Disede drømme i gips og sølvpapir

Et hverdagsligt skulptursprog i sølvpapir og gips møder et både sfærisk og jordbundet kultursprog i Johanne Skovbo Lasgaards udstilling på Marie Kirkegaard Gallery.

Johanne Skovbo Lasgaard, Hazy Memory Pool (II), installation view, Marie Kirkegaard Gallery, København, 2016.
Johanne Skovbo Lasgaard, Hazy Memory Pool (II), installation view, Marie Kirkegaard Gallery, København, 2016.

Ved første skridt ind i galleriet hos Marie Kirkegaard forekommer Johanne Skovbo Lasgaards skulpturer ligeså sfæriske, som titlen antyder: hazy memory pool – en diset erindringspøl. Og med pastelfarvede papirvifter på væggen og stearinlys på gulvet, oser det hele da også lidt af diskret spiritualitet. Men grænsen mellem det vage og det vidde er nogen gange hårfin.

To store trekanter, beklædt med sølvpapir, fylder det meste af udstillingens første rum. Den ene er nedadgående – og hænger fra loftet – den anden er opadgående og står på gulvet i hjørnet. Allerede her står fortællingerne pludselig i kø, og udraderer det første forsigtige indtryk. For trekanter er ladet med stof. Disse to er opkaldt efter solen og månen. Det er de to poler, alting er skabt af: det feminine og det maskuline, Shiva og Shakti, væren og bevidsthed. Større bliver det pludselig ikke – lige midt i det undselige – indhyllet i hverdagslig sølvpapir. 

Mellem de to trekanter er en stor, glat og lækker muslingeskalsskulptur i gips placeret på gulvet. Den forekommer massiv og tung med små muslingeskalsrevner i den glatte gips. Strukturerne i fladen mimes i lidt dybere form i det lilla-rosa papirværk på væggen, hvor papiret er foldet og bukket, så det danner en stor vifte. Viften er også en version af en trekant.

Det er disse strukturer og linier, som udstillingen i formalistisk forstand handler om: Den ene skulpturs former og materialer møder en anden, der svarer igen. Man kan sagtens se udstillingen bare med dette for øje; de små gisp i gips, der ytrer sig til hinanden. Men samtidig har alle figurerne en kulturel kode i sig, der taler med: skulptursprog og kultursprog, der mødes. Som trekantens mange lag af betydning. Eller muslingeskallens. Et klassisk symbol, eller med digtersprog, en eufemisme for kønnet, ligesom viften konnoterer varmblodig femininitet og drama. Samtidig oser titlerne med i den sfærisk/spirituelle retning: Lavender Fan (2016) hedder viften, og Indigo Balance (2016) hedder den lilla voksskulptur, der ligner et stearinlys.

Johanne Skovbo Lasgaard, Lavender Fan, 2016. Blæk og tusch på papir, 68 x 95 x 9 cm.
Johanne Skovbo Lasgaard, Lavender Fan, 2016. Blæk og tusch på papir, 68 x 95 x 9 cm.

I spirituelle kredse betyder «balance i indigo» en klarhed i det chakra, der kaldes «det tredje øje». Dette chakra repræsenterer dyb spirituel indsigt, og er portalen til sammensmeltningen af det fysiske og åndelige plan. Herfra stammer for eksempel termen at «være oplyst». Der er på den måde både et fremskrevet spirituelt lag i værkerne. Men der er også et mere jordbundet. En række skulpturer på gulvet er for eksempel skabt som afstøbninger af potteplanteholdere, og en række gipsskulpturer på væggen, er afstøbninger af en skohylde, hvori de genkendelige mønstre vises i fladen.

Ved på denne måde at lade materialer tale og ytre sig i både formel og kulturel forstand indskriver Lasgaard sig i en gruppe af unge billedhuggere, der arbejder med skulpturen på en ny måde. Det er kunstnere såsom Astrid Svangren, Nanna Abell, Julie Stavad og Lea Gulditte Hestelund, der skaber installationer baseret i en klassisk billedhuggertradition, hvor de støber med gips, bronze, voks, hugger i marmor og træ og kombinerer installationerne og skulpturerne med hverdagslige materialer som sølvpapir, folie, papir, etc. Alle har de dog distinkte stemmer og stile, men tilfælles er undersøgelsen af materialets egen iboende tale, hvorfor deres udstillinger også føles som at læse et digt. Som digte, der via metaforer og metonymier hele tiden forskyder betydningslagene, så man selv må danne relationernes indbyrdes udsagn.

Jeg kan ikke derfor ikke lade være med at lave en reference til den generation af digtere, der samtidigt ytrer sig nyt på vers. Amalie Smith skriver konkret om marmoret og skulpturerne i Marble (2014), men der er også Asta Olivia Nordenhofs vrængende hverdagsdigte, eller Signe Gjessing, der meget som Lasgaard kombinerer hverdagslighed med spiritualitet. Sådan starter Gjessings seneste digtsamling Blaffende rum nænnende alt (2016):

Rille i tid. Tynde dæk af sandhed kører

i,

Sådan taler Johanne Skovbo Lasgaards skulpturer: Riller i tid, hvori historier og spor af formgivningen og kulturelle fortællinger er indlejret. Som ordene i et digt, der pludselig danner erindringer til live og skaber følelsesmæssig genklang.

Johanne Skovbo Lasgaard, PRPLVibe, 2016. Blæk, akryl og gips, 68 x 35 x 3 cm.
Johanne Skovbo Lasgaard, PRPLVibe, 2016. Blæk, akryl og gips, 68 x 35 x 3 cm.

Diskussion