Aflyste udstillinger, foredrag og filmforevisninger. Kunsthandler, der pludselig annulleres, eller trusler om økonomiske repressalier. Mens konflikten mellem Israel og Hamas går ind i sin anden måned, fortæller flere billedkunstnere om, hvordan en underskrift for våbenhvile i Gaza eller politiske budskaber på sociale medier får konsekvenser for deres karrierer.
En af dem er fransk-polske Apolonia Sokol, der er aktuel med sin første institutionelle soloudstilling på Arken. Hun er blandt de 83 kulturpersoner, som underskrev et åbent brev, som opfordrede til at håndhæve palæstinensernes menneskerettigheder, der blev bragt i Dagbladet Politiken den 19. oktober. Desuden har hun underskrevet et lignende brev i det franske nyhedssite Mediapart, samt delt opslag om konflikten – herunder det palæstinensiske flag og et billede af hendes maleri Palestine fra 2021 – på sin instagramprofil. En aktivitet, der er faldet en gruppe af hendes samlere for brystet.
»Jeg så det ikke som nogen kontroversiel udmelding,» siger Sokol på telefon til Kunstkritikk.
»Jeg viste sympati med en civilbefolkning, som bliver slået ihjel og fordrevet, og udtrykte ønske om et våbenhvile. Jeg arbejder generelt intersektionelt og mener ikke, at man kan tale om eksempelvis feminisme uden at tale om andre typer af undertrykkelse, men når jeg har en holdning til denne her konflikt, så handler det mere om min personlige historie end om mit arbejde. Jeg er selv af jødisk afstamning og har mistet familie i Holocaust, og derfor føler jeg, at min stemme er relevant.»
At det ikke var alle, der oplevede underskriftindsamlingerne som ukontroversielle opdagede Sokol, da hun fik en besked på instagram fra én af hendes faste samlere: »Personen krævede, at jeg tog afstand fra Hamas terrorangreb den 7. oktober ’for ellers…’ Jeg oplevede det som en trussel. Derfor lavede jeg et opslag, hvori jeg skrev, at jeg naturligvis fordømmer både Hamas’ terrorangreb og Israels bombning af civile i Gaza.»
Samtidig begyndte også Sokols galleri, hvis navn kunstneren nødigt vil fremhæve af frygt for yderligere repressalier, at modtage henvendelser fra en gruppe samlere, som ejer Sokols værker. De ville af med værkerne, skrev de, og hvis ikke galleriet købte dem tilbage, ville de sætte dem på auktion. En enkelt truede med at brænde værket, hvis ikke galleriet købte det tilbage, mens andre skrev, at de ville donere pengene fra auktionen til støtte til Israel.
»Jeg kan jo ikke vide det med sikkerhed, men jeg går ud fra, at samlerne må have talt sammen. De er del af det samme netværk, og henvendte sig meget hurtigt efter hinanden. Når de truer med at sætte mine værker på auktion samtidig, er det jo fordi de ved, at det ville skade min økonomi, for når flere værker rammer en auktion, så falder prisen, og det ville formentlig betyde, at andre også ville overveje at sælge. Det kunne have startet en dominoeffekt.»
Sokols gallerist arbejdede hurtigt og fik på kort tid rejst det beløb, der skulle til for at kunne købe værkerne tilbage.
«Jeg føler mig ret heldig over at arbejde sammen med nogle mennesker, som har omsorg for mig som kunstner og som menneske. Men det var også et hårdt slag for mit galleri. Både fordi det drejede sig om ret mange penge, og fordi det var nogle vigtige samlere, som hun har arbejdet virkelig hårdt på at få en relation til. Som gallerist er det jo ens arbejde at sørge for, at de kunstnere, man repræsenterer, kommer til at indgå i nogle vigtige samlinger, og både jeg og min gallerist er unge kvinder, der ikke kommer fra privilegerede baggrunde. Det har været ti års hårdt arbejde at få min karriere frem til et punkt, hvor jeg kan leve nogenlunde af det, og det ville være svært at få mine værker op i pris igen, hvis vi én gang havde vist verden, at de ikke var det værd, de var blevet solgt for.»
Selvom det lykkedes Sokols gallerist at forhindre, at værkerne endte på auktion – eller på bålet – så mener Sokol, at de trusler, hun har oplevet, har haft konsekvenser for den måde, hun anskuer sit arbejde på.
«Jeg er jo delvist opvokset i Danmark, hvor man har en idé om, at der er ytringsfrihed. Jeg troede, at det var et privilegie, vi har i vores del af verden, at vi kan udtrykke os frit, og som billedkunstner er det jo noget fundamentalt. Da samleren skrev, at de ville brænde mit værk, indså jeg, at det var en naiv idé. En ting er at ødelægge et værk, man selv ejer, men det er et voldsomt symbol at brænde det. Så handler det jo ikke om værket, men om at jeg ikke skal have lov at udtrykke mig. Det har været virkelig skræmmende.»
