At der er sket meget i det danske kunstmesselandskab over de seneste fem år har man kunne forsikre sig om i den forgangne weekend. Havde man i baren på det gamle Art Copenhagen luftet ambitioner om at se København som Skandinaviens førende messedestination eller drømt om, at parisiske Galerie Perrotin ville slæbe Sophie Calle’rne hele vejen til Bella Centret på Amager, var man formentlig blevet nægtet det næste glas champagne. Ikke desto mindre var det netop scenariet på weekendens henholdsvis femte og anden udgave af messerne Chart og Code.
Internationale ambitioner på Code
Op til årets messeweekend har spændingen særligt samlet sig om sidste års nykommer, Code Art Fair, der i sin første udgave ikke helt formåede at leve op til de store målsætninger om at skabe en messe med internationalt swung – trods et fint udvalg af både danske og internationale gallerier.
Det har man taget konsekvensen af i en grad, så man ved blot et øjebliks distraktion kunne tro, at man var ankommet til en helt ny messe.
Et friskt kuratorteam, bestående af art advisor Caroline Bøge og gallerist Saskia Draxler, har stået for at tiltrække gallerier, phd-stipendiat og kurator Irene Campolmi på talk- og performanceprogrammet og Max Bossier fra samlernetværket Larry’s List som ansvarlig for VIP-relationer, har overtaget styringen fra sidste års samlerprægede kuratorgruppe, og det lignede allerede på papiret en virkelig god ide. Ud over mellemstore danske gallerier som Tom Christoffersen, Hans Alf, Marie Kirkegaard og Bianca D’Alessandro har de nemlig formået at trække en række internationale topgallerier til byen, hvoraf spændingen særligt samlede sig om tyske Galerie Neu og parisiske Perrotin.
Igen i år er det Bella Centret, hvis små-futuristiske glas- og stålkonstruktion lukkede sollys ind over Codes stande, talks og videoforevisninger. Men modsat sidste år, hvor man som besøgende blev ledt igennem noget, der mindede om et forladt indkøbscenter, blev man i år ført ind af hovedindgangen, hvor Tue Greenforts enorme goplelignende heliumballon hang faretruende lavt og spærrede udsigten ind i messesalen. Det var scenen for den VIP-åbning, som man af uransagelige årsager havde valgt at ligge kl. 11 torsdag formiddag. Trods det knap så festlige tidspunkt havde ganske mange mennesker fundet metroen til Amager og trillede nu afslappede rundt, lettere overraskede over, hvor meget der var sket siden sidst.
Omkring en tredjedel af gallerierne på Code, heriblandt naturligvis de store internationale, var inviterede af messen. Resten havde ansøgt, og det var tydeligt, at kuratorteamet havde vægtet gallerier, der ville vise solo- eller duoudstillinger. Særlig berlinske Nagel Draxlers solopræsentation af danske Lone Haugaard Madsen bør fremhæves som en elegant og veldoseret fremvisning af en kunstner, vi ser alt for lidt til herhjemme.
At de internationale gallerier havde vægtet at medbringe kunstnere, der enten kommer fra eller har en institutionel udstillingshistorik i Danmark var et åbenlyst tema på tværs af messehallen. Således viste amerikanske M23 en solostand med Mikkel Carl, Wien-baserede Krobath havde helliget deres vægplads til Sofie Thorsen og Galerie Neu viste blandt andet Sergej Jensen.
Et andet uventet, men gennemgående, fokus var knap så salgbare formater, installationer og multimedieværker. Særlig kækt var Londongalleriet Annka Kultys duoinstallation af Marie Munk, som performede i en installation af papkasser og photoshopmønster, og Stine Dejas 3D-animerede zen-video, som fornylig blev vist på årets Rosklide Festival. Endnu mere overraskende var det at møde en storsmilende Kulty, der på messens sidste dag kunne fortælle, at hun havde oplevet en del interesse fra institutioner. Mod betalte sig åbenbart på årets Code.
Når teamet bag Code kan tage store kuratoriske chancer handler det naturligvis om, at BC Hospitality Group, som står bag messen, har accepteret, at man kører med et underskud de første år. Messens direktør Julie Alf forklarede, at for ejerne er kunstmessen først og fremmest et stærkt og prestigiøst brand, der smitter af på Bella Centrets øvrige livsstilsprodukter, heriblandt den formentlig noget mere indbringende modemesse.
Set i det lys er det måske mindre overraskende, at man har kunnet skære hele den sektion, man sidste år kaldte Selected og som primært bestod i de mindre og mere traditionelt indstillede danske gallerier, fra til fordel for det friske og eksperimenterende. Det forlyder desuden, at en uforholdsmæssig stor del af de internationale gallerier fik standen gratis, samt at man i år præsenterede et ret omfattende talk-, performance- og filmprogram, der kunne opleves selv uden at indløse billet til selve messen. Og det virkede som om, det var satsningen værd: Selv på den frygtede andendag, hvor Chart åbnede inde i byen, var der folk som havde fundet vej til Amager, og hen mod lukketid på messens sidste dag virkede især de danske gallerier markant mere tilfredse med årets salg end sidste år.
Perrotins direktør Raphael Gatel nævnte i en mere forbeholden tone, at de ganske vist ikke havde lavet salg, men dog havde etableret kontakt til flere skandinaviske institutioner, og lod ved samme lejlighed skinne igennem, at han havde foretrukket at stå på Chart – «men det er åbenbart forbeholdt de skandinaviske gallerier…»
Chart som vi kender det
På Chart Art Fair inde i Københavns absolutte centrum på Kunsthal Charlottenborg holder man fast i konceptet om at samle de bedste skandinaviske gallerier med enkelte afstikkere til Wien, hvor danskfødte Croy Nielsen holder til, og til Berlin, hvor Taik Person siden 2005 har repræsenteret den gruppe af fotografer, der kendes som Helsinki School. Der er kommet enkelte nye gallerier til siden sidste år, nemlig københavnske Gether Contemporary, de svenske Andersson/Sandstrom og Erik Nordenhake, islandske Berg Contemporary samt norske Rod Bianco.
Endnu engang kørte man med det åbne udstillingsdesign, der har kendetegnet messen de sidste fire år, og som gør Chart til et karakteristisk blandingsprodukt af kommerciel messe og kurateret udstilling af alt godt fra Norden. Det åbne udstillingsdesign betyder, at mens nogle havde været heldige at kunne præsentere en helstøbt udstilling i et afgrænset rum, så måtte andre, som Taik Person og debutanten Rod Bianco tage sig til takke med det svære gennemgangsrum, der åbner Charlottenborgs store sal. Blandt de mest velfungerende stande fandt man Susanne Ottesen med en smuk og minimalistisk præsentation af Martin Erik Andersens sølvbelagte vægtæpper og i midten et teknisk imponerende palmelignende værk skabt af en horisontal ophobning af laserskårne papstykker.
En anden meget velfungerende og noget mere højrøstet stand fandtes i Charlottenborgs modsatte vinge, hvor V1 Gallery præsenterede en decideret gruppeudstilling med titlen Paint it Black; en kongeblå dagligstue med Rose Ekens stormalede keramik i vindueskarme og vitrineskabe og en samling af galleriets mere politisk bevidste kunstnere på væggene. En fin detalje var Jan S. Hansens smukke keramikmasker, som galleriet havde medbragt blandt flere andre kunstnere, de ellers ikke repræsenterer.
Har man gået rundt på Chart de seneste fire år kunne det være svært at bekæmpe den snigende følelse af deja vu, der opstår af at kunne genkende ikke alene gallerierne, men også langt de fleste kunstnere og værker. Hvor Nicolai Wallner sidste år medbragte Alexander Tovborgs store Europha, var deres stand i år domineret af et andet, lige så omfattende Tovborg-værk – denne gang malet på kakler.
Man fornærmer formentlig ingen ved at sige, at der blev spillet med forholdsvis sikre kort på langt de fleste stande, hvor de små og mellemstore formater dominerede med maleri, grafik og foto som den primære udtryksform. Også på Chart ved man, at det er et smart træk at udenlandske gallerier medbringer danske kunstnere, så selv om Nina Beier igen år havde lavet messens mest instagrammede værk (skulptur med den særlige numsekokosnød fra Seychellerne) – og min personlige favorit – var det næppe en overraskelse at finde netop hendes værker på Croy Nielsens stand. Og ligesom flere af Codes gallerier havde også norske Galleri Brandstrup gennembladret de danske institutioners nylige udstillingskataloger og viste en solostand med primært fotografiske værker af Marina Abramovic.
Funky messegarniture
Hvis selve messen ikke bød på de helt store nyheder, så havde Chart formået at skrue endnu en tand op for det volumiøse setup af lækre add-ons, talks og fester, der efterhånden er blevet en central del af messens DNA.
Blandt dette års nye tiltag var et samarbejde med kunsthallen Copenhagen Contemporary og Basel by om en udstilling i stor skala. Ex Situ – Samples of Lifeforms var arrangeret af hele fire kuratorer og bestod af en blanding af schweiziske kunstnere og danske navne tilknyttet gallerier med en stand på Chart. Modsat mange messers forsøg på storskalaudstillinger, så er der både æstetisk sammenhæng og dyster undervandsstemning over Ex Situ, der tematisk kredser omforandringer i de globale økosystemer.
Tilbage på Charlottenborg var Chart Emerging, messens anneksudstilling for det unge og upcoming, tydeligvis blevet voksen. I forhold til sidste års lidt skrabede udgave, havde man i år prioriteret en lækker installering, der nærmest havde karakter af en institutionsudstilling. Det er Helga Christoffersen, der til daglig fungerer som kurator på New Museum, der i en treårig periode skal kuratere det, der sidste år var Charts store positive overraskelse.
Under titlen I am your common pronoun præsenterer hun 11 kunstnere, der er unge i den forstand, at «de står på tærsklen til et spring i deres karriere,» som Christoffersen formulerede det under pressevisningen. Lidt besynderligt var det derfor at finde et navn som Nanna Abell, der ganske vist er født i 1985, men som allerede har en del udstillinger bag sig og desuden er repræsenteret af Susanne Ottesen.
Chart Emergings bedste indslag var uden sammenligning en performance af svenske Josefin Jussi Andersson, Klara Ström og Hannah Wiker Wikström, der kørte i loop i hele messen åbningstid. I et pastelfarvet miljø af podier, skærme og et badekar bevægede de tre kunstnere sig i slowmotion til lyden af deres egne stemmer, der fremførte en på en gang uskyldig og ørehængende popsang om normativitet i relation til krop, køn, seksualitet og følelser. Ungt, svensk og funky på lige præcis den måde, der endnu engang får Emerging-udstillingen til at fremstå som det mest interessant og kække ved hele messen.
København – et internationalt kunstcenter?
Fælles for Code og Chart er ambitionen om at skabe et større narrativ, der tilbyder mere end bare en platform for kommerciel udveksling, men som kan lokke det internationale kunstpublikum til København for en enkelt weekend om året. Det ser unægtelig ud til at være lykkedes for Chart at skabe en velsmurt maskine, hvor flere gallerier kunne melde totalt udsolgt allerede på åbningsdagen. Her synes det største problem at være, at Charlottenborgs sale efterhånden er for små til at kunne rumme den mængde af samlere, kuratorer, presse, kunstnere og almindeligt nysgerrige, der gled ind og ud imellem hinanden i et konstant flow weekenden igennem.
På Code virker målet – trods weekendens gode stemning – umiddelbart længere væk, og man kan ikke lade være med at tænke, at det ville være gavnligt ikke bare for Code, men for København som sådan, hvis der kunne skabes en anelse mere synergieffekt imellem de to. Foreløbig fik Perrotins inviterede samlere en kølig modtagelse på Chart, hvor man til Raphael Gatels store overraskelse ikke lukker VIPs fra konkurrerende messer gratis ind. «It’s very strange here in Denmark,» sagde han, før han vendte hovedrystende tilbage til sin iPad.