Dansk kurator i Venedig

Helga Just Christoffersen assisterer chefkurator Massimiliano Gioni på den 55. Venedigbiennale.

Helga Just Christoffersen.
Helga Just Christoffersen.

Helga Just Christoffersen, som er bosiddende i New York, er assisterende kurator til Massimiliano Gioni, chefkurator for den internationale udstilling på den 55. Venedigbiennale i 2013. Christoffersen er den eneste assisterende kurator til Gioni, som er vicedirektør på New Museum i New York og som blandt andet har været kurator på Manifesta 2005, Berlin biennalen 2006 og Gwangjubiennalen 2010. Christoffersen (f. 1983) har tidligere været kuratorisk assistent på U-turn kvadriennalen i København 2008 og koordinator for Katherina Gregos’ gruppeudstilling i Den Danske Pavillon på Venedig Biennalen 2011. 

Kunstnerlisten til Venedigbiennalen er ved at være endelig færdig. Den er stadig ikke offentliggjort, men Christoffersen fortæller at den bliver «lang, og en hel del længere end sidste års 89 kunstnere». I øjeblikket bruger hun det meste af tiden på at teste værkerne i 3D modeller af udstillingsbygningerne rundt om Gionis spisebord i East Village.

– I starten bestod mit arbejde af en del research på værkers udstillingshistorie, hvor jeg primært dannede mig overblik over diverse kunstneres fulde oeuvre, indhentede oplysninger om nyere og planlagte produktioner og forfulgte de spor, som Gioni vurderede kunne rumme noget interessant. Hen mod slutningen af 2012 tog den mere praktiske del over med placering af værker, planlægning af installationen og dialog med de involverede kunstnere og partnere, siger Christoffersen til Kunstkritikk. Adspurgt om hun kan pege på noget særligt i forhold til den kuratoriske proces fremhæver Christoffersen et af chefkuratorens særtræk: 

Ca-Giustinian_hg_full_l– Jeg forstår at Gionis udstillinger til en vis grad bygger videre på hinanden. Derfor har jeg selvfølgelig kigget på dem for at forstå, hvordan han arbejder. Her bliver det klart, at han er en meget tydelig kurator. Det kan man selvfølgelig være på flere måder. Man kan lægge vægt på at formidle en udstillingside på mere didaktisk vis, men man kan også, som Gioni, være utrolig præcis i forhold til, hvad man gerne vil have at beskueren skal opleve udstillingsmæssigt, i hvilken rækkefølge, fra hvilken vinkel etc. Alt er båret af en klar holdning. Det er måske en mere klassisk måde at være kurator på og eksempelvis meget anderledes end Christov-Bakargievs Documenta, som rummede mange mulige læsninger og hvor det er muligt at trække et uendeligt antal forbindelseslinier, som bliver præsenteret med lige stor gyldighed. Hos Gioni er intet overladt til tilfældighederne. Det gør også mit arbejde mere specifikt.

– Indtil videre foregår arbejdet primært fra New York. Det egentlige samarbejde med biennalekontoret i Venedig er først fornyeligt blevet trappet op, men Christoffersen har fra starten tydeligt mærket vægten af den traditionsrige institution: «Det er naturligvis et stort privilegium at være i kontakt med så stort et antal kunstnere, gallerier eller institutioner på vegne af Venedig biennalen. Samtidig er der også en hel masse research, hvor der ikke er nogen at ringe til og som består af snørklet opsporingsarbejde, der giver kontakt til helt uventede personer ad mærkelige omveje, siger kuratoren, som har boet i New York de sidste tre år, hvor hun har færdiggjort sin MA på Center for Curatorial Studies, Bard College. 

Sammen med kurator Natasha Marie Llorens kuraterede Christoffersen Troubling Space: The Summer Sessions på The Zabludowicz Collection i London, 2012. Udstillingskonceptet var udvalgt af en kunstfaglig jury, som blandt mere end 100 bidrag valgte konceptet til realisering med medfølgende finansiering. 

Venedigbiennalens preview-dage forløber fra 29. – 31.maj. Officiel åbning 1. juni, 2013.

 

 

Comments