Selvom dansk kunst ikke helt kan matche det niveau af kommissioner, rigsretssager og sigtelser mod politikere og embedsmænd, som i disse år skyller ind over dansk politik, er det alligevel som om, der også er gået jura i kunsten. Dette forår byder på hele to spektakulære sager, hvor lovgivningen kommer i spil overfor kunsten.
Det nordjyske museum Kunsten har netop overdraget sagen om Jens Haanings værk Take the Money and Run til en advokat. Museet vil have den halve million kroner tilbage, som kunstneren lånte til at skabe et værk med, men som Haaning konverterede til et nyt værk, der indbefattede, at han ’tog pengene og løb’. Udstillingen, som værket var del af, lukkede i weekenden, hvorfor museet havde sat denne skæringsdato for at få pengene retur. Det skete ikke, så nu anlægger museet civilt søgsmål mod kunstneren.
En anden sag, der kører dette forår, er den såkaldte buste-sag, hvor der er anlagt en straffesag. Kunstner Kathrine Dirckinck-Holmfeld er tiltalt for som institutleder på Kunstakademiet at have foranlediget, at hun sammen med et antal studerende tog en gipsafstøbning af Frederik 5. fra akademiets festsal og smed den i Københavns Havn. Ifølge anklageskriftet handlede de studerende uforvarende og uforsætligt, men det kan ende med at koste den tidligere institutleder en dom for groft hærværk.
Det er altid lidt kedeligt, når kunsten skal afgøres i retssale og jurister skal læse op på konceptkunst. Udfaldet er ofte tilfældigt og, fra et kunstnerisk perspektiv, uinteressant, men nogle gange altså svært at undgå.
Et sted med en stolt tradition for at forholde sig alternativt til lovgivningen er fristaden Christiania, som gennem de sidste 50 år har gjort mange forsøg på at melde sig ud af samfundet. Et eksempel var indføringen af en egen møntfod i 1975 – kaldet ’1 fed’, fordi møntens værdi skulle modsvare et gram hash. Det Kosmiske Hierarki, som har rod i Christiania, står bag en udstilling på Den Frie i København, der viser de flotte mønter, alle udført af gravøren Vagn Sorento Dichmann.
Hvis der er en tendens i dansk kunst, som fortsætter dette forår, så er det ’kvinder’. I efteråret viste Statens Museum for Kunst Efter stilheden – kunstens kvinder tager ordet. Nu giver Arken os Kvinder i opbrud, der «stiller skarpt på 150 års forskelligartede fremstillinger af kvinder og køn i kunsten», fra Marie Krøyer over Guerilla Girls til Cajsa von Zeipel.
Arken er for tiden desuden i spotlyset på en mere kedelig baggrund, magtmisbrug og krænkende adfærd. En gruppe anonyme medarbejdere sendte fornyeligt en klage til ledelsen og bestyrelsen, hvori de beklagede det dårlige arbejdsklima. Det førte hurtigt til en afskedigelse af en medarbejder og bestyrelsen lover desuden et større oprydningsarbejde efter at en undersøgelse omtalt i dagbladet Politiken tidligere på ugen viste, at 50 procent af medarbejderne har været vidner til, at kolleger er blevet udsat for krænkende adfærd gennem det seneste 18 måneder.
De har det heller ikke for godt på Statens Museum for Kunst, hvor en tredjedel af medarbejderne i den nylige trivselsundersøgelse udtrykker utilfredshed med ledelsen og manglende fokus på arbejdsmiljøet. Direktør Mikkel Bogh lover at reagere prompte, men bemærker også til netavisen Altinget, at «det er et langt og sejt træk for et museum, der har mange nedarvede arbejdsformer.»
Sæsonens store udstilling på Statens Museum for Kunst er med Haegue Yang. Det lader til at være en slags retro med Yangs værker fra 1994 frem til i dag, men også en udstilling i rækken, hvor kunstnere inviteres til at forholde sig til museet som institution, sådan som Astrup & Bordorff gjorde det i efteråret og andre før dem. Yang viser i hvert tilfælde «en skulpturduo» inspireret af to kunstnere i museets samling, henholdsvis Pia Arke og Sonja Ferlov Mancoba.
Louisianas forår er rig på solopræsentationer, deriblandt med Diane Arbus, Sonia Delaunay og Forensic Architecture. Den, jeg glæder mig mest til, er udstillingen med den nu 90 årige Dorothy Iannone, hvis sprudlende, mytologiske billedsprog er lige så selvbiografisk, som det bobler af barok, islandske sagaer og indisk tantra. Tror det kommer til at klæde den gamle villa ved Sundet.
Det rykker lidt på den københavnske gallerifront. En af 00ernes betydelige gallerister gør et comeback. Christina Wilson, der havde galleri under eget navn i perioden 2002-2012, har netop åbnet Gas9Gallery på Vesterbro. Første udstilling er med Hannah Heilmann og i det hele taget er kunstnerlisten ny og med danske navne, deriblandt Maiken Bent, Kim Richard Adler Mejldahl og Ida Sønder Thorhauge.
Andersen’s har siden starten i 2004 haft flere adresser i København og rokerer nu igen. Fremover vil galleriet ikke længere være nabo til dronningens slot, men flytter til nordvestkvarteret, tæt på gallerierne Nils Stærk og Nicolai Wallner, hvor også Christian Andersen indtil fornyeligt lå. Sidstnævnte deler nu adresse med Bianca D’Alessandro ved Frederiksholms Kanal. Samme model opererer Lagune Ouest nu også med på Nørrebro, hvor man deler udstillingslokaler med Vermilion Sands.
I slutningen af marts viser Lagune Ouest en soloudstilling med Asta Lynge, som de sidste par år har været et hyppigt navn på den københavnske scene. Andersen’s nye lokaler indvies i næste uge med et nyt navn i galleriet, Samson Kambalu, der er bosat i Oxford og som til efteråret indtager Trafalgar Square i London med sit vinderprojekt til årets Fourth Plinth.
I Aarhus er der kommet nye chefer på de to vigtigste institutioner, Diana Baldon på Kunsthal Aarhus og Rebecca Mathews på ARoS Kunstmuseum. Vi har endnu til gode at se, hvordan de nye navne på toppen vil slå ud i det allervigtigste, udstillingsprogrammerne.
Foreløbig er Go Extreme, kunsthallens store efterårsudstilling, hvor kunst og ekstremsport krydser klinger, forlænget tre måneder ind i det nye år. Herefter følger soloudstillinger med henholdsvis Manon de Boer og Shitamichi Motoyuki, som også allerede lå i programmet.
ARoS’ indleder sæsonen med en præsentation af lyskunstneren Viera Collaro, efterfulgt af Vertigo, som samler en gruppe kunstnere, som alle «arbejder med at skabe et flydende rum, som fremkalder følelsen af vertigo». Cao Fei, Trisha Baga og Ann Lislegaard er blandt de nævnte kunstnere.
Lidt vertigo kan man nok også få på Museum Jorn i Silkeborg, som viser Jørgen Michaelsens Dry-Wet-Comfort. Med udgangspunkt i Jorns triolektiske tænkning har Michaelsen konstrueret et apparat til virkeliggørelse af tænkning, der kan bruges i forbindelse med frembringelse af kunst. Eksempler på tænkemaskinens funktion samt dens historiske baggrund er angiveligt en del af udstillingen, som på alle måder lyder som klassisk Michaelsen.
Så er forårets udstilling på Kunsthal Charlottenborg mere uforudsigelig, men på en lovende måde. New Red Order beskrives som en «åben, hemmelig forening med forskellige medlemmer». Hovedkræfterne bag er Adam Khalil, Zack Khalil og Jackson Polys, som blandt andet vil «konfrontere de koloniale strukturer og promovere oprindelige folks fremtid».
Det er mindre end en uge siden, at de danske kunsthaller og museer fik lov at slå dørene op efter atter en påtvungen corona-nedlukning siden midten af december. Måske er det derfor, det føles som om, alt vakler lidt endnu, og det handler for meget om retssager og skidt arbejdsmiljø. Forhåbentligt ser det anderledes ud, når vi ses til en fernisering i løbet af foråret.
