I mere end 100 år har Kunsthal Aarhus ligget i hjertet af byen. Stedet råder over 1.000 udstillingskvadratmeter og er nabo til ARoS, byens store kunstmuseum. Alligevel er der, ifølge kunsthallens nye chefkurator, forbavsende mange aarhusianere, som aldrig har hørt om institutionen. Det er noget af det, Peter Ole Pedersen gerne vil ændre på.
Pedersen (f. 1978) kommer fra en stilling som inspektør på Vejle Kunstmuseum. Inden han flyttede til Vejle for et par år siden, boede han mange år i Aarhus, både som studerende og forsker. Hans Ph.D. i kunsthistorie fra 2014 har fokus på dokumentarisme, samtidskunst og populærkultur.
De sidste 15 år har Pedersen stået bag en lang række udstillinger, ofte med vægt på nye formater og publikumsinddragende aktiviteter. I 2021-2022 stod han bag udstillingen Go Extreme! på Kunsthal Aarhus. Et møde mellem kunst og ekstremsport, og hvor publikum kunne tage del i kunstværker, der virkede i samspil med alt fra kampsport, ultraløb og E-sport.
Pedersen driver desuden pladeselskabet Kørfirs Records og har mange års erfaring som booker og arrangør af tours og festivaler for en lang række musikere og bands. Det er altså en bredt favnende person, som har sat sig i kunsthallens chefkuratorstol.
Der har gennem årene været en del vind omkring Kunsthal Aarhus. Bestyrelser og direktører er kommet og gået, og forskellige organisationsmodeller afprøvet. Indtil sommeren 2023 opererede man med et todelt lederskab med en administrativ leder, Iben Mosbæk, og en kunstnerisk direktør; som fra 2021-2023 var Diana Baldon, og før da Jacob Fabricius, 2016-2021.
Nu er organisationen ændret og lederskabet ikke længere delt. Administrativ leder er Hans Christian Korsholm Nielsen – antropolog og tidligere leder af Det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut i Cairo – mens det kunstfaglige område varetages af chefkurator Pedersen, som tiltrådte 1. marts i år.
I den nye struktur er du underordnet en ledelse, som ikke længere er kunstfaglig. Hvad betyder det i praksis?
Det er rigtigt, at jeg som chefkurator er under den administrative ledelse. For eksempel har jeg ikke noget at gøre med personalet. Det er Hans Christian Korsholm Nielsen, som hyrer og fyrer. Vi diskuterer det selvfølgelig, vi er begge indstillet på at tale de fleste ting igennem. Men bestyrelsen har vurderet, at det ikke længere gik med den todelte ledelse. Der var for meget, som ikke blev taget hånd om. Måske fordi man var i tvivl om, hvem der havde mandat til hvad. Sådan har det i hvert tilfælde set ud udefra. Der har været meget udskiftning i personalet, som nok også har været resultatet af den lidt for løselige rollefordeling. Med den nye struktur er arbejdsdelingen mere klar. Jeg er for eksempel 100 procent ansvarlig for den kunstneriske del.
Kunsthallen har haft forskellige profiler gennem årene. I perioder har man for eksempel vægtet en mere international profil. Er udpegningen af dig, som har boet og arbejdet mange år i Aarhus, udtryk for, at man nu går efter en mere lokalt forankret profil?
Jeg er ret sikker på, at mit tilhørsforhold til Aarhus har spillet en rolle for bestyrelsens valg. Det er på en måde den modsatte prioritering, end den man foretog for 10-12 år siden. Det er også lidt en underlig tankegang at dele alt op i lokalt og internationalt. Al kunst er jo international, selvom kunstverdenen bliver ved med at snakke om det i de termer. Lad os i stedet kigge på, hvilke fede ting, vi kan gøre, hvor vi er.
Så ja, at have godt kendskab til den danske kunstscene og kende byen har været vigtigt. Det er også mit sigte at flytte tilbage til Aarhus, når praktikken kan gå op med hus og familie. Jeg har en fast tro på, at det er nødvendigt at have sin gang i den by, hvor man agerer. Pendlerstilen går ikke i længere tid, det bliver for svært at få ånden i stedet til at leve.
Aarhus har jo en lidt sjov størrelse. Der er få meget store institutioner, men til gengæld en række fantastiske steder af samme størrelse som kunsthallen, som det giver mening at samarbejde med. Faktisk tror jeg, det er helt afgørende. Vi er allerede i gang med spillestedet Radar, hvor vi kommer til at lave et projekt, der blander kontrafaktisk historieskrivning, 80’er-musikscenen i Aarhus og AI. Det kommer blandt andet til at udmønte sig i duo-udstillinger mellem kunstnere og musikere. Mig bekendt bliver det også den første udstilling i Danmark, som bliver formidlet ved hjælp af rapmusik.
Kan du tale mere specifikt om den profil, du vil anlægge for kunsthallen?
Selvfølgelig har kunsthallen også haft samarbejder med andre af byens aktører før, samtidig med at man har produceret stærke udstillinger. Det er fint at være åben og frisk, men i perioder har der har været en tendens til, at man sagde ja til alt. Så det er tid til at skærpe profilen. Det er helt afgørende, at vi fremover gør tingene på en mere afbalanceret måde, så stedet ikke knækker under sit eget pres. Vi skal koncentrere vores kræfter lidt bedre, lave et realistisk program med færre ting af højere kvalitet. Det må ikke gå ud over medarbejdernes trivsel. Den slags løses ikke ad en blød vej. Vi skal helt lavpraktisk og konkret kigge på de forskellige afdelinger i huset. Hvordan vil den eller den opgave berøre medarbejderne? Fra formidling til kuratorteam. Alle skal ind i samme flow og forstå ideen i den overordnede arbejdsgang.
Hvilke udstillinger kan man se frem til på kunsthallen?
Jeg vil gerne pege på to tiltag. I 2025 lancerer vi et samarbejde med Hasselblad Foundation i Göteborg, som fokuserer på vores forhold til fejl og fotografi. Det bliver den første udstilling i en række under titlen ’Kunsten af fejle / The Art of Failure’, der også bliver del af et mere omfattende formidlingsprojekt rettet mod skoleelever og unge mere generelt. Og så søsætter vi i 2025 et samarbejde med The Gustav Metzger Foundation, der bliver startskuddet til et initiativ, som løbende skal vise udstillinger med markante skikkelser fra avantgardekunsten.
Du har stået bag en del freelanceudstillinger og har også bedrevet kunsthistorisk forskning. Hvilken type kurator er du egentlig? Har du nogen forbilleder?
I virkeligheden synes jeg ikke, der er så mange forskellige kuratortyper. Hvis man skal være lidt fræk, er der måske to hovedfigurer, den akademiske og den netværksdrevne. Der er de vilde kuratorer, der laver Documenta og den slags, de er tematisk motiverede med et akademisk strejf forbundet til forskning indenfor et givent emne eller problematik, som de aktiverer gennem kunsten. Så er der typen, som pendulerer rundt i netværk, hvor udstillingerne bliver de samlende punkter. Skal jeg placere mig selv i dette spænd, tilhører jeg nok mest den første type, den forskningsbaserede kurator.
Samtidig har jeg tænkt meget over, at en kurator også bør give noget tilbage til stedet. Man kan producere en masse spændende udstillinger, som får stedet til at shine, men hvad sker der, når ens åremålestilling ophører. Hvordan fremstår kunsthallen så som sted? Desværre synes jeg ofte, man ser, at institutionerne, både små og store, står tilbage som tabere. Det er også det aspekt, som ofte slider folk ned i kunstverdenen.
I min ansættelse har jeg forpligtet mig på at give noget til huset, til indholdet, men også til trivslen og organisationen. Når jeg tager herfra om fire eller otte år, så vil jeg gerne have, at man skal kunne sige; ’det var fedt Peter kom, så vi fik lavet alt det her, og vi nu har forskellig know-how fra samproduktioner med andre institutioner eller gode måder at formidle på.’ Det er helt afgørende, at tingene ikke skal genopfindes hele tiden. Jeg har joket lidt med, at jeg er en casino-kurator. For på casinoet siger man, at ’huset altid vinder’.
Hvad angår forbilleder, kigger jeg nok i virkeligheden alle mulige andre steder end kunstverdenen. På stående fod kunne jeg nævne den amerikanske musikproducer Rick Rubin. Han har produceret alt fra slayerplader, Red Hot Chili Peppers, Lady Gaga, alt muligt forskelligt. I stedet for at sætte sig fast på en genre, formår han at destillere nerven frem i dem, han arbejder med. Jeg kunne i det hele taget godt tænke mig, at kunstverdenen lod sig inspirere lidt mere fra musikken, som formår at operere mere uformelt og intuitivt.
Producer-kuratoren er jo en figur, som allerede har nogle årtier på bagen i billedkunsten?
Jo, det er klart. Og der er selvfølgelig også andre vilkår i kunsten, for eksempel stedsligheden. Men så lad os tage den grundpræmis mere alvorligt, at folk rent faktisk rejser hen til et sted for at opleve noget. Den stedslighed, som alle længes efter i en digital tidsalder. Så lav det dog, dyrk stedet.
Jeg savner generelt, at man jammer mere i kunstverdenen. Der er så meget som gøres på den samme ’rigtige’ måde, både hvad angår udstillinger og formidling. Det ender med at koste det frirum, som er kunstens. For det bør jo være et frirum, uden at skal gå ud over nogen. Det må være idealet.
