Efterårssæsonen starter denne gang in medias res. Som forvirrede pladetektoniske bevægelser har forårets udsatte udstillinger skudt sig ind i sommeren og videre ind efteråret og vinteren. Flere gallerier og kunstnerdrevne steder har allerede afholdt de første ferniseringer, og midt i den ellers så helligt kunstlukkede juli måned åbnede Louisiana en udstilling med enigmatiske værker af kvindelige surrealistiske kunstnere, både kendte og mindre kendte (fra Méret Oppenheim og Claude Cahun til Bridget Tichenor og Jane Graverol). Og i den kommende tid vil man kunne se afgangsudstillinger fra Det Fynske Kunstakademi og Det Kgl. Danske Kunstakademi med unge kunstnere, som for længst burde have dimitteret.
Dermed bliver kunstmesserne ikke den sæsonouverture, som det nogle gange har været tilfældet. Mens Enter Art Fair fortsat afvikles som en fysisk messe – nu i den gigantiske Tunnelfabrikken i Nordhavnen – er Chart Art Fair transformeret til en slags nordisk galleriweekend, der afholdes i de deltagende galleriers egne lokaler, med det ekstra krydderi, at samtlige gallerier kun viser kvindelige kunstnere. Bemærkelsesværdigt er det desuden, at flere trofaste Chart-gallerier, eksempelvis Nils Stærk, Nicolai Wallner og Martin Asbæk, i år deltager på begge kunstmesser. Måske pandemien også har haft opblødende effekt på det ellers skarpt opdelte messelandskab.
Det er snart et års tid siden, at diskussionen om ulig kønsrepræsentation på den danske kunstscene bragede i medierne. Det kom et par år efter #metoo, men det føltes alligevel, som om der skete noget. Nu har vi den kønsspecifikke satsning på Chart Art Fair, ligesom der er tegn på, at flere institutioner er begyndt at tænke sig om og også gerne skilter med det.
Udover Fantastiske kvinder, titlen på Louisianas surrealismeudstilling, har vi dette efterår Moderne kvinder og Markante kvinder, henholdsvis finske modernister (Helene Schjerfbeck, Elga Sesemann m.fl.) på Gl. Strand i København og på Odense kortfilmfestival på kunsthallen Brandts. Man undgår ikke en vis eksotificerende bismag med sådanne titler, men vi håber selvfølgelig på, at det er tegn på nye tider og ikke blot en trendy krusning på overfladen.
Den institutionelle samarbejdspolitik, som prægede forårsprogrammet på den danske scene, fortsætter også dette efterår. Eksempelvis har hele tre kunsthaller solopræsentationer med Esben Weile Kjær. Campaign, hedder den på Museet for Samtidskunst i Roskilde, der beskrives som en «hypet reklamekampagne» for de to andre, der åbner på henholdsvis Gl. Strand i denne uge, og Copenhagen Contemporary i oktober.
Selvom Weile Kjær på en måde har været ung dj/forfatter/kunstner på den københavnske scene længe, så er det en bemærkelsesværdig institutionel satsning for et ungt navn, som fortsat er studerende. Måske det endda varsler en ny trend på den hjemlige scene. Museet for Samtidskunst viser nemlig også en soloudstilling med Samara Sallam, der også er studerende på kunstakademiet i København. Det samme gælder Maja Malou Lyse, som har solopræsentation på Brandts i starten af oktober.
Langt fra nutidens accelererede kunstscene finder man den danske kunstner og baron Arild Rosenkrantz (1870-1964) – og så måske alligevel ikke. Rosenkrantz’ lysende, regnbuefarvede univers er inspireret af Rudolph Steiners antroposofiske lære, som også i dag fascinerer mange samtidskunstnere. Det er Arken, der viser udstillingen med de farvelysende malerier, broderier og illustrationer. Det bliver spændende at se, hvordan museet vil turnere det excentriske oeuvre uden at tappe det for regnbueblod.
På en lille kunstscene som den danske, har man brug for hyppig iltning. Det sker eksempelvis, når institutionerne inviterer freelancekuratorer indenfor. Især hovedstadens største kunsthal, Charlottenborg, er gode til at åbne udstillingssalene for udefrakommende. Således er efterårets gruppeudstilling Heksejagt kurateret af danske Jeppe Ugelvig og amerikanske Alison Karasyk.
Med bidrag af blandt andre Sandra Mujinga, Pia Arke, Carol Rama, Rasmus Myrup, Marét Ánne Sara og Cecilia Vicuña handler det om fænomenet den nordiske heksejagt, men naturligvis også om social forfølgelse i vores tid. Udstillingen er et samarbejde med HEX, det nye heksemuseum, der ligger i Ribe, hjemsted for den mest kendte danske heks Maren Spliids, der blev brændt på bålet i 1641. Her vises udvalgte kunstværker sammen med illustrationer og bøger om hekseforfølgelserne i perioden 1500-1750.
En anden måde at sørge for at der er gennemtræk på scenen – ikke mindst i en tid med indskrænkede rejsemuligheder – er at lave udstillinger med kunstnere, som ikke er blevet vist ti gange før, eller bedre, som man knap kender. Her må især fremhæves Kunsthal Aarhus, som orienterer sig i så mange hjørner af kunsten, lokalt og internationalt, at programmet aldrig er til at forudsige. Dette efterår gælder det dels novemberudstillingen med jamaicanske Ebony G. Patterson, kendt for sine politiske billedtæpper med glitter og glamour; dels en udstilling med Sammy Baloji, der åbnede i sidste uge.
Baloji tager afsæt i sit hjemland, Den Demokratiske Republik Congo, hvis råvarer gennem historien har indtaget en central position på den internationale handelsscene. Engang var det gummi til dæk. I dag er det litium til brug for batterier til elbiler og anden «grøn energi». Baloji kaster et dekolonialiserende blik – via fotografier, installation og film – på de tvivlsomme udvekslinger, der fortsat knytter den vestlige verden og afrikanske territorier sammen.
Skal man udnævnte sæsonens to udstillingsbomber, må det være tyske Anne Imhof (f. 1978) på Statens Museum for Kunst og amerikanske Arthur Jafa (f. 1960) på Louisiana. Ikke kun fordi de slet og ret er virkelig gode kunstnere med en præcis fornemmelse for den tid, vi lever i, men også fordi de begge laver nye værker til udstillingerne i henholdsvis København og Humlebæk.
Imhof laver et filmværk til museet, der kombinerer optagelser fra hendes performance Sex på Tate Modern i 2019 og nyt materiale fra en ørken nær Los Angeles. Den åbner i slutningen af november og bliver den sidste udstilling i X-rummets 20 år lange historie. På Louisiana vil Jafa præsentere en række nye værker, men man vil også kunne se det berømte, otte minutter lange, video-collageværk Love is the Message, The Message is Death fra 2016. Det er et cool politisk værk, som man godt kan tåle at se med jævne mellemrum. Næste gang bliver altså i begyndelsen af december.
