Der er altid koldt i Ørestaden. Også på denne bleggule novemberdag, hvor solen hænger lavt og diset og får metroskinnerne til at ligne skinnende sølvstrenge, der skærer sig ned i betonfundamentet, fryser man. En isnede vind accelererer gennem vindtunnellerne mellem de enorme bygningskonstruktioner af glas og stål, og rammer de små menneskeskikkelser i dynejakker, der med hastige skridt og bøjet hovedet søger mod de automatiske døre i indkøbscentret Field’s.
Herude, imellem markante infrastrukturelle skæringspunkter og kontorbygninger i inhumane skalaforhold, ligger Københavns nyeste kunstnerdrevne sted, Simian. Det er billedkunstnerne Markus von Platen, Christian Vindelev, Toke Flyvholm og Jan S. Hansen der står bag det 1300 km2 store udstillingssted, der ligger i en cykelkælder under det kunstige bassin på Kay Fisker Plads.
Den anden udstilling siden åbningen af Simian er en solo med den polske kunstner Piotr Łakomy, og her er der umiddelbart usædvanlig god samklang med den små-dystopiske urbanitet ovenfor den cykelvenlige trappe. I et ellers tomt rum hænger en serie på ni minimalistiske vægobjekter, der ligner noget, man kunne finde på et kommercielt galleri af den mere avancerede slags.
Værkerne tager udgangspunkt i masseproducerede aluminiumskufferter fra 1980’erne og 90’erne – en per værk, som kunstneren har købt brugt på eBay. Disse er vredet skæve, trukket ud af form eller bøjet til ukendelighed og efterfølgende beklædt med en hud af aluminum honeycomb, et industrielt materiale, man typisk bruger i luftfart eller arkitektoniske konstruktioner, fordi det på en gang er stærkt, fleksibelt og let. Som materialets navn antyder mimer det den struktur, man finder i bistader og er dermed et fint eksempel på, hvordan mennesket selv i sine mest højteknologiske påfund er inspirerede af naturens former.
Hos Łakomy smyger det industrielle materiale sig smidigt om sit metalliske indre som en hud, der nogle steder åbner sig som sår og andre steder indkapsler store, glatte strudseæg i sit indre. Lidt bambus og et par tørrede planter peger i retningen af noget organisk, som var værkerne industrielle ruiner eller resterne af et biluheld, som naturen nu langsomt var ved at generobre.
Et enkelt værk stikker lidt ud fra mængden i kraft sin størrelse. One Size Fits All (2020), hænger fra loftet og ligner en forvredet alien-krop med menneskelige proportioner, der ender i en slags fod med en hvid tennissok af den slags, man køber i bundter i supermarkeder. Selv om den slags sokker næsten altid er one size, passer de sjældent helt, og på denne metalliske krop ser den hvide sok ud til at være påført med vold.
Łakomy er optaget af modernismens idealarkitektur og Le Corbusiers ide om menneskelige proportioner i bygningskroppe, hvor ydersiden spejler en funktionel inderside. Hos Łakomy er idealet hele tiden i konflikt virkeligheden og dens moderne, masseproducerede enheder – supermarkedssokken eller den kuffert, hvis mål spejler standardiserede størrelser på transportrum, frem for de genstande, den er beholder for. Man tænker på utopiske byplaner med lejligheder så små, at man dårligt kan stå oprejst derinde – eller på Ørestadens forvredne skalaer og vindtunneller, der gør ethvert ophold i gadeplan til fremmedgørende oplevelse.
Hvor modernismens krop er den sunde, fremdriftsorienterede mandekrop eller den standardiserede kernefamilie på fire, der passer ind i de beholdere, man designede til dem, fornemmer man et utilpasset, kropsligt ubehag i Łakomys værker. Selv ikke de allestedsnærværende strudseæg, hvorfra man forestiller sig, at nye posthumane kroppe snart udklækkes, synes at passe ind i de snærende rammer. Som beskuer irriteres man over, at alle værker hænger præcis 130 cm over gulvet – en perfekt højde, hvis man var en gennemsnitskrop, der skulle have kufferterne under armen, men alt for lavt, hvis man gerne vil være i øjehøjde med værkernes rum. Og således forplanter beholdernes stringente vold sig fra værkets rum og helt ind i beskuerens bløde krop.
Måske er det den samme ide om at fremmedgøre beskuerens krop, der ligger bag den underligt ujævne ophængning i det enorme lokale, hvor de kun ni værker fylder knap halvdelen af rummet og efterlader plads til en nådesløs rumklang, der drukner alle forsøg på samtale imellem de mange, bare vægge. Og måske er der også en konceptuel bagtanke i, at værkerne repeterer hinanden – kuffert, aluminium, strudseæg – igen og igen, så der lige så vel kunne have været 50 værker, eller to, uden, at det havde ændret voldsomt på indtrykket. Men for denne bløde krop bliver kulden for gennemtrængende, one size-ansigtsmasken for snærende og konceptet lidt for stramt til at jeg kan mærke, om der ligger en forløsning et sted i de uklækkede æg.
Selv den LED-oplyste metro, der skærer sig igennem det golde landskab af mørke kontorbygninger føles hjemlig, da jeg forlader Simian.
