetshospital, Skejby, 2018. Foto: Jesper Voldgaard.

Diskussion