20. december – Cecilie Høgsbro Østergaard

Kunstkritikks egne skribenter og inviterede gæster vælger det bedste fra kunståret 2012. Hver dag fra 1. til 24. december kommer et nyt bidrag. I dag: Cecilie Høgsbro Østergaard.

Hvilke udstillinger, begivenheder og publikationer var de bedste i 2012? I Kunstkritikks julekalender opsummerer Kunstkritikks egne skribenter og inviterede gæster kunståret 2012. Den tyvende i rækken er litterat, kritiker og kurator Cecilie Høgsbro Østergaard. Hun er ansat ved Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler. Bor og arbejder i København.

* *

Udstillinger

   

Willy Ørskov, Sorø Kunstmuseum.

En konsekvent udstilling, som man siger, der lå i klar forlængelse af den fine, fritænkende og materialeorienterede kuratoriske linje, Sorø Kunstmuseum lægger i disse år. Nok var det ikke første, men formentlig sidste, vigtige chance for at se Ørskovs pneumatiske skulpturer, som de oprindelig var tænkt; nemlig som en mængde variable over en ide frem for enkeltstående værkfeticher. De oppustelige Bøjninger i svensk redningsvestnylon er desværre i forfald og vil fremover nok kun kunne opleves som spredte, museale dryp fra de omfattende formelle og teoretiske undersøgelser, Willy Ørskov foretog mellem 1967-1985, af en ny, «fri» skulptur.

       
   

Hélio Oititica, Museu Clecçao Berardo, Lissabon.

Hensmuldrende er også den topinteressante brasilianer Hélio Oititicas værk. Oititica brød igennem som neokonkret maler i en gruppering stiftet af bl.a. Lygia Clark omkring 1961. Via rumlige farveundersøgelser, favella og psykedelika bevægede han sig sidst i 1960erne fra maleri til environments, hvor totalinstallationen Tropicalia må betragtes som den allervæsentligste. Tropicalia lagde angiveligt navn til Tropicalismo, en kulturkannibalistisk, imperialismekritisk bevægelse, der blandede protestbossanova, politisk teater og brasiliansk lyrik i et neoavantgardistisk og i bedste forstand kritisk-glamourøst hippiemanifestprojekt. Tropicalismen har måske haft den mest åbenlyse indflydelse på musikken via medstifteren Gilberto Gil fra David Byrne, Nelly Futardo til Beck.

En eller anden form for gensidig påvirkning fra 60ernes Syd Barrett-London, hvor Oititica var temmelig aktiv i sidst i 1960erne, har der nok også været. Oititica blev i hvert fald reintroduceret i 2005 for et vestligt publikum på Tate i London på en udstilling, som jeg aldrig nåede at se. Fire år efter brændte 90% af Oititicas værk og notearkiv ulykkeligvis på et lager i Rio. Oititica i Lissabon blev derfor for mig en af årets vigtige (rekonstruerende) udstillinger. 

       
   

dOCUMENTA (13): Pierre Huyghe, Untilled (2011-2012).

Der er åbenbart ingen, der vil indrømme det, men Pierre Huyghe var altså en af de kraftigste oplevelser på dOCUMENTA (13).

 

Publikationer

   

Henning Christiansen – Komponist, fluxist og uden for kategori. Red. Karin Hindsbo, Forlaget Sohn. 576 s.

Der er udkommet virkelig mange og glimrende kunstbøger i år i Danmark. Hvis vi i anledning af Fluxus-året skal blive i sporet fra afdøde mandlige 60erkunstnere med et mildest talt tværgående projekt, og gerne med musik til, må årets anbefaling gå til den store Henning Christiansen-monografi. En flot, velredigeret bog og et vigtigt dokument, hvor der ikke mindst blev gået i dybden med Christiansens kompositionsmusik og bevægelsen «Ny enkelhed». Kompositionsmusikken blev analyseret som mere end Fluxusspræl i kunstverdenen og blev indsat i et større, måske mere overset musikhistorisk perspektiv. Christiansens indflydelse på nutidige danske komponister, bl.a. via introduktionen af amerikansk minimalisme, er større end man lige tror. Bogen handler selvfølgelig også om det samlede livsprojekt Henning Christiansen, på det grønne øre

       
   

Texte zur Kunst, september 2012 22. Jahrgang Heft 87.

TzK, som på mange måder er tæt associeret med 90erkunstscenen, holder endnu. Dette nummer leverede noget af den mest interessante kritik af årets Documenta og var, måske under påvirkning af chefkuratorens gestikulerende, koreograferende og holistisk-buddhistiske nej til domme og vurderinger, i øvrigt dedikeret til benhårde spekulationer over kunstkritisk teori og historie og praksis. Det sidste er et emne, der ellers vanskeligt diskuterer sig selv, men i dette nummer blev der givet glimrende perspektiver på den evigt aktuelle diskussion af kritikkens død. Desuden kunne man finde interessante analyser af den antitekstualiserende tendens i kunsten, hvor kunstnere synes at lægge afstand til enhver meningstilskrivning og (atter) overlade opgaven til et smådæmoniseret fedtlag af kuratorer, formidlere og kritikere. Imens forvandler kunstneren sig angiveligt til en tavs og urørlig fetich for sit eget projekt.

Men hvem ved, måske skyldes det hele bare, at samtidskunstens og kuratorskabets 25-årige æra ebber ud, og vi står på tærsklen til noget nyt. 

       
   

Punctum Books.

Ikke noget nyt foretagende, bare en af årets private nyopdagelser. Det Brooklyn-baserede forlag skal fremhæves for deres samlede udgivelseslinje baseret på academia efter denne kritikers hoved. Her bliver udgivet bøger om alt fra Black Metal til tingenes ligestilling. Udgivelser, «dedicated to radically creative modes of intellectual inquiry and writing across a whimsical para-humanities assemblage,» som forlaget selv forklarer det. En hel del af forlagets bøger og kataloger er baseret på obskure symposier holdt på velestimerede universiteter. Måske vil man i længden blive træt af al den cyklonopædiske interdisciplinaritet, der f.eks. formes af «en mellemøstlig Deleuzo-Lovecraftiansk tænkning, indtaget af arkæologer, jihadister, oliesmuglere og Delta Force officerer, heretikanere og ligene af antikke guder». 2012 var nemlig året, hvor man for alvor sporede en længsel tilbage til æstetisk specialisering og fast fagdisciplin rundt omkring på uddannelsesinstitutionerne, men her er det tværfaglighed, når det giver mest mening. Og lige nu er det sjovt. 

 

Begivenheder

   

Studenterorganisering.

I slipstrømmen på professionaliseringsbølgen af de danske udstillingssteder i 00erne, mistede danske kunststuderende i vid udstrækning adgang til både penge og udstillingsmuligheder på et mere etableret kunstfagligt niveau. Hvor 80er- og 90ergenerationen allerede havde mulighed for at spille op mod institutionerne i studietiden og hvor studerende endda stod for nogle af de mest skelsættende, kunsthistoriske begivenheder i de år, er muligheden for at blande sig på mange måder forhalet, fordi man reelt skal have papir på sit kunstnerskab først. Kritiske studenter- og dimittendinitiativer, eller hvad man skal kalde det, er vigtigere end nogen sinde og trives heldigvis også landet over. I år kan der fra den københavnske akademiscene f.eks. nævnes Feministisk Studiekreds, BarHvaViHar (i samarbejde med Det Jyske Kunstakademi), Kontoret eller Galleriet for Fremtidsforskning, Et nyt rum, Aktiv Profil Lydløs under Nordic Sound Art og Antechamber.

       
   

Fusionen mellem Kunsthal Charlottenborg og Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler.

Dette var trods alt en af de væsentligste og absolut mest debatskabende kunstpolitiske begivenheder i Danmark år, der på det smukkeste demonstrerede, hvordan den kulturpolitiske dagsorden i stigende grad bliver styret af tendentiøs dagbladsjournalistik frem for klar ministeriel tænkning. Godt nok stammer ideen om en fusion fra kunstverdenen selv og har ligget klar i ministerens skrivebord i årevis. Det var mere den lidt paniske og forcerede måde, den kom op af skuffen på, der var problematisk.

Ikke desto mindre må fusionen betragtes som en stor mulighed for dansk kunstliv. Netop mødet mellem en af verdens førende kunstuddannelser og en af de historisk set største institutionelle kamppladser for dansk kunst gennem tiden kan, med en passende balance mellem anarki og styring, skabe en hidtil uset institution for kunstfagligheden i Danmark. (Billedet: Wilhelm Bendz, Modelskolen på Kunstakademiet, 1826. Foto: SMK Foto Statens Museum for Kunst.)

       

Diskussion