Kærligheden er et dødstogt, som de fleste er vanvittige nok til at gå med på. Ikke, som Goethes Werther, dånende i hjerteskærende smerte, «Jeg dør!», men snarere på en mere dyster facon, som i slutscenen af Pierre Laclos’ Farlige Forbindelser (1782), myrdet i sneen, på engang desperat afkoblet og dødeligt overmodig.
Når blod drypper ned på hvidt, bliver det lyserødt: «This could be us but you’re playin,» står der i fontstørrelse ca. 12 på et lille stykke papir, stramt indpakket i plastik, viklet rundt om en syntetisk afstøbning af et stykke kød. Jeg forlod Shahryar Nashats udstilling Start Begging med den sætning rungende, som et omkvæd i mit hoved.
«Det her kunne være os»: mørkerød harpiks og gummi, kvalt bag husholdningsfilm i det bagerste hjørne af X-rummet. Lyder det uudholdeligt nok til alligevel at være tiltalende? Næsten. Hele udstillingen handler om det her næsten; løftet om tilfredsstillelse udvekslet i ellevte time med det nærmest ubehagelige. Vinduerne er dækket til af et lyserødt filter, lydstyrken på videoværket Keep Begging (alle værker 2019) er skruet så højt op, at lyden føles som en fysisk tilstedeværelse, der presser sig på fra alle sider. Nashat har skabt en totaloplevelse, der er fængslende i mere end en forstand: både forførende og klaustrofobisk. «Do we go to war?», tordner en stemme roligt fra filmen. Hvis dette er en udstilling om begær – begging – handler udsagnet her om intimitet, fysisk eller det, der er værre.
Kødafstøbningen hedder Bone In, en abstrakt bydeform måske, ligesom udstillingens titel, á la «dig in». Ved siden af står Sex Position for Broken Ribs, en rollator væltet ind i en væg, som multipliceret og dekonstrueret genopstår på den anden side som en hær af grønne, gule og lyserøde skulpturer kaldet Rib. Værkernes titler refererer til kroppe, som ikke er til at se. Men de er lige så fraværende som de er fetisherede; tingsliggjorte kropsdele, eller sagt på en anden måde, ting fremstillet i et kropsligt register.
Nashat har en nærmest fetichistisk opmærksomhed på detaljen og på overfladernes materialitet. Start to Beg er en lyserød skulptur, der får mundvandet til at løbe, formet som en kiste, eller en bænk, eller de lange smalle vinduer, som løber langs med gulvet i X-rummet. Visse hjørner er skarpe, maskinskårne, mens andre er bløde og indbyder nærmest til kærtegn. Dens glathed kunne minde om Nairy Baghramians værker, ligesom rummet som helhed, ved første øjekast, også er chikt på en lignende smagfuld måde. Men ved nærmere eftersyn fremstår Nashats æstetik langt mere ulækker, næsten abjekt. Rib-serien, dækket i sjusket papmache, og metateksterne vidner om en form for perversion, som hverken er særlig sexet eller morsom, men fremmed, skrøbelig og hensynsløs. Rollator-fragmenterne, som vi inviteres til at se som ribben, giver form til en sårbarhed, der på skødesløs, næstmest destruktiv, vis mobiliseres i en kamp, der kun – og dette er hele pointen – kan ende i smerteligt nederlag.
Keep Begging rejser sig storslået og årvågent som en påfugl i midten af rummet. Beskuerne møder værket bagfra til et vue af LED-skærmens utallige ledninger og blinkende lys, før de træder henover den skinnende beige hale, som forbinder den til højttalerne. Her er det tydeligvis teknologien, der spiller hovedrollen. Filmen viser mest en armhule, og nogle gange en albue. Men begge er så usædvanligt beskåret, at de fremstår, hvis ikke uigenkendelige, så bekendte på trods. Det skyldes i høj grad også kameraet, som bevæger sig med en sær smidighed muliggjort af en robotarm.
Det ved man dog kun, hvis man læser udstillingsteksten. Oplever man værket umiddelbart, er effekten mere en slags nervøs rådvildhed. Eftersom Nashat allerede har vist os LED-skærmens teknologiske bagside er det værd at overveje, hvorvidt robotarmen også kunne have været synliggjort i installationen. Men udeladt udgør den endnu et strategisk fravær, endnu et næsten, der tilskynder begæret i udstillingens titel. Det er definitionen på det unheimliche: der er bevægelse, et blik, en krop, men intet liv og ingen tyngdekraft, bare den her udefinerbare manglende brik.
Denne manglende brik er måske tilegnet beskueren, som hermed integreres i udstillingens opløsning af skellet mellem den organiske og den maskinelle krop. Nashats ikke-levende agenter indbyder til underkastelse i en leg, hvor umenneskelig afkobling er reglen, men hvor udfaldet med stor sandsynlighed er følelsesmæssig ødelæggelse. Her nærmer han sig kernen af den affektive dynamik mellem mennesker og teknologi, der karakteriserer vores samtid; etableringen af en særlig form for fremmedgørelse, som ikke bedøver os, men kun forværrer indvirkningen.
Statens Museum for Kunst har netop besluttet at afvikle X-rummet. Når det sker, vil København kun blive fattigere på denne type af bidende refleksioner. Der er jo stor forskel på fravær i kunsten, og fravær af kunst, ligesom den unge Werther nok ville være enig i, at selv den troløse kærlighed er bedre end ingen.
