Der er en sætning, jeg ikke kan få ud af hovedet efter at have set Lene Adler Petersens lille, ordentlige soloudstilling Rummet og tingene på Den Sorte Diamant. Det er en ganske enkel sætning, der befinder sig på nøjagtig den tærskel mellem selvfølgelighed og gåde, hvor sproget er allersmukkest, og sådan her lyder den: «Mellem to ting eksisterer der et rum, hvor alt kan ske for den, der ser, og det kan være mere eller mindre spændende».
Den står på væggen, sætningen, mellem andre sætninger fra et uddrag af Adler Petersens ganske enkelt dejlige bog Ting. Nogle parforhold (1980), og den sætter sig på hjernen på som den slags korte melodier, der bliver hængende, men hele tiden er lidt svære at huske. Det er som om essensen af opmærksomhed og følsomhed og sansning er i den sætning, en slags selve kunstens essens så at sige, og kærlighedens velsagtens.
At Lene Adler Petersen (f. 1944) er en kunstner, hvis betydning for den danske kunstscene ikke må undervurderes, bør efterhånden sige sig selv. Omsider modtog hun fornyligt en af Ny Carlsbergfondets store kunstnerlegater, og at hun skulle fylde 80 før det skete er selvsagt uforståeligt, men lad det nu ligge. Som det faktisk var muligt i 1970’erne var Adler Petersen blandt andet pionerfeminist og en reelt original frygtløs performancekunstner, men hun var også – måske især – en konceptuel hardliner, som generationer af senere kunstnere med hang til hverdagsobjekter og kølige readymade-logikker står på skuldrene af, muligvis uden helt at vide det.
Her i tre små rum under nationalbiblioteket vises et udsnit af hendes arbejde, primært i form af foto, grafik og tekst, og det føles som en nøgle til noget, jeg ikke vidste jeg ønskede mig nøgler til. Jeg er heller ikke sikker på, hvad der bliver låst op, men mellem arkivvitrinerne og alle de relativt tavse fotografier – næsten udelukkende genstande, interiør og lysindfald, lidt landskab og lidt abstraktion – antydes den her ret mastodontiske fornemmelse af klarsyn (ikke mit, kunstnerens), der angår menneskerelationer. Et højst krypteret men egentlig også meget bogstaveligt spektrum fra inderlighed til fremmedgørelse, fra samhørighed til brud, er til stede i billederne eller måske lige uden for dem.
Værkerne er arrangeret i serier, først møder man et udvalg af pardannelser fra den fotoserie, der også er udgivet i Ting. Nogle parforhold: sort-hvide opstillinger, duetter om man vil, fra noget, der ganske givet er et hjems beholdning af anvendte dimser. Under hvert par – det kunne være en kapsel og en papirklips, to tændstikker, en pung og en mønt – er de nøgterne parforhold tilsvarende nøgternt kategoriseret: «Bilerne på vejen», «pæren i lampen», «tuschen i flasken», sådan beskrives de tre førnævnte par. Alting er med andre ord objektivt og en anelse forskudt, der er tale om fotos af to små genstande som kaldes noget andet end de umiddelbart er.
At ting ikke kun er, hvad de ligner, eller at sprog og virkelighed er to forskellige ting, eller at enhver relation er et elastisk mærkat om alle mulige kontraster, dette gælder objekters såvel som menneskers parforhold. Evolution plus følelser plus samfund er vel lig med den tilsyneladende uafbrudte civilisationssandhed som er «parforholdet», og samtidig faciliterer Lene Adler Petersen den ultimative udvidelse af hvad «et parforhold» reelt er – uden at bruge sekund på eksplicit kernefamilie- eller heteronormativitetskritik, men simpelthen ved eksempelvis at fotografere to neglesakse, en åben og en lukket, og under dem skrive «tøjet på knagen». Det er meget smukt.
De her erkendelser føles på mange måder indlysende, men jeg tror ikke, jeg før har mærket dem så bogstaveligt universelt som gennem Lene Adler Petersens billeder. To parter, de kan ligne hinanden til forveksling eller slet ikke, de kan vende sig og åbne sig mod hinanden eller ligge med en centimeters afgrund imellem sig og aldrig mødes, de kan hvile på hinanden som vaner eller begær. Og deres parforhold kan være glubsk og intimt, pragmatisk og funktionelt, poetisk, tillidsfuldt, afvisende, slet og ret parallelt. Mennesker kan leve side om side, måske findes der mellem dem en kærlighed og en mening, ligesom mellem et spænde og en hårbørste, der klamrer sig til hinanden. Måske er parløbet vilje og nostalgi, den slags erindring, som ethvert foto også altid er. Måske er enhver dedikation til parforholdet evnen til at mindes kærligheden som et billede, snarere end at mærke den som et nu. Man kan være to opslugte, stablede kopper eller to stykker kvittering, hvis førhen delte sprog langsomt har spaltet sig. Blandt andet.
Og lignende variationer af hverdagsskønhed er tilstede i flere af udstillingens værkserier. Soltegninger (1977-1979) er fotos af, ja, solen, men i form af de skygger og lysaftegninger, den kaster ind i romantiske, almindelige, rodede rum, og er ikke ethvert hjem, enhver relation en beholder for forbigående sol og kedsomhed og tryghed, mulig erotik. Opsatser (1976) er objekttableauer, hvor hjemmets genstande sættes sammen i mere indviklede konstruktioner, der for eksempel minder om de glimt af overraskende åbenbaring, som forelskelse kan være: en skammel vendt på hovedet og på hvert af de fire ben der stikker i vejret sidder en lille genstand, som passer rimelig godt til de lidt besværlige, rundede toppe.
At motiverne i Adler Petersens arbejde, objekter såvel som ord, befinder sig indenfor en absolut domesticeret ramme er sin egen utilslørede 70’er-pointe, men jeg ser ingen grund til at svælge i det til bevidstløshed fejrede mantra om, at det private er politisk. Snarere er hendes billeder, med en elegance og indsigt man ikke kan tillære sig, totalt tidløse illustrationer af nogle grundlæggende omstændigheder, som mennesker og ting deles om: at ville høre sammen, også med andre midler end tradition, ikke at kunne høre sammen, ikke at kunne skille sig ad. Driften mod at befinde sig i det rum, hvor alt kan ske for den, der ser, parringernes rum, mens tiden vælter afsted og gør tingene og menneskerne gamle i sådan nogle vekselvirkninger af sorg og fryd og alle persiennerne og kopperne og gennemsnitligheden derimellem.
