Hordaland Kunstsenter (HKS) har et nydeligt lille loftsrum hvor der faktisk er plads til ikke så lidt. I denne omgang er det den fransk-algeriske kunstner Hanan Benammar som fylder pladsen ud med kritisk simulation af europæiske angiveligt-demokratiske institutioner. Benammar har dele af sin kunstuddannelse fra kunstakademiet i Oslo og fik et lidt paradoksalt gennembrud som en af tre kunstnere bag teaterstykket Ways of Seeing som havde premiere på Black Box teater 21. november 2018. Værket blev ramt af voldsomme modreaktioner og stærk turbulens som lagde mange lag af absurd offentlighedsteater til det oprindelige udtryk. Som en bombe der slår ned og skaber ringvirkninger og et utal af forvrængninger og uforudsigelige kædereaktioner.
Kritiske ringvirkninger omkring et performativt centrum går igen i Benammars aktuelle værk. Centralt i The Universal Periodic Review er netop The Universal Periodic Review, en nok så idealistisk, men også temmelig bizar og tilsyneladende dysfunktionel proces som er del af FN. UPR har oplagte performative kvaliteter. Det er et demokratiteater hvor medlemslande efter tur bliver kritiseret af de andre ud fra strenge regler om at holde sig indenfor et vist antal sekunder. Det demokratiinteriør Benammar antydningsvis har genskabt er tiltalende, de let buede hvide borde åbner sig op i ringe indeni ringe, og her skal ordskiftet ideelt være åbent og efterhånden føre os mod en mere demokratisk verden. Men er det det som sker?
På HKS lægges der en ekstra ring af demokratifremmende borde til værket. Her er det buede bord dækket af noget som ligner små keramiske vuvuzelaer – hørerør eller talerør. Under bølgende, mønstrede tørklæder som dækker loftet kan man sætte sig i tilhørerstolene ved det buede bord og trutte i sin vuvuzela som respons på den video som vises. Udstillingen tilfører altså et ekstra niveau, en ekstra ring, udenom UPR, ligesom der også findes en optagelse indeni optagelsen. Vi ser dele af et debatarrangement som foregik under Bergen senter for elektronisk kunsts (BEK) symposium The Only Lasting Truth is Change i slutningen af november, hvor publikummet forholder sig til et specielt afslørende klip fra en UPR-seance hvor det er Marokkos tur til at blive kritiseret. De fleste landes repræsentanter lirer en lynhurtig remse af sig om menneskerettigheder som ikke virker som en reel henvendt kritik, snarere som en slags stærkt automatiseret, introvert summelyd, en søvndyssende drone-tone.
Dette er et af flere værker med udgangspunkt i situationen i Vest-Sahara, og det er ikke svært at forstå hvad Benammar har fået øje på denne gang, og som hun vil vise til os: To repræsentanter – begge melaninrige – bryder på hver deres måde klart med monotonien og bruger sine værdifulde sekunder på at adressere konflikten i Vest-Sahara hvor en langstrakt ørkenpassage langs Atlanterhavet, som traditionelt tilhører Sahrawi-folket, er under marokkansk okkupation. Den marrokanske repræsentant får lov til at respondere på dette, og simultanoversætteren får på komisk vis store problemer med at følge med på den ophidsede irettesættelse. Den korte version er: «Hold for helvede kæft!»
På BEK havde Benammar en performance hvor de buede hvide borde blev taget i brug til en diskussion af UPR. Vuvuzelaer og demoskilte blev tilbudt som værktøj i hænderne på publikum mens et panel af eksperter rev UPR fra hinanden. Imidlertid falder svaghederne ved aktivistens emotionelle politik i øjnene. Hvis UPR-processerne virker stivnede og forudsigelige er der heller ikke særlig meget rum for at Benammars publikum kan andet end at reagere indenfor et lige så stift skema bestående af enkle modsætninger.
Det er klart at jeg skal trutte i min vuvuzela og stå sammen med Sahrawi-folket og call out bullshit mod Europas pseudodemokratiske organisationer med deres indbyggede racistiske, kolonialistiske logik. Hvem i himlens navn kunne tænke sig at gøre andet? Ingen jeg kender, og dem som skulle mene anderledes kan jeg desværre slet ikke placere på HKS. Vi, de gennemskuende, behøver ikke engang at opsøge nogen særlig viden om Vest-Sahara-konflikten. Vi kan spadsere ud af HKS, indånde den frostklare bergensluft og have en god følelse af at have truttet på rette tidspunkt og for den rette sag. It’s a nobrainer.
Så spørgsmålene bliver altså ved med at brænde: Hvordan udøve reelt demokrati? Og hvordan skabe levende institutionelle rammer hvor dette demokrati kan praktiseres med reel forandring for de undertrykte som mål? I den anledning er kunstverdenen ganske ofte et brilliant, processuelt eksperimentarium, men der er nok ingen forandring i sigte hvis svarene er givet på forhånd, og effekten blot er lidt bedre humør og bedre fordøjelse hos en selvtilfreds kunstkritiker.
