Mens foråret har ladet vente længe på sig, er dimittenderne fra Det Kgl. Danske Kunstakademi Billedkunstskolerne sprunget tidligt ud i år. Men allerede inden afgangsudstillingen slog dørene op, fik offentligheden en forsmag på, hvad der var i vente eller rettere ikke var. For i Berlingske kunne man i sidste uge læse, at Banaan Al-Nassers værk, der i form af 20 paraboler skulle have prydet Kunsthal Charlottenborgs facade ud mod Nyhavn, var blevet afvist af Slots- og Kulturstyrelsen. Den historie fik imidlertid hurtigt ben at gå på og resulterede i, at værket i stedet er kommet op at hænge på facaden af det aarhusianske kunstmuseum ARoS.
Ligesom sidste år er det et «mindre» hold på 25 dimittender, der, sammen med udstillingens kurator, Henriette Bretton-Meyer, har indtaget kunsthallens sydfløj. Det giver lidt mere plads til større installatoriske armbevægelser og til serielle værker med mange enkeltdele, som er en udpræget stil blandt årets afgængere.
Et interessant træk ved flere af de installatoriske værker i år er en scenografisk disponering af skulpturerede elementer, der indgår som en slags rekvisitter eller dele af et interiør. Det ses eksempelvis hos Emilia Bergmark, Sara Sjölin, Louis Scherfig og Ockie Basgül Dogan, hvor værkerne fungerer som tableauer eller scener, man træder ind i.
Nogle steder må man granske en længere tekst eller et referencekartotek, før det bliver mere end en pirrende kulisse, som med Sherfigs sci-fi-modificerede køleskabe og Bergmarks 60’er-minimale stuearrangement, hvor protagonisten skægt nok er en kedel, der spiller en noget kryptisk monolog om kunstens plads i en designorienteret verden. Andre steder bliver scenariet levendegjort af fabulerende skulpturvæsner, som i Dogans kuriøse wellness-interiør, der blandt andet tæller en taburet med grønt bemalede frynsefødder, keramiske vaser med ansigtstræk og et sæt hybridiserede tøffel-hove.
Selvom «scenografi» også optræder flere gange i udstillingskataloget og antyder en orientering mod scenekunsten i disse år, er performance fortsat en sjældenhed på de danske afgangsudstillinger. Det er i grunden pudsigt taget i betragtning, at performancekunsten vinder stadigt større indpas også hos de store institutioner, som er ved at have fundet ud af, at det er mere og andet end ferniseringsgarniture. I år er der et enkelt performanceværk; en lydperformance af Kristoffer Raasted som med glimmer i ansigtet og en mild og rund stemme a la John Grant fik flere af de besøgende på åbningsaftenen til at lukke øjnene og vugge med påde summende og brummende lydbølger.
Zoomer man lidt ud, er det påfaldende, hvor lidt digital årets afgangsudstilling er, hvorimod der er flere eksempler på habilt håndværk – også blandt afgængerne fra den mere diskursive Skolen for Konceptuelle og Kontekstuelle Praksisser. Det er jo egentlig lidt interessant, når nu Dansk Folkepartis kulturordfører, Alex Ahrendtsen, var ude med riven sidste år og påpege, at han mener, det er et problem, at man ikke skal kunne tegne eller beherske klassisk kunsthåndværk for at blive optaget som studerende påkunstakademiet i København. Måske Ahrendtsen kunne have godt af besøge afgangsudstillingen og se, at der faktisk bliver arbejdet utroligt meget med hænderne.
Imponerende er især Albin Werles generøse bidrag i form af en serie minutiøst dekorerede spildesign. Der er håndmalede spilleplader, brikker skåret i træ og tarotkort-lignende sager i en blanding af middelalderligt tema og egyptisk oldtidskeramik. Ja, selv vaserne er spil, som rent faktisk kan spilles. Det virker komplekst og samtidig så indbydende i al sin analoge kropslighed, at man får lyst til at se dem i aktion. Hvor gaming bliver stadig mere udbredt inden for samtidskunsten, i takt med den virtuelle innovation, har Werle altså lige reclaimet brætspillet.
Keramik er i det hele taget et yndet materiale også i år – og nej buttet 70’er-stentøj med tyk glasur er ikke på retræte. Forfriskende i den dur er Frederik Næblerøds gotiske højborg af en keramisk monsterhær, som synes at skrige «fuck» til det hele. Det er en samling bizart modelerede skulpturer placeret på en høj af podier, glinsende dybblå og den ene mere stikkende, skinger og gudsbespottende i udtrykket end den anden. De er i grunden vældig originale og samtidig sært beslægtede med den type keramiske souvenirs, man finder rundt omkring på sydlandske turistdestinationer.
Lige så morbidt Næblerøds skulpturer indtager rummet, lige så ømt ligger Louka Anargyros’ to kropsfigurer stivnet i omfavnelse midt på gulvet. At det faktisk er keramik, må man se efter en ekstra gang for at opfatte. De to lidt mere end mandshøje figurer bærer farvestrålende hjelme og motorcykeldragter, der skilter med skældsord som «faggot» og «sissyboy» i stedet for reklamer og logoer. Deres amorøse positur og materialets fragilitet er i kontrast til dragternes manpower og værket spiller på sin tvetydighed men gør det på en måde, der faktisk – og hvor opløftende – emmer mere af statement end ambivalens.
Mens der er knald på farver og form i flere af skulpturværkerne, er malerierne anderledes dæmpede både i motiv og komposition. Det er med andre ord ikke en flok hidsige kolorister, der forlader akademiet og nu skal ud og male byen rød. Tematisk fordeler de sig over to spor; skitseagtige oprids af hverdagsstemninger og drømmende fantasy.
Emil Alenius Boserup og Stefan Plahn hører til førstnævnte. Hvor Boserups studier af interiører fremstår i forskellige stadier af deres tilblivelsesprocesser, virker Plahns små stemningsbilleder til at være vurderet færdige undervejs i et detaljeringsarbejde. Det efterlader dem som mere flade og kontur, mere anstrøg end reelt definerede motiver. Processen trænger også igennem hos Stephanie Bech, som i en cirkelkomposition viser en serie digitalt modificerede malerier (de er vist bearbejdede påen iPhone), som hun efterfølgende har spraymalet. Hybridvæsner af mus, kat og menneske glider sammen i et transformativt miljø, hvor det ene billede linker videre til det andet via overlappende markeringer, der centrifugerer opmærksomheden og skaber et energifortættet forløb.
Proces og transformation må være nøgleord i bevægelsen gennem et seksårigt studieforløb på kunstakademiet, fra grundskoleelev til dimittend, og måske kan man få lyst til at stoppe tiden, når det går godt, gøre status eller holde en pause fra forventningerne. Et værk, der er let at forbigå, fordi det hænger i elevatoren, og som jeg derfor først ser på vejen hjem, gør netop det; sætter tiden i stå. David Stjernholm har skabt en serie billeder af ure, der alle viser ti minutter over ti, et ifølge urproducenter fotogent øjeblik. Men tiden tikker jo videre, om vi ønsker det eller ej og Afgang 2018 har sine kodakmomenter og sine mindre præcise skud og er som sådan, som afgangsudstillinger er flest.
