Det er kun fem dage siden, at Charlottenborg Fonden valgte at udelukke den russiske kunstner Sergei Prokofiev fra den netop åbnede Forårsudstilling. Det skete med henvisning til krigen i Ukraine og få dage efter, at kulturministeren havde opfordret til, at man afbrød al statsligt kultursamarbejde med Rusland. Siden da har kulturlivet efterlyst, at retningslinierne blev lidt tydeligere formuleret, men ministeren har foreløbig afvist.
«Det er hver enkelt kulturinstitution, der må kigge på de ting, man har planlagt […] Og sige, hvad er den russiske involvering i det her? Og så må man gøre op med sig selv, om man har lyst til at lægge navn til det i en tid, hvor Rusland har startet krigen i Europa», udtalte Socialdemokratiets kulturordfører Kasper Sand Iversen frejdigt til Frihedsbrevet.
Det kom så til at gå udover den systemkritiske Prokofievs deltagelse i udstillingen på Kunsthal Charlottenborg. Bag Forårsudstillingen står Charlottenborg Fonden, der deler navn og sted med kunsthallen, men som er en selvstændig organisation, hvis hovedformål, siden etableringen i 1857, er afviklingen af netop denne årlige udstilling.
Endda havde årets jury valgt at ære den russiske kunstner med soloprisen for videoværkerne Fan of the Land (2021) og Fireworks on the Swamp (2020). Og kunstneren havde kvitteret for modtagelsen med ordene:
To be honest, at the end of October 2021, I opened my first solo exhibition abroad, in Uppsala, Sweden. In November 2021, I received an award in Russia, and now I am going to Denmark for such a wonderful occasion. The fact that I will receive the Solo Award is very important to me, just because I will be able to show some Russian contemporary art outside the Russian context and collect opinions about it in Denmark. Everything that has been happening to me lately I call nothing but a series of miracles.
Det er pinsom læsning. Ingen kan være i tvivl om, hvad anerkendelsen og især muligheden for at vise sin kunst internationalt betyder for en ung russisk kunstner, især efter invasionen i Ukraine. Så meget desto mere paradoksal var udelukkelsen fra udstillingen, som den blev formuleret i erklæringen den 4. marts af Charlottenborg Fonden:
Vi er opmærksomme på, at kunstneren med værket stiller sig kritisk overfor magthavere, og vi har med tildelingen af Soloprisen 2022 til Sergei Prokofiev tydeligt markeret, at vi sætter pris på hans kunstneriske praksis. Vi håber også fortsat at kunne gennemføre Sergei Prokofievs soloudstilling i samarbejde med Politikens Forhal i 2023, som del af prisen. Udelukkelsen skal derfor ses i tråd med Vestens systemkritik af staten Rusland, som vi ser som en større og vigtigere sag end hensynet til den enkelte, ligesom der heller ikke skelnes mellem sportsudøvere uanset om de er kritiske eller ej over for Putin og krigen i Ukraine.
Siden er kritikken regnet ned over både fonden og kunsthallen, fra kulturlivet og fra politisk hold. Især kulturordfører fra Radikale Venstre Zenia Stampes kritiske indlæg på Facebook fik mange kommentarer. Det var tydelig tale fra mange sider, eksempelvis fra litterat og lektor emeritus Tania Ørum: «Det giver ingen mening: Det er jo Putins krig, ikke enhver russers krig, og da slet ikke en systemkritisk kunstners.» Men der var også stemmer i tråden, som opfordrede fonden til at overveje beslutningen en ekstra gang.
Tilsyneladende har nogen nu tænkt sig om. Tidligere i dag trak fondens forperson, kunstneren John Kørner, sig fra bestyrelsen. Her til aften har den øvrige bestyrelse – arkitekt Peter Møller Rasmussen (næstformand), billedkunstner Ann Sophie von Bülow, smykkekunstner Annette Dam, fotograf Søren Rønholt og billedkunstner Christina Augustesen – afholdt nyt møde. Og nu har man taget den rigtige beslutning. Fra og med i morgen og resten af udstillingsperioden kan Sergei Prokofievs værker atter opleves i Forårsudstillingen på Kunsthal Charlottenborg.
På fondens hjemmeside oplyser bestyrelsen, at der er udpeget en ny forperson, Peter Møller Rasmussen, og i en udtalelse lyder det endvidere:
«Bestyrelsen har enstemmigt besluttet at genudstille værket. Fonden ønsker at kommunikere, at fjernelsen af Sergei Prokofievs værker aldrig har været motiveret af et ønske om kunstnerisk censur, indskrænkelse af ytringsfrihed eller lignende, men alene af et ønske om tilslutning til et fælles nationalt eller globalt statement overfor Rusland.»
Ting sker hurtigt i disse dage, hvor vi alle står på et vaklende fundament og kompasset ikke helt er indstillet på den nye verdensorden. Det er nok heller ikke sidste gang, vi befinder os i en lignende situation. Man må blot håbe, at den unødvendige opmærksomhed omkring hans person, ikke har kostet Sergei Prokofiev for meget.
