Statens Kunstfond har netop offentliggjort, hvilke danske billedkunstnere, der får et arbejdsstipendium i år – herunder hvem, der modtager et af årets i alt fem treårige arbejdslegater.
Statens Kunstfonds Legatudvalg for Billedkunst har valgt at imødekomme 223 ud af de i alt 996 indsendte ansøgninger med enten treårige arbejdslegater på 855.000 kr fordelt over de kommende år, eller mindre legater på beløb mellem 75.000 kr – som altså i år var det mindste uddelte beløb, mod 50.000 kr de forgående år – og 150.000 kr. I alt har udvalget uddelt legater for 22.025.000 kr.
De fem kunstnere, der modtager det treårige arbejdslegat er Amitai Rom, Dina El Kaisy Friemuth, Jessie Kleemann, Jules Fischer og Rolf Nowotny.
Om årets uddeling siger Jeannette Ehlers, Udvalgsleder af Legatudvalget for Billedkunst:
«Årets uddeling vidner om en fortsat interesse for de store klimaproblemer vi står overfor, som inspirerer en stor del kunstnere til at udforske og engagere sig på mange forskellige måder.
Identitetspolitiske spørgsmål, kollektive arbejdsformer, sci-fi æstetik og hydro-feminisme er også vigtige temaer i årets uddeling. Kunstnere undersøger og udfordrer traditionelle forestillinger om køn, ophav og tilhørsforhold og performancekunsten har fået en øget opmærksomhed.
Desuden ses mange eksempler på sociale og videnskabeligt inspirerede research-baserede praksisser, hvor kunstnere arbejder med videnskabelige metoder og tilgange for at forstå og engagere sig i samtidens store spørgsmål. Samtidig udfordres de traditionelle forestillinger om, hvad kunst kan være og hvordan den kan skabe forandring. Endvidere ses en form for mod-teknologi, som griber tilbage i historien og søger viden i ældre metoder og tankegange om materialer og spiritualitet. »
Udvalget har formuleret følgende motiveringer for hver af de fem, der modtager det treårige arbejdsstipendie:
Amitai Romm: Amitai Romm arbejder med forholdet mellem teknologiske systemer og biologiske miljøer samt med hvordan deres øgede sammenfiltring kan informere alternative opfattelser af verden og vores plads heri.
Dina El Kaisy Friemuth: Gennem sin aktivistiske tilgang sætter El Kaisy Friemuth blandt andet fokus på vestlige institutioners historieskrivning og magtstrukturer og udfordrer samtidig vores opfattelse af magtpositioner, køn, etnicitet og klasse.
Jessie Kleemann: Hun bruger tegning, maleri, video og installationer til at tale om sin kulturelle arv, som født og opvokset i Upernavik i Grønland, og bosiddende i Danmark siden 2002. Hun afsøger tilhørsforhold og magtbalancer og beskæftiger sig med den koloniseredes erfaring, og hvad hun kalder arktisk smerte.
Jules Fischer: Jules Fischer arbejder i stor skala med sine performances. Der er tale om storstilede produktioner skabt i samarbejder med dansere, performere, musikere og billedkunstnere, og der er tale om en udfoldelse og undersøgelse af de helt store følelser som sorg, eufori, længsel og kærlighed.
Rolf Nowotny: Rolf Nowotny arbejder med installationer, der både kan kaldes skulpturelle og billedlige, men også sceniske og fortællende. Og alle træk findes på et utal af forskellige måder i hans meget komplekse miljøer af fundne, slidte og forladte objekter, bearbejdede overflader og komponerede sammenstillinger af mærkeligt kendte, og samtidigt fremmede, genstande og billeder.
Statens Kunstfonds Legatudvalg for Billedkunst består i perioden 2020-2023 af Jeannette Ehlers, Henrik Jørgensen, Henrik Menné, Lise Skou og Maria Kjær Themsen.
Se alle årets tildelinger her.