I går blev det offentliggjort, hvordan midlerne fra Statens Kunstråds Billedkunstråd nye programstøttepulje bliver fordelt. Nyheden er ventet med en vis interesse i Danmark, da puljen skal afløse den tidligere driftsmiddelpulje til udstillingssteder. Det betyder, at Statens Kunstråd går bort fra at dække usynlige budgetposter som husleje, bygningsvedligeholdelse og administration, men i stedet giver midlerne, hvor resultater kan ses og måles: til programlægningen. Det er mere kontroversielt end det lyder, for det er en støttepolitik, der svarer mere til de private fondes end traditionel dansk kulturpolitik.
Flere penge direkte til kunstnerisk aktivitet lyder ellers godt. Men ordningen er ikke fri for at signalere øget kontrol og centraladministrativ indblanding. For at opnå støtte, skal udstillingsstederne bl.a. kunne fremlægge et udstillingsprogram, der rækker hele to år ud i tiden. Programmet skal være så «præcist som muligt» og demonstrere ét samlet kuratorisk princip for perioden. Der stilles flere eksplicitte krav til programlægningen: ud over en høj kunstfaglig standard skal man bl.a. vægte innovative publikumsinddragende formidlingstiltag og man skal vise, at man evner både at skabe lokal dynamik og fremme et internationalt netværk.
Den første bevilling på samlet 9,1 mill. danske kroner er blevet fordelt mellem ni kunsthaller og udstillingssteder og giver et praj om, hvilke institutioner Kunstrådet vil satse på i de kommende år. I en pressemeddelelse udsendt fra rådet bliver det fremhævet, at der i uddelingen er blevet lagt vægt på at støtte de kunsthaller og udstillingssteder, «der har de væsentligste udstillingsprogrammer, med den højeste kunstfaglige og kunstneriske kvalitet». Her bliver programmerne for Kunsthal Charlottenborg og Århus Kunstbygning trukket frem «som særligt forbilledlige». Begge kunsthaller imødekommer «udvalgets efterlysning af eksperimenter med formidlingen og indfriede ambitionen om at skabe et udstillingsprogram som udgør et sammenhængende hele». Århus Kunstbygning bliver desuden rost for at gennemtænke «finansieringsmulighederne». Om det er finansiering af programmet eller Kunstbygningens drift fremgår dog ikke. Men den sidste af de mange åbne formuleringer giver anledning til at overveje andre konsekvenser af den nye ordning: hvis både Staten og de private fonde kun vil finansiere indhold, events og gang i den, hvorfra skal midlerne så skaffes til de bygninger, hvor kunsten skal ses? Og til det personale, der skal administrere og sikre, at programpuljemidlerne bliver brugt til de lovede formål?
Det er væsentligt at holde sig for øje, at de udstillingssteder, som ordningen henvender sig til, udgør en form for institutionelt mellemlag, der ikke har de samme muligheder for at rejse penge til drift og personale som de kommercielle gallerier eller de store museer. Nok lægger Kunstrådet vægt på, at institutionen, der søger programstøtte, har ”kommunal eller lokal medfinansiering”. Men vil de trængte kommuner realistisk sikre driften af kunsthallerne fremover? Da driftsmidler i forvejen er svære at rejse, er flere institutioner også afhængige af at kunne leje deres lokaler ud i perioder, hvilket ikke altid er lige foreneligt med at køre efter en stram kuratorisk to-årsplan. Vil ordningen derfor inddirekte medføre, at flere udstillingssteder i fremtiden må dreje nøglen om? Grundlæggende må man i hvert fald spørge sig selv, om programstøttepuljens strikse, men let evaluerbare krav til institutionernes programlægning ikke vil medføre yderligere institutionel ensretning i en tid, hvor mange ellers klager over at alle udstillingssteder ligner hinanden?
…
Tildelingen til danske kunsthaller og udstillingssteders program, 2013 og 2014 (danske kroner):
Århus Kunstbygning 2.000.000
.
Kunsthal Charlottenborg 2.000.000
Brandts Klædefabrik 1.200.000
Kunsthal Nikolaj 1.200.000
Viborg kommune/Kunsthal Brænderigården 800.000
Kunstforeningen Gl. Strand 700.000
Fotografisk Center 450.000
Galleri Image 450.000
Gl. Holtegaard 300.000
