Titlen på Vermilion Sands’ aktuelle udstilling, Cascading Celestial Giants, er en reference til den amerikanske musikduo Drexciya, som udviklede myten om en undervandscivilisation beboet af de spædbørn, der blev kastet overbords under slavetransporten. Altså står udstillingen som et nyt kapitel i projektrummets undersøgelse af havet og landskabets forhold til postkoloniale, antropocæne og afrofuturistiske diskurser.
Udstillingens kerne består af to videoværker af henholdsvis Theresa Himmer, og Linda Karin Larsen, begge bosiddende i København.
I Himmers Analogue Mission (2020) afbrydes en optagelse fra Heklavulkanen på Island – hvid røg i et mørkegråt stenlandskab – periodevis af en sort skive, der drejer ind foran projektionen. Fordi projektionsfladen er beklædt med selvlysende maling, fremtoner et auratisk aftryk af scenen i grønlige toner på væggen i det tidsrum, hvor skiven skygger for projektionen. Som titlen antyder, leger Himmer med en analog, hjemmelavet teknologi, der med et simpelt og fængende greb placerer det vage grønne billede udenfor både tid og sted.
Larsens skin turned inside out… (titlen fortsætter i et tre vers langt digt) er et samarbejde med Kristoffer Amundsen og Aida Aslaksen Rønvik, og fremstår som en hjemmelavet musikvideo, der trækker på kluntet green-screen-teknologi og primitive CGI-effekter.
En smuk sort kvinde i en skulpturel klædedragt, designet af Rønvik, betjener en morter, mens en række simulerede stenlandskaber, ikke ulig det islandske, figurerer i baggrunden. Det dynamiske soundtrack fylder hele rummet, og forstyrrer til en vis grad den meditative ro, som Analogue Mission egentlig inviterer til, uden at det står klart for mig, hvad der vindes i det møde. Larsens værk er på en eller anden måde for sparsomt til at gøre indtryk.
Et afsondret, mørkt lokale udgør en fed dramaturgisk ramme for Himmers hørespil i-F, som opleves gennem hovedtelefoner og via et manuskript ophængt på væggen. Men narrativets lidt fortænkte udgangspunkt – Johannes Keplers proto-sci-fi-roman Somnium, udgivet posthumt i 1634 – står i modsætning til den naive, didaktiske produktion, som ikke fremstår overbevisende gennemarbejdet. Hvorfor ikke bruge faglærte skuespillere? Eller bestræbe sig på en litterært formfuldendt tekst?
Udstillingen læner sig op ad emancipatoriske teorier, der arbejder bevidst med det amatøragtige som en måde at undergrave naturvidenskabelig og phallogocentrisk logik på. Men når den kunstnerlige autoritet ligeledes undergraves, er der ikke meget struktur tilbage til at holde på det politiske indhold.