Nogle ideer er så oplagt gode, at man næsten undrer sig over, at de ikke er ført ud i livet tidligere. Bakken, midt i den naturskønne Dyrehaven nord for København, er med sin lange historie som verdens ældste forlystelsespark, sin interessante placering som arbejderklassens sidste bastion i det mondæne Klampenborg og sit gøglede virvar af larmende boder, snurrende karruseller og farvede lamper over syndfulde druksteder, et potent rum at vise samtidskunst i. Med Sans Souci har Bakken fået netop det; et mobilt udstillingssted af billedkunstnerne Nicky Sparre-Ulrich og Olivia Kretschmar, der igennem fire udstillinger vil spille op ad forlystelsesparkens historier og betydninger.
Bakken opstod i 1583 omkring en kilde, hvis vand skulle have stærke helbredende kræfter, og ved sommersolhverv valfartrede folk til fra nær og fjern. Med dem kom først kræmmere og gøglere, siden beværtninger og forlystelser, alt sammen med vandets transformerende kraft som udgangspunkt. Det er derfor logisk, at Sans Soucis første show, gruppeudstillingen Fera, finder sted under og omkring Bakkens gamle vandrutsjebane.
Vandrutsjebanen snoer sig på massive betonpiller over et sumpet landskab af nedfaldne blade, småsøer og stenbelægning, der forgæves forsøger at lede vandet fra banen væk. Hernede, under morskaben og larmen fra forlystelserne, hvor vandet drypper, flyder og sætter mærker på betonen, er der en stemning af dystopisk forfald. Her letter Marie Raffns myggevinger i resin og glasfiber fra vandspejlet, mens vandet plasker fra Mia Edelgart og Sebastian Hedevangs Dance macabre, en slags fontæne, der ligner bedaget elektronik af den slags, der får den gamle rutsjebane til at sætte knirkende igang.
Det er elegant, at værkerne føjer sig så lydhør ind i den mystiske forfaldsæstetik under banen, men måske er det også næsten for elegant. Vidste man ikke, at der var en udstilling, ville man helt sikkert ikke bemærke Jean Marc Routhiers fine vimpler af spiselige slikpenge, der vejer over over stien og fortæller en sart lille historie om Bakkens oplevelsesøkonomiske kapitalisering på drømmen om morskab, frihed og en kortvarig pause fra arbejdet. Man ville formentlig heller ikke lægge mærke til Ragnhild Mays små øre, der sidder på stenene omkring rutsjebanen og lytter til skrigene fra forlystelsen, men måske netop bemærke Jan S. Hansens hvide mannequin, hvis krop strækker bagover, mens sprøjtet fra rutsjebanen perforerer dens krop.
Måske kunne man have fået noget endnu mere interessant ud af at gå med Bakkens egen gøglede æstetik, frem for imod den. Forlystelsesparken som et tidsbillede på en arbejderklasse, der er ved at forsvinde, og på en demokratisering af retten til at forlyste sig betones i pressemeddelelsen, men er kun glimtvis tilstede i en udstilling, der fremstår alt andet end folkelig. Med helt undseelige og svært tilgængelige værker, der skal ses på flere meters afstand igennem et ståltrådshegn – eller fra luften i en vogn i bevægelse – forsvinder den sarte udstilling næsten i den visuelle rodebutik, som ellers er Bakkens charme.
