Noget af det allermest menneskelige må være at kunne få en ide. I modsætning til dyrets instinkt, maskinens indstilling, algoritmens databetingede info, producerer menneskehjernen ideer, og når ideerne ligner spørgsmål snarere end svar, er der vel tale om kreativitet. Louisianas nye udstilling, Det uerstattelige menneske, er virkelig en ide. Konceptuelt er den i familie med, hvad der efterhånden er blevet et Louisiana-trademark: stort anlagte temaudstillinger, der blander samtidskunst med ældre kunst, måske noget relevant natur-/samfundsvidenskab, måske noget arkivmateriale, måske skønlitteratur eller nyhedsstof, masser af tekst til at bringe publikum sikkert gennem de tematiske overvejelser – og det hele pakket ind i (for) lækkert udstillingsdesign, der som regel får lov at spille en bærende rolle.
Ideen bag Det uerstattelige menneske lyder mindre entydig end dens tidligere, mere motivdefinerede søsterudstillinger (om eksempelvis måner og mødre). Først og fremmest er det snarere en del forskellige ideer, der har samlet sig i ønsket om at undersøge fænomenet kreativitet, dens udfoldelsesmuligheder i en AI-inficeret virkelighed, en ængstelse over samme AI-virkelighed, både hvad angår kunst og arbejdsmarked.
Efter udstillingens tre første «kapitler» – Barndom, Arbejde og Kunstig Intelligens – følger en mere diffus anden halvdel, der vil give bud på «hvordan vi skaber forudsætninger for et mere kreativt samfund», blandt andet ved at zoome ind på tværæstetiske praksisser i kapitlet Krydsbestøvninger. Det hele lyder vildt omfattende – og det viser det sig ret hurtigt også at være.
At et udstillingsprojekt er stort og spraglet behøver ikke være dårligt, og museets generøse rammer såvel som dets gæster, der tit har udflugtens gode tid i ryggen, er nok nogle af de bedst rustede til den eksplosion af ting Det uerstattelige menneske er. Men i mine øjne lider også denne temaudstilling under netop alle de mange ting.
Flere end 60 kunstnere præsenteres, og selvom de store sale har rigeligt med kubikmeter at give af, virker det massivt. Flere værker vises i egne rum – eksempelvis sidder Ryan Ganders robotgorilla (School of Languages, 2023), i et beigegråt kommune-core kontor og er spooky og mekanisk Chicks on Speed har (med et hav af samarbejdspartnere) indrettet et soveværelse (Sleep Synthesis, 2013/2023), Trevor Paglen har dækket fire store vægge med billedgenkendelsesalgoritmer: fotos af æbler, Jesus, spejle, læbestift, kolonialister fra gulv til loft i fem meters højde (From ’Apple’ to ’Abomination’, 2023). Værkerne har brug for pladsen, og de bruger den også til vellykket kvantitet og drama, men så meget desto trangere føles de rum, hvor billeder og skærme og lyskasser og installationer er placeret skulder ved skulder.
En video af hollandske Joost Conijn ligner essensen af det, jeg forstår som udstillingens gennemgående ambition; at zoome ind på kreativitet som noget særskilt menneskeligt. Et håndholdt og neutralt og forbilledligt nænsomt kamera følger gennem et år en søskendeflok på syv, der bor i en nedslidt trailerpark-lignende udkant af Amsterdam. Deres frihed er total, tydeligvis af socialt belastede snarere end ressourcestærke årsager, men det forholder værket sig udramatisk til. Conijn filmer børnenes grænseløse leg (med bål, økser, varm asfalt, smadrede knallerter), deres dygtige butikstyverier, hvordan de deles om ting og tager sig af hinanden og skændes lidt og finder ud af det, og det bliver aldrig sentimentalt på Francis Alÿs-måden, det er bare enkle og smukke, utvivlsomt også hårde dage med menneskeopførsel. Alle de formålsløse men for kreativiteten ikke uvæsentlige ting man kan foretage sig – utrætteligt forsøge at cykle over en elendig lille rampe for eksempel – må netop være et menneskeligt særkende. Noget maskinens og algoritmens optimerende funktionsafhængighed ikke mestrer.
Det kan være, jeg fejltolker temaet, at Conijns video er en parentes (den er i hvert fald installeret sådan), men værket føles centralt. Tænk hvis den havde fået lov at udgøre undertemaet Barndom alene, måske sammen med Aura Rosenbergs fotoserie af dygtigt sminkede navngivne børn fra den kreative klasse og Flavia Gandolfos spøgelsesagtigt øjenløse portrætter af anonyme skoleuniformede elever. Så havde det selvfølgelig ikke været en Louisiana-udstilling, her skal man have noget for pengene, men tænk hvis den præcision, som gode kunstværker kan besidde, faktisk fik mulighed for at stå og blafre lidt i fred, simpelthen afkræve publikums, ja, kreativitet.
I Arbejdskapitlet får finske Pilvi Takalas skægge start-up-æstetik- og konsulentsprogsinficerede videoer en lignende skæbne. Værkernes diagnosticering af arbejdspladsdynamikker og vækstoptimerende virksomhedskultur er perfekt spiddende, jeg tror egentlig de kritiserer og frygter noget af det samme som hele udstillingen kritiserer og frygter. Men Takala har fået et par små fjernsyn og nogle hørebøffer, og kan ikke stille så meget op overfor eksempelvis Simon Dennys meterhøje leveringsdrone eller Andreas Gurskys kedsommelige flashy-hed (må det ikke i det hele taget snart være nok med ham).
Smag er og bliver jo virkelig smag, som sådan uvæsentlig for kritik. Og udover at Nick Caves pseudo-couturelignende Sound Suit (2006) eller Marguerite Humeaus techromantiske blomstervindmøller virkelig ligner gennemsnitligt skulpturlir snarere end eksempler på «at tænke og handle ud af boksen» som temateksten ellers lover, er min egen undren over mange af værkvalgene selvfølgelig underordnet. Derimod virker det utilsigtet og ærgerligt, at en udstilling om kreativitet nærmest aktivt forhindrer kunsten i at være kreativitetsfremkaldende for publikum.
Mit problem med institutionel overformidling er stort og evigt, men bortset fra det: Tænk hvis kunstværkerne fik lov at være den slags antydninger, de i bedste fald er. Tænk hvis publikum måtte kokse rundt mellem forskellige slags kreative udladninger og bruge egen kreativitet til at skabe forbindelser, sy tingene sammen til et måske lidt mærkeligt tæppe. Jeg tror, at den kreative impuls står i et direkte modsætningsforhold til den forklarende, og det gør en hyperdidaktisk temaudstilling om netop kreativitet ekstra udfordret. «Logic paralyzes the heart» har den amerikanske kunstner Lynn Hershmann Leeson engang sagt. Jeg tænker på det nærmest hver gang, jeg kigger på kunst, og især denne gang. Hvis noget er uerstatteligt menneskeligt, må det være hjertets evne til at bearbejde de usammenhænge, hjernen ikke accepterer.
