En sentimental verden

Patricia Piccininis udstilling En kærlig verden er en stort anlagt iscenesættelse af intime møder med det fremmede. Udstillingen består hovedsageligt af skulpturelle arbejder i den hyperrealistiske genre, præsenteret separat eller som dele af narrative installationer i stemningsmættede rum. Man introduceres for et karaktergalleri af forskellige twists af den myto-morfologiske evergreen; halvt-menneske/halvt-dyr. Disse abjekte, fiktive skabninger er tænkt som manifestationer af et semantisk samleje mellem fremtidens teknologier og den naturlige verdens væsner og organismer.

En af de første skulpturer, jeg møder, er The Surrogate (2005) – et skaldet wombat-lignende væsen, der sidder på et telt af blåt læder og «gror» tre stadier af afkom i små lommer i ryggen. Udstillingen består næsten udelukkende af disse abnorme mutationer mellem menneske og for eksempel gris/ørn/abe/blomst/skaldyr. Man mærker hurtigt, at værkerne skal fungere som en slags anti-xenofobiske følelsesgeneratorer, der med en overproduktion af først udstødelse og dernæst empati, undersøger omsorgens anatomi for forhåbentligt at give os større forståelse over dens opståen. En sådan hård konfrontation med den kommende verdens bio-syntetiske mulighedsrum skal angiveligt hjælpe os med at acceptere og imødekomme en større race-, køn- og biodiversitet.

Det æstetiske idégrundlag, som præger Piccininis karaktergalleri, lader ikke til at have rykket sig synderligt fra de visioner, som H. G. Wells fremskrev i Doktor Moureaus ø tilbage i 1896. I dag er GMO-væsenernes eksistens blot underbygget af et langt mere omfattende og virkeligt videnskabsapparat, hvilket også gavmildt påpeges i vægteksterne, som sammenholder værkerne med den præcise teknologi, hver skulptur demonstrerer. Denne didaktik formår dog sjældent at gavne de abjekte subjekter i de genmodificerende CRISPR-profetier, der underbygger den syntetiske kultur-mod-natur-febervildelse, som Piccinini arbejder med. Man savner et større frirum, så man kan møde disse karakterer på en mere ligeværdig grund, hvor man som gæst ikke føler, man står med en medicinsk journal i hånden og skal udfritte disse stakler i en slags posthumanistisk speed dating.

Nogle af dem er morsomme, andre steder er det underligt og unheimlich,og enkelte gange formår jeg at sanse en pixel af decideret omsorg. Men den stærkeste følelse er i grunden afmagt. Afmagt over hvor lidt den udpenslede symbolik egentlig kan udfordres; hvor meget aflæsningen allerede er glaseret på skulpturerne som en semantisk uniform, der efterlader én træt og småkynisk. For hvad er der tilbage? Hvor er den ubekendte faktor, som Piccinini selv synes, at man som oplever skal udfylde; den som giver de fleste fordybende kunstoplevelser kraft, hvad enten denne er kropslig eller neural, følelsesmæssig eller intellektuel?  

Da jeg møder et gummi-bepattet grisevæsen liggende på et tyndt strandtæppe ovenpå det knitrende kunstgræs, der fylder hele rummet, bliver det for alvor komisk. Væsenet har netop lagt Kafkas Metamorfosis fra sig og vendt blikket skævt ud mod det eksistentielle vakuum, vi alle vader trøstesløse rundt i. Det hyper-virkelige smøres på med en sådan hyper-pensling, at selve det tekno-metamorfosiske potentiale lider barnedøden inden det overhovedet er kommet ud af den kunstige kuvøse. Jeg må nødvendigvis anvende en overlevelsesstrategi og sænke mit indre temperament til absolut laveste blus for at overkomme den massive sentimentalitet, der styrer størstedelen af værkerne. 

Der eksisterer generelt en vanskelig strukturel balance i billedkunst, der bruger nye videnskabelig og teknologiske frembrud til at fortælle spekulative, eksistentielle historier. Beslægtede kunstnere som Marguerite Humeau og Katja Novitskova formår med prometheansk metodik at henholdsvis vække forhistoriske parallelvirkeligheder til live eller optegne ekstremer af den kyniske, digitale infrastruktur, der betinger vores hyper-medierede eksistensgrundlag. Begge formår at placere skæringspunktet mellem teknologi og billedkunstnerisk formgivning et sted, hvor den fabulerende hvad-nu-hvis-præmis rækker ud over den illustrative barriere. Hos Piccinini føles det mere som overbearbejdede illustrationer til en Marvel-udgave af Donna Haraways tekster om det avancerede slægtskab arterne imellem. 

Det lyder måske ikke så værst endda. Der er da også skulpturer, der fungerer, fordi de netop er for meget. For eksempel den pragmatiske fusion af cowboystøvle-x-ørnefødsel-x-sydstatsamerikaner, der som mandlige, quasi-politiske udgaver af de flyvende skovhekse fra Ronja Røverdatter, lægger tyndskallede æg i en rede lavet af foldet hud på deres egne maver. Her bliver de æstetiske love, intentionelt eller ej, brudt op med en boltsaks og selve kunstoplevelsen indsprøjtes med en dosis af den bizarre xeno-futurisme, som udstillingen generelt postulerer. 

Overordnet synes jeg, det er ærgerligt med dette fokus på det kærlige og håbefulde, ikke fordi disse følelser ikke er fuldstændig essentielle for verdens totalitet. Men når de f-o-r-t-æ-l-l-e-s som kondensererede pakkeløsninger i stedet for at blive vist i et vildere øko-accelerationistisk gruppemøde fra fremtiden, som Piccininis kunst uden tvivl har potentiale til, så folder de vigtige aspekter af samtalen sig aldrig rigtigt ud. 

Man er derfor nødt til at finde alternative indgange og smutveje rundt om den fastlåste sentimentalitet. I værket The Welcome Guest (2011), hvor et barn og et menneske-dyr med grotesk neglevækst netop skal til at omfavne hinanden på barnets seng, kan man ikke lade være med at rette fokus mod den malplacerede påfugl, der sidder på kanten af sengestellet bag dem. Den lader til at stille spørgsmålet «Hvad laver jeg her?».