Jeg behøver kun at løfte blikket idet jeg træder ind i teaterfoyeren, før jeg spotter de to flerfarvede mannequinfigurer. Deres lemmer er splittet ad og spredt eller samlet på nye anatomisk fantasifulde måder i en serie af forskellige metalbalkoner. Ifølge formidlingsfolderen tilhører disse to opløste nøgne kroppe de tragiske figurer Romeo og Julie.
Udsmykningen Bodies on Balconies af Uffe Isolotto, som blev indviet for få uger siden, har hjemme i det nye Vendsyssel Teater i Hjørring. Den består af fem højthængende skulpturelle tableauer i foyeren, som refererer til fem værker fra teater- og filmhistorien i hvilke balkonen spiller en fremtrædende rolle. Hovedinspirationen for Isolottos udsmykning er den berømte balkonscene i Shakespeares Romeo og Julie, en scene som i eftertiden er blevet billedet på den uopnåelig kærlighed. En højst passende reference for udsmykningen, eftersom selve arkitekturen (af Schmidt Hammer Lassen Architects) i Vendsyssel Teater er inspireret af Shakespeares Globe Theatre i London.
Det elskende par skuer til hinanden; Romeo fra sin buede balkon udenpå black boxen over teatrets billetsalg, og Julie modsat fra sin brandtrappe, hvis arkitektur netop giver mindelser til diverse flugtscener i amerikanske film. Skulpturen med Juliefiguren henviser til baggårdsmiljøet fra Leonard Bernsteins musical West Side Story fra 1957, der netop er en videredigtning af Shakespeares romantiske tragedie. Både Romeo og Julies kropsdele samt balkonkonstruktionerne graduerer i 80’er-pasteller, hvilket skaber en sær artificiel atmosfære i foyeren.
På hver side af den skuende Romeo finder vi to andre skulpturer, der er udsmykket med «resterne» af hans krop. Hans hænder knytter sig, nærmest forseglende, til en fransk altan i art deco-stil. Skulpturen med Romeos løsrevne hænder tager afsæt i Lars Jacobs parodiske dragmusical Wilde Side Story fra 1973, hvis fødeby er Miami og fra hvilket sted Isolotto desuden har hentet skulpturens campede decor med ornamenteret gitterværk og slanke spejlpartier.
Udsmykningen er i det hele taget meget camp. De løsrevne kropsdele optræder snarere som en slags ornamentik og pynt end som lemlæstede kroppe. Den groteske pryd, der præger udsmykningsarbejdet peger i retningen af kunstens rolle som sminke. Dette er ikke ensbetydende med, at udsmykningen er overfladisk. Den handler snarere om grimassens og udklædningens transformative muligheder. Balkonen er for så vidt en grimasse, en arkitektonisk en. Bygningen der rækker tunge.
Siger man balkon, må man også sige Jean Genets skuespil Balkonen fra 1957. Og det er med udgangspunkt i det skuespil, at Isolotto har udformet en åben balkonstruktur, hvor hvad der er inderside og yderside er uvist. Anspændt og rettere akavet står Romeofigurens forskudte underdel på balkonen. Underkroppen peger i to retninger – en ambivalent transition, ligesom den dobbelthed der ligger i den åbne balkon.
Transition eller transformation er i og for sig udsmykningens store omdrejningspunkt. Skønt der er tale om to gennemgående karakterer, Romeo og Julie, er de ikke fastlåst i én rolle eller fanget i én krop, men midt i en rivende forandring. Så på trods af dette dialektiske forhold, som er på spil Romeo og Julie imellem, hvor de underkaster sig deres kærligheden til hinanden, går deres kroppe helt konkret i forbindelse med de andre skulpturer, som dermed gør op med tosomheden mellem to fuldkomne entiteter. Det virker derfor mere end oplagt, at en anden skulptur er inspireret af animéfilmen Your Name af Makoto Shinkai fra 2016, der er historien omkring en pige og en dreng som bytter krop.
Det var optur at gå rundt i foyeren og spotte skulpturerne. Udsmykningen aktiverer virkelig rummet og gør, at bygningen slipper godt fra sin ellers noget fortumlede arkitektur. Pludselig kan arkitekturen fungere som en koreografi, hvorigennem den besøgende kan anskue skulpturerne fra flere vinkler og højder. Således iscenesætter udsmykningen og bygningen indbyrdes hinanden. Og jeg kan lige se for mig, hvordan folk kommer ud fra salene i pausen og stiller sig an i baren eller langs gangbroerne med et glas vin og betragter skulpturerne, samtidig med at de ser på hinanden og selv bliver set.
Trods dette samspil mellem bygning, udsmykning og beskuer, så bevarer Isolotto stadig idéen om det klassiske kunstværk, defineret som genstande i rummet, ligesom scenen er bevaret i det klassiske teater. Selvom udsmykningen ikke består i et singulært værk, men af en serie af spredte skulpturer, så afgrænser udsmykningen sig til disse fem skulpturer. På den måde modsvarer Isolottos udsmykning og værkbegreb den klassiske teaterform, som Vendsyssel Teater repræsenterer, som bygger på scenen som grundpræmis. Nok er figurerne i værkerne gået i opløsning, men det er værkbegrebet ikke. Og på mig virkede dette klassiske greb. Skulpturerne påkaldte sig min fulde opmærksomhed gennem deres spektakulære fremtræden og jeg lod mig rive med af Romeo og Julies campede spleen.