Uden skyggen af #MeToo

Den danske kunstscene forbliver sandsynligvis uanfægtet af #MeToo. Forårssæsonen byder på vigtige 1970er-kunstnere, institutionskritisk gruppeudstilling og keramik af Picasso.

Ursula Reuter Christiansen, Skarpretteren, 1971. Still fra kortfilm, 35:00 min.

Danmark er et underligt land. Man befinder sig ofte i en osteklokke. Eksempelvis gik der ikke lang tid før #MeToo begyndte at vise sig som en levedygtig international bevægelse, før de danske meningsdannere fik travlt – enten med at reducere det til en hysterisk kampagne om «et klap i numsen for 15 år siden» eller med at fokusere på heksejagten på de stakkels mænd, som blev dømt uden rettergang. Det til trods for at det eneste navn, som indtil videre er nået de danske forsider, er Peter Aalbæk fra filmselskabet Zentropa, hvis gøren og laden har været offentligt kendt i flere år, ikke mindst fordi han aldrig selv har lagt skjult på det.

De andre historier, som er kommet frem – eksempelvis de 1000 vidnesbyrd fra kvinder i film- og teaterbranchen, hvoraf 100 blev oplæst på et københavnsk teater i december – har hverken offentliggjort navne på ofre eller krænkere. Så hvori består heksejagten egentligt? Det taler man ikke om i Danmark, hvor flertallet ikke hopper på den slags «kampagner» og hvor Hollywood-instruktøren Susanne Bier foreløbig er den eneste vægtige person fra den danske filmbranche, som har ytret sig positivt om #MeToo. Ingen af de tunge mænd indenfor branchen har mig bekendt offentligt støttet op omkring deres krænkede kvindelige kolleger. Det modsatte er der derimod flere eksempler på.

Derfor, når jeg ud af den fedtede osteklokke ser, at ikke bare den svenske kulturminister, men også dronningen og kronprinsessen, sidder på første række i et teater i Stockholm og lytter til 60 svenske skuespillere, som deler deres historier om seksuelle krænkelser, så kan jeg kun skrige til glashimlen: #NotInDK. Et sådan scenarie er simpelt hen utænkeligt på denne side af Øresund.

Udstillingsplakaten for Christiansen i høj sø, som åbner denne uge på Museet for Samtidskunst i Roskilde.

Dette skriver jeg ikke kun for at vade rundt i den dødsyge bagside af det såkaldte danske frisind, men for at redegøre for det klima, som sæsonens udstillingsprogram skal forstås i. Det er samtidig forklaringen på, hvorfor der i det følgende ikke omtales nogle initiativer på dansk grund, som har afsæt i det historiske moment, som MeToo-bevægelsen har afstedkommet.  

Kunstforåret starter ellers flot senere denne uge, når Museet for Samtidskunst i Roskilde åbner en soloudstilling med lyd- og Fluxus-kunstneren Henning Christiansen. Sandsynligvis er den mindre i skala end den imponerende retrospektive, som Den Frie viste i 2007, mens kunstneren stadig var i live, men øjensynligt mere specifikt kurateret af museets nye kurator, Magnus Kaslov.

Udstillingen med den nærmest Goodiepal’ske titel «Christiansen i høj sø» handler om en mindre kendt side af kunstnerens produktion, nemlig «den romantiske og følelsesfulde musik» til blandt andet film og tv, som Christiansen skabte i 1970erne. Måske udstillingen også er et tegn på, at museet har foretaget en u-vending og atter er tilbage på lyd- og performancesporet, som har kendetegnet institutionen i årtier, indtil direktør Birgitte Kirkhoff ved sin tiltrædelse i 2014 meldte anderledes ud?

Lige så meget glæder jeg mig til en anden Christiansen fra samme periode og samme kunstnergruppering på Møn, dansk-tyske Ursula Reuter Christiansen, som udstiller på Statens Museum for Kunst. Her også med et specifikt blik på en af kunstnerens hovedværker, filmen Skarpretteren fra 1971. «Det næste store øjeblik i historien tilhører os,» lyder filmens udgangsreplik med henvisning til den tids kvindefrigørelsesprojekt. Udstillingen beskæftiger sig blandt andet med, hvordan tidens feministiske miljø i Danmark og Tyskland tog imod filmen.

Det er i det hele taget velgørende at se, hvordan nogle af de danske institutioner begynder at favne 70’ernes vigtige kunstnerskikkelser sådan for alvor. I tilfældet Statens Museum for Kunst må det især tilskrives inspektør Birgitte Anderberg, som står bag denne og efterhånden også en del andre seriøse udstillings- og udgivelsesnedslag i perioden.

Jeffrey Silverthornes Lovers, Accidental Carbon Monoxide Poisoning, Morgue Work (detail), 1972-1974 er en af værkerne på Becoming Animal på Den Frie. Foto: Anders Sune Berg

Claus Carstensen tilhører omvendt en generation fra 80erne, som mange af de danske museer ikke har været bange for at investere i. Samtidig er man altid glad for at se hans navn dukke op som kurator, især når han er iført de kunsthistoriske handsker, som det tyder på, at han er med Becoming Animal, der åbner til marts i Den Frie Udstillingsbygning i København (og på Museet for Religiøs Kunst i Lemvig til maj). Med udvalgte værker fra Renaissancen og frem til idag præsenterer Carstensen kunstneriske udlægninger af, hvad det vil sige at være menneske, herunder, hvad det betyder, at mennesker, modsat dyr, er bevidste om at livet er afgrænset, har en afslutning. Et hurtigt blik på den lange og internationale kunstnerliste tyder noget mere interessant end hvad vi ellers er vant til på disse breddegrader.

Fastholder vi blikket på de kuraterede udstillinger finder vi først Re-Routing Nature, som åbner om få uger på det lille, men bundseriøse SixtyEight Art Institute i København. Kurateret af den herboende italienske kurator Irene Campolmi og med bidrag af blandt andre Jakob Kudsk Steensen, Adrian Missika og Rune Bosse skal det handle om «hvordan natur og teknologi i stadigt stigende grad indvikles og udvikles i nye retninger, som hybrider mellem det menneskeskabte og naturens egne love og systemer».

Jes Brinch, Udmeldelse af samfundet, 1993.

Post Institutional Stress Disorder (PISD), som åbner på Kunsthal Aarhus til marts, er en anden tematisk udstilling, som bliver til en gruppeudstilling henad vejen. Det er institutionskritik i bred forstand – nemlig om de institutioner, vi vokser op med, påvirkes af og omklamres af i løbet af et liv; skolen, fængslet, hospitalet etc. PISD åbner med et enkelt værk – Jes Brinch-klassikeren Udmeldelse af samfundet (1993). Herefter vil flere og flere værker blive tilføjet frem til slutningen af året, hvor udstillingen til lukketid vil rumme omtrent 40 kunstnere. Det er direktør Jacob Fabricius, der diagnosticerer og orkestrerer.

Der har været stille på kunstakademierne siden efterårets ophedede debat i kølvandet på Kulturministeriets rapport, der foreslog en sammenlægning af samtlige af landets kunstuddannelser. Men som Kunstkritikk fornyeligt kunne fortælle, så lever rapporten endnu, bare uden for offentlighedens søgelys. Et flertal af rektorerne har fået frem til slutningen af april til at komme med forslag til nye uddannelses- og institutionsstrukturer. Samtidig lader det til, at ministeren ikke kærer sig meget om den massive kritik, der blev rejst fra mange sider af, hvad angik selve rapportens grundlag. Den er fortsat udgangspunkt for den revidering af området, som er pålagt rektorerne. Det bliver en sand gyser at læse Kulturministeriets pressemeddelelser i maj måned.

Marionetdukke fra Wael Shawkys Cabaret Crusades: The Secrets of Karbala, 2014., som vises på ARoS til maj.

Det Jyske Kunstakademi, som er en af de ti institutioner, der vil blive berørt af den kommende omstrukturering, har i mellemtiden oprustet. To nyansættelser lover godt for det lille akademi med de ca. 40 studerende. Billedkunstnerne Sidsel Meineche Hansen og Honza Hoeck tiltræder som stedets nye professorer. Af pressemeddelelsen fremgår det iøvrigt, at Kunsthal Aarhus i samarbejde med KW i Berlin planlægger en større udstilling med Meinche Hansen i løbet af 2018. Dét ser jeg frem til.

Andre vil måske se frem til soloudstillingen med den britiske filmkunstner Isaac Julien på ARoS i februar eller, senere på sæsonen samme sted, til en stor præsentation af egyptiske Wael Shawky med marinonetdukker og hele pivetøjet, blandt andet den efterhånden berømte filmtrilogi Cabaret Crusades (2010-2015).

De som har fulgt Museum Jorn i Silkeborg den sidste årrække vil sikkert have bemærket, at institutionen har udvidet profilen, sådan at man nu også viser udstillinger, der ikke umiddelbart kan forbindes til Asger Jorn og venner. Sidste år bød pludselig på en soloudstilling med Andreas Slominski, som blev efterfulgt af en retrospektiv udstilling med Cindy Sherman og aktuelt, i februar måned, skrider det så helt ud i ler, når museet viser ni kunstnere (heriblandt Miquel Barceló, Alexandra Engelfriet og Lilibeth Cuenca Rasmussen), der arbejder eksperimenterende med leret som materiale. Anledningen er dog denne gang forbundet til Jorn, da det i år er 60 år siden «Jorn kørte sin scooter gennem det bløde ler i en baggård i Albissola i Italien, hvormed han satte tydelige dækaftryk på sit store relief». Lersporet kan i øvrigt følges helt til Humlebæk, hvor Louisiana disker op med mere end 150 keramiske værker af Picasso fra årene 1947-1964.

Inden foråret er omme har vi også åbnet en udstilling med art noveau-fænomenet Alphonse Mucha på Arken, en soloudstilling med Dan Graham hos Nicolai Wallner og én med Lea Guldditte Hestelund på Overgaden i København. Vi har også haft en udstilling for de pæne konceptnørder med Ed Ruscha på Louisiana og så slutter vi af med en postkonceptuel darling, når tyske Judith Hopf ruller ind på X-rummet på Statens Museum for Kunst.

Judith Hopf, Untitled (4), installation view, Praxes Center for Contemporary Art, Berlin, 2014. Foto: Eva Lechner.

Diskussion