«Kunsten udtrykker det, som samfundet endnu ikke har formuleret», skrev Diderot. Det er netop én af grundene til kunstens vedvarende relevans. Selvom mange stadig betvivler samtidskunstens evne til at udtrykke sig om andet end sig selv, så er det netop i kunsten, at nye afsøgninger kan findes. Hvorfor den netop kan føles uforståelig. Hermed et konstruktivt paradoks, som ikke nødvendigvis skal løses, men gerne mærkes.
Første gang jeg stødte på Ester Fleckners træsnit var på sidste års Afgang på Charlottenborg, hvor hun afsluttede sin akademitid med værket Clit-dick-register. Det var et værk, der havde ladet de mange fejl og forstyrrelser i træsnit-teknikkens skabelsesproces blive del af udtrykket – og som bestod af en række ulige U-former på midten af hvert af de 22 træsnit. I marginen var der tilført håndskrevne noter om kroppen, om begær, om forstyrrede følelser. Spændstige sager om køn og krop og om sproget om det.
I Fleckners aktuelle udstilling på det kunstnerdrevne C4 Projects, Jeg navigerer i kollisioner vises ti nye træsnit i det ydmyge lokale på Vesterbro (hvor Koh-I-Noor før holdt til). I vinduet hænger en introduktion til udstillingen, som man kan læse fra gaden: en håndskrevet tekst snittet i versaler, som begynder: «Relation. Du snakker på en måde jeg ikke kender men savner. Du snakker om at høre til på andre måder.» Som med afgangsværket Clit-dick register er sproget en kontekstuel del af projektet, men de ti værker på udstillingen er dog sprogløse, og indeholder kun de tegn og symboler, som Fleckner har opdyrket: stjernen og buen. Symboler hun selv har omtalt som anusstjerner og klitorisbuer, eller buen som en mellemting mellem en klitoris og en penis. På arkene ses altså fritsvævende genitalie-symbolik, som ser ud som dekorative kosmologiske formationer på en sort himmel. Og hvad er det så, der artikuleres og udtrykkes?
I rummet hænger værkerne lavt på væggen, helt nøgne uden rammer, i underkropshøjde, så man skal bukke sig lidt for at se og tyde. På den ene væg på en fin række, på den anden i forskudte rækker – som en spejling af det modsætningsforhold, der er selve udstillingens præmis: en fremvisning af en velkendt struktur (stamtræet) opstillet i nye ikke-lineære formationsdannelser.
Værkerne fremstår hver for sig både enkle og meget komplekse. Baggrunden er sort som en tavle, og stregerne hvide som kridt, og de danner særligt de gentagne mønstre af stjerner, buer og linier imellem dem; som fritsvævende symboler på genitalier, der flakser løssluppent på billedfladen, og forsøger at indfinde sig i nye strukturer. Nogle ligner faktisk træer, andre ligner mere satellitter, paraboler, propeller. Nogle af motiverne ser ud som noder, der har forladt deres linier og nu hænger fritsvævende i luften; som en disharmoni af forskellige toner, der spejles i tekstens kakografi: altså en slags villet mis- og fejl-produktion af noget allerede eksisterende, der her bringes ud af den gængse orden. For det handler altså om at producere nye billeder for andre kropslige erfaringer og livsførelser end den heteronormative, som fx stamtræet er et ypperligt patriarkalsk symbol på: far, mor, børn, far, mor, børn …
Det er klart at et sådan værk drager stærk inspiration fra queer-teorien. Dengang i 90erne, hvor Judith Butlers Gender Trouble (1991) blev brugt som inspiration til mangen et queer-værk, endte det ofte i en ret ærgerlig illustrerende forfladigelse, der efterhånden gjorde at mange finder selve termen queer for uddateret i kunsten. Men måske er det ved at vende? I hvert fald er det interessant at se, hvordan en ung kunstner som Fleckner formår at indoptage nogle væsentlige aspekter af teorien, uden at kompromittere æstetikken. På udstillingen står i øvrigt heller intet om nogen teoretiske indgange til emnet. Blot dette digt i døråbningen. Og det er nok én af grundene til at jeg kan lide Ester Fleckners værker. De fortaler sig ikke, de taler ikke engang med en genkendelig stemme, men de forholder sig dog til visse vante strukturer, som vækker genklang, men som brydes op og gøres om. Netop en vigtig dimension af det at udøve en kritisk praksis (som i øvrigt var både Foucaults og Butlers væsentligste pointe); at det er igennem bevidstgørelse om grundlaget for de strukturer og diskurser, vi alle er underlagt og skabt af, at små revner i maskenettet kan afsløres – og en forandring vil være mulig.
Fleckners værk er på den måde et kontemporært eksempel på meningsfuld queer-kunst. Hun skaber bevidst fejlagtige afsøgninger af den kendte struktur (stamtræet), og lader den være udgangspunktet, hvorfra skitsen til noget nyt starter. For hvis vi skal skabe et sprog for nye erfaringer, der ligger uden for den såkaldte heteronormative diskurs, kan vi ikke bare slette det gamle og begynde at tale sort. Vi må finde hullerne i maskenettet, og med vovemod kaste os ud på ukendt terræn.
Er det så billeder på et nyt sprog? Nye former for stamtræer? Ikke nødvendigvis, og det behøver det heller ikke at være. Som Diderot indledte, handler det om at udtrykke noget, der endnu ikke er formuleret; et forsøg på nye skabelser, her som en kosmologi af stjerner og buer og nye forbindelseslinier mellem endnu ukendte (køns)tegn, der ikke kan tydes 1:1, men som kan symbollæses. Et sted hvor det endnu ukendte får lov at skabe ridser i lakken (og træpladen), som en nødvendig hærværk af noget, der er stivnet i faconen. Det handler om at vikle sig ind i og siden rode sig ud af livets faste strukturer og herigennem skabe lidt mere rum mellem maskerne i netværket – rum til noget andet.
