Månen er ikke bare smuk, så meget har jeg forstået. Og ligesom månen, rummer kunsten også meget mere end det æstetiske. Sådan skriver Louisianas direktør Poul Erik Tøjner i hvert fald i introduktionen til museets store tværæstetiske efterårsudstilling. «Tværæstetisk» benævner her en udstilling, hvor kunst står side om side med andre kulturelle artefakter: Disneyfilm, en rumdragt, pressefotografi, og meteoritter. Og der kan virkelig ske noget i sådan et møde. Faktisk er det ofte her at moderne kunst og samtidskunst giver allermest mening: Man ser hvad kunsten reflekterer over, hvilke virkeligheder og allerede eksisterende objekter, den er forankret i.
Men på Louisiana er væggene som vanligt plastret til, som var værkerne bevismateriale i en retssag. I et hjørne af udstillingens første rum skal spørgsmålet om måneskinnets rolle i et romantisk natursyn opklares. Og på nærmest naturvidenskabelig vis går man til sagen efter parolen jo mere empiri jo bedre: ikke færre end syv naturalistiske malerier fra 1800-tallet, hvor månen er afbildet, skurrer mod Edvard Munchs helt anderledes post-impressionistiske, og fire kæmpe store fotografier fra den britiske samtidskunstner Darren Almond, som midt i sammensuriet mest af alt ligner reklamer for kildevand.
Hvad nu hvis der bare hang ét, og vi faktisk kunne mærke det: Ét romantisk månemaleri og så Katie Patersons elpære. Så var jeg snarere blevet overbevist, og ikke bare det, jeg havde vidst, på en fuldstændig selvfølgelig måde, hvordan månen drager; hvordan dens kridhvide lys rummer en helt særlig skønhed og sorg. I Tøjners insisteren på kunstens «mere end det æstetiske» findes en mangel på tiltro til at det æstetiske kan formidle indhold – er dets eget indhold. Som udstillingen står nu, har jeg læst mig frem til konklusionen med værkerne som fodnoter.
I det følgende rum er billederne i det mindste lige så gakkede som den kuratoriske strategi, som jeg vil placere et sted mellem salon-ophæng og raritetskabinet. Særligt to malerier fra den spanske surrealist Remedios Varo er vidunderligt mærkværdige. I Portræt af Dr. Ignacio Chavez (1957) er eventyrlige træfigurer svøbt i deres egen grå hårpragt, og fæstnet til stjernerne som marionetdukker, og Icono (1945) viser en bevinget et-hjulet cykel på vej mod månen. De står godt til Camille Henrots lige så måneskøre October 2015 Horoscope (2015), og havde ikke behøvet så meget mere for at løfte rummet (måske lige Alicja Kwades skulptur, som ville have godt af det mere excentriske selskab). Desværre er de fulgt af endnu fire surrealistiske abstraktioner – virkeligt spændende og atypiske værker afMax Ernst, Salvador Dali og Wolfgang Paalen – som forbliver hængende på række som uåbnede thumbnails, før de igen afløses af en projektion af Georges Meliés film Rejsen til Månen (1902). Vi forstår, at der er ligheder mellem filmens og maleriernes billedsprog, men det er en intellektuel, snarere end en sanselig erkendelse. Pladsmanglen slår alle resonanser ihjel.
Ved trappen op mod første sal hænger et cirkulært maleri af Marlene Dumas i samtale med et større værk af Kiki Smith på reposen. For enden af opsatsen hænger en mindre turkis måne, hvormed Smith helt undtagelsesvis får lov at tale ud. Omkring månen som tema samles Dumas’ borende portrætmaleri, og Smiths årtier lange interesse i moderskabets og kvindelighedens mytologier, i et æstetisk forløb, som faktisk fungerer. Endelig føles det som om man er på kunstmuseum. Men vender man sig om på trappen lyser Malena Szlams videoprojektion klodset og forstyrrende op på væggen ovenover udgangen til det tilstødende lokale. Det er ikke at Lunar Almanac (2013), som Szlams værk hedder, ikke kunne indgå i Smith og Dumas’ dynamik, men at der ganske enkelt ikke burde have hængt noget på det sted. At der findes et tomrum på væggen betyder ikke, at man skal fylde det.
Blandt de få værker, der får plads nok er ellers videoinstallationerne – særligt Hito Steyerls ExtraSpaceCraft (2016) og Rachel Roses Everything and More (2015) – fordi de har lyd, og kræver mørke og siddeplads. Ikke desto mindre er Steyerls værk, som helt klart er et aktiv for udstillingen, tynget af konteksten. Jeg har det altid svært med denne tyske kunstners løfte om indhold, som skiftevis gestaltes og undergraves af den ledsagende internet-ironi. Ofte er det hendes egne skarpe tekster eller de øvrige værkers gravitas, som må agere bøjer, men på Louisiana risikerer Steyerl at synke. Kun lige adskilt fra ExtraSpaceCraft af en suite fotografier fra Hubble-teleskopet, er nemlig Michael Madsen og Jonathan Housers kostbart installerede og rystende banale iPad-installation The Search (2018). Her kan publikum teste deres villighed til at forlade familie og venner for at redde menneskeheden på en farlig mission til det ydre rum. I det selskab er det altså svært, som Steyerl forsøger, at lykkes med en tvetydig pointe om teknologisk fremmedgørelse og neokolonialisme.
Den tværæstetiske udstilling kan forløses på to måder: æstetisk eller narrativt. De bedste eksempler på sidstnævnte kommer i vores del af verden gerne fra Berlin-institutionen Haus der Kulturen der Welt, og her må værkerne regelmæssigt træde i baggrunden for den kulturteoretiske tese, der konstrueres omkring dem. I det skyder mange af deres über-akademiske projekter langt over målet, men i 2013 ramte de plet med The Whole Earth, som ikke ulig nærværende udstilling tog udgangspunkt i månelandingen i 1969, og de filosofiske og kulturelle følger det måtte have at se hele jorden fra rummet for første gang. Men hvor The Whole Earth præsenterede et stykke kompleks og original forskning, er den fortælling, som værkerne, til deres store bekostning, skal illustrere i Månen simpelthen for overfladisk og tandløs til at retfærdiggøre det æstetiske offer. Det er svært at se sammenhængen mellem de enkelte kapitler, som i sig selv også er for mangfoldige til at finde fokus.
Den æstetiske forløsning, derimod, kræver mindre forskning, tid og penge, men måske nok mere mod; mere tro. På det overdrevent elegante Kolumba-museum i Köln kan helt galleri fyldes med en dirrende konstellation af et lille Paul Thek-maleri, en gotisk Kristusfigur af træ, og en gruppe antikke romerske urner. That’s it. Og det er ligeså blæret, som det er sjældent set.
I det store lokale på Louisianas førstesal kunne det meste ryge. I et tomt rum kunne meteoritterne i montren langs med væggen blive sluppet fri og ligge løst på gulvet. Eugene Cernans handske fra den sidste bemandede månerejse i 1972 ville blive på sin piedestal, og den nye rummelighed give momentum til astronautens rørende iagttagelse; at det smukkeste ved månen er jorden. Så var kimen lagt til udstillingens højdepunkt: Mark Rothkos sort-grå farvefelter, malet i kunstnerens sidste måneder i 1969. Her ville Rothkos ellers så velkendte abstraktion åbenbare sig på falderebet som faktisk figurativt: det er et billede af månen. Eller snarere er månen på en helt ligefrem facon både abstrakt og figurativ, metafysisk og konkret; som Celan udtalte, «en overvældende verden af liv på himlen,» og selve dødens spektre – derfra hvor livet kan ses men ikke leves. Sådan en scene havde fået mig til at miste pusten. Bare tanken! Det er jo det kunst kan. Men sådan skulle det altså ikke blive på Louisiana – heller ikke i denne omgang.
