Arthur Jafa, MAGNUMB, Louisiana, Humlebæk
Nogle udstillinger rammer en tidsånd så præcist, at man allerede halvvejs gennem første værk kan mærke, at dette er noget, vi kommer til at tale videre om. Sådan havde jeg det med Arthur Jafas The White Album, der indbragte kunstneren hovedprisen på Venedigbiennalen i 2019, og som i år åbnede Louisianas scoop af en soloudstilling. Videoen klipper imellem heftige, grynede youtube-sekvenser, der fremstiller tvivlsomme eller direkte voldelige aspekter af hvidhed, og langstrakte, nærmest kærlige portrætter af hvide mennesker i Jafas eget liv. En oplagt mulighed for at undersøge, hvordan ens egen hvidhed performer – ikke som privilegeret neutralitet, men som én position blandt andre.
Tomomi Yamakawa, Tomomi’s group show: At the time I was running down the stairs, Red Tracy, København
Efter et år, der har føltes ualmindelig politisk højspændt (eller er det bare mig?), har man brug for at drikke the med Tomomi Yamakawa i hendes bløde udstilling på Red Tracy. Her var fokus på overlevelsesstrategier, men på de helt små og nænsomt designede af slagsen; på bænkebideren, der ruller sig sammen til en kugle ved mindste berøring, på den magiske tænkning der ligger i at gemme sit lykketal i lommen og på den kasse med papirlommetørklæder, du kender fra din psykologs sofabord. Jeg har lyst til at flytte permanent ind i Yamakawas sensible og fine verden.
Another Map to Nevada, Københavns Havn, kurateret af The Perfomance Agency i samarbejde med Toaster og Den Frie Udstillingsbygning
I kategorien oplevelsesøkonomisk højdepunkt var den performative kanalrundfart Another Map to Nevada min klare nummer et. Fra en båd, der gled stille igennem i Københavns havneforløb i skumringstimen imens lysene i luksusbyggerierne langs kajen langsomt tændtes, kunne man ane Mira Windings rygvendt engel, der forsvandt over en bro, eller pludselig se Lilibeth Cuenca Rasmussens silhouette træde frem af disen som et drømmesyn. Turen endte i et koreograferet festfyrværkeri af Esben Weile Kjær og Maja Malou Lyse, og jeg bliver helt svimmel ved tanken om, hvilket koordineringsarbejde, der må ligge bag de kun tre sejlturer, der var programsat. Bravo!
– Kunsthistoriker Louise Steiwer er en af Kunstkritikks faste skribenter og bosiddende i København. Hun er desuden en af kræfterne bag det kunstnerdrevne udstillingssted OK Corral på Frederiksberg.
Se øvrige bidrag i julekalenderen her.
