10. december Louise Steiwer

Hvilke udstillinger vil vi særligt huske fra kunståret 2020? I dag svarer kunstkritiker Louise Steiwer.

Rasmus Myrup, Salon des Refusés, 2020, installation view, Heksejagt, Kunsthal Charlottenborg, 2020. Foto: David Stjernholm

Heksejagt, Kunsthal Charlottenborg, København. Kurateret af Alison Karasyk & Jeppe Ugelvig. 

Nogle gange rammer en udstilling direkte ned i alt, hvad man går og tænker over på en gang, individuelt og på kollektivt plan. Sådan var den stadig aktuelle gruppeudstilling Heksejagt, der gennem et fokus på fortidens hekseprocesser i Norden bredte Trumps yndlingsterm ud til at handle om alt fra #metoo over dekolonisering og klimaspørgsmål til efterårets ophedede debat om, hvem vi hylder med statuer og hvem historien glemmer. Mit yndlingsværk på udstillingen var Rasmus Myrups moderne Bloksbjerg, hvor mytiske figurer og historiske hekse chillede rundt og drak naturvin som til en af de ferniseringer, vi har savnet siden marts. 

Ursula Reuter Christiansen, To The Blue Hell, installation view, Bizarro, 2020. Foto: John Skoog.

Ursula Reuter Christiansen,To the Blue Hell, Bizarro, København

Inde i en baggård i indre by, i et opbevaringsrum for foden af en smal, stejl trappe ligger Københavns nyeste kunstnerdrevne udstillingssted, Bizarro, der i al stilfærdighed åbnede, netop som resten af landet lukkede ned. Og med Bizarros tredje udstilling, Ursula Reuters Christiansens To The Blue Hell var nedstigningen både konkret og symbolsk. For enden af trappen mødtes man af et cyanblåt parallelunivers, hvor små figurer – der tog udgangspunkt i Reuter Christiansens ikke-udgivne autobiografiske fortælling om Annabell von Finkelstein – befandt sig på forskellige trin af små trapper på vej til eller fra deres eget personlige blå helvede. Meget relaterbart, tiden taget i betragtning.

Ghosthouse, performance still, Den Frie Udstillingsbygning, 2020. Foto: Malle Madsen.

Ghosthouse, Den Frie Udstillingsbygning, København. Kurateret af Anna Weile Kjær

Årets friskeste udstillingsformat må være Anna Weile Kjærs forvandling af Den Frie til art en natlig, performativ forlystelsespark. Fire mennesker ad gangen blev fragtet rundt i et spøgelsestog igennem installationer og performances, der hele tiden synes at flette sig ind i hinanden og afsløre sig selv og sin egen konstruktion undervejs, for endelig at kulminere i Aske Høier Olsens beretning om et biluheld. Mellem gespenster og klovne, kitsch og absurde mordscener opstod en ægte unheimlich energi, der blev siddende i kroppen i flere dage. Gys!

– Kunsthistoriker Louise Steiwer er en af Kunstkritikks faste skribenter og bosiddende i København. Hun er desuden en af kræfterne bag det kunstnerdrevne udstillingssted OK Corral på Frederiksberg.

Se de øvrige bidrag i Kunstkritikks julekalender her.

Diskussion