Ti spørgsmål: Superflex

– Vi elsker problemer, siger SUPERFLEX' Bjørnstjerne Christiansen. Sammen med 8 forskellige kuratorer nytænker gruppen det retrospektive format med udfordrende udstilling på Kunsthal Charlottenborg.

SUPERFLEX, Flooded McDonald's, 2009. film, 21:00 min.
Superflex, Flooded McDonald’s, 2009, film, 21:00 min.

Den danske kunstnergruppe Superflex fylder 20 år og torsdag åbner Kunsthal Charlottenborg i København en retrospektiv udstilling, der i bedste Superflex-stil udfordrer gruppens værk, kunstinstitutionen og selve ideen om den retrospektive udstilling: Superflex har kurateret en gruppe på otte internationale kuratorer, som hver især har kurateret en unik Superflex retrospektiv udstilling. Alle otte udstillinger kan ses samtidigt på Charlottenborg. På åbningsdagen afholdes et seminar hvor flere af udstillingens kuratorer præsenterer deres projekter og diskuterer dem med gruppens tidligere og nuværende samarbejdspartnere, heriblandt Per Arnoldi, Martin Von Haller og Nikolaj Heltoft.

Gruppens tre medlemmer – Jakob Fenger, Rasmus Nielsen og Bjørnstjerne Christiansen – påbegyndte deres kunstneriske samarbejde i 1993. Siden har de skabt hundredevis af værker – eller Tools som de vælger at benævne dem; værktøjer, der ud fra en open source-strategi, udfordrer eksisterende økonomiske magtstrukturer og produktionsforhold, eller som viser hvordan du selv kan gøre det.

SUPERFLEX, Guarana Power, 2003.
Superflex, Guarana Power, 2003.

Gennem årene har trioens Tools bl.a. visualiseret sig i en oversvømmet Mc Donald’s restaurant, et biogasprojekt til udviklingslande, kakerlak-kostumer til museumsgæster, adskillige online tv-kanaler, kopier af FN sikkerhedsråds toiletter, en opera om tilblivelsen af den Mærk-finansierede opera-bygning i København, en sodavand, en brændende bil, en gratis øl, og et terapeutisk greb på finanskrisen – værklisten runder 400 Tools.

Uanset visuelt udtryk designer Superflex deres Tools ud fra en analyse af magtstrukturerne i given social, kulturel og økonomisk kontekst og hvis konteksten, som det er tilfældet, er en retrospektiv på Kunsthal Charlottenborg, så bliver konsekvensen, at man overlader sit 20-årige værk til otte forskellige kuratorer.

De inviterede kuratorer – Yuko Hasegawa (JP), Eungie Joo (US), Toke Lykkeberg (DK), Daniel McClean og Lisa Rosendahl (UK/SE), Adriano Pedrosa (BR), Agustin Perez Rubio (ES), Hilde Teerlinck (NL) og Rirkrit Tiravanija (TH/USA) – har skabt otte meget forskellige udstillinger. Agustin Pérez Rubios udstilling viser fx Superflex’ kunstnersamarbejder, Rirkrit Tiravanijas gruppens ikke-realiserede eller censurerede projekter og Eungie Joos et potentielt fremtidigt projekt. 

Der er mange bud på, hvad der udgør en Superflex retrospektiv – men det kan du hverken få Charlottenborg eller dem selv til at sige. Ikke ordret i hvert fald. Kunstkritikk har mødt Bjørnstjerne Christiansen, der forklarer, hvordan udstillingen, udover en nylig rejse til Nordkorea, har medført, at gruppen i de næste to måneder ikke må bruge ordet Superflex – samt hvad konsekvensen er, når han alligevel kommer til at nævne ordet i dette interview…

SUPERFLEX. Fra venstre: Rasmus Nielsen, Jakob Fenger og Bjørnstjerne Christiansen.
Superflex. Fra venstre: Rasmus Nielsen, Jakob Fenger og Bjørnstjerne Christiansen.

Hvad kommer vi til at se på udstillingen?

Det er en retrospektiv udstilling over vores kunstnergruppes praksis. Udstillingen skal forsøge at vise mangfoldigheden og kompleksiteten i vores måde at arbejde på, og derfor har vi valgt at udfordre dels det retrospektive format, dels de besøgende men også os selv ved at lægge et noget anderledes greb på den klassiske retrospektive udstilling. I stedet for at vælge én kurator til at sammensætte én stor opsummerende udstilling, har vi kurateret en gruppeudstilling for kuratorer, hvor otte vidt forskellige kuratorer har lavet hver deres retrospektive udstilling om kunstnergruppen. På den måde får vi også vores egen udfordring lige tilbage i hovedet, men det synes vi kun er væsentligt. Vi vil meget gerne pege fremad og udfordre vores egen måde at arbejde på. Det virker tit bedst ved at få andre til at bokse med os.

Hvad var så Jeres kuratoriske greb overfor kuratorgruppen? Hvilke betingelser havde de at arbejde efter?

De otte kuratorer fik indledningsvis opstillet nogle enkle spilleregler. Vi sendte dem en oversigt med samtlige værker vi nogensinde har lavet – over 400 – og ud fra den pulje skulle de så hver lave en retrospektiv med dels en udstillingstitel, et udvalg af værker, et forslag til udstillingsplan og slutteligt en kuratorisk tekst. Vi satte altså en foruddefineret begrænsende ramme for kuratorerne. Et sådant begrænsende greb har vi også brugt i mange af vores tidligere værker for at få fokus på indholdet i forhold til fx mængde og masse. Det kan fremtvinge et fokus at opstille begrænsninger, og for os har det vist sig at være en god praksis.

SUPERFLEX, I COPY therefore I am, 2011.
Superflex, I COPY therefore I am, 2011.

Har nogen af kuratorerne valgt det samme værk?

Ja, det er der flere der har gjort! Værkerne Flooded McDonald’s, Burning Car og stoleværket Copy Right går fx igen hos flere kuratorer, men det vidste vi jo i princippet ikke på forhånd. Vi håbede det, fordi vores «værktøjer» – også af os selv – bliver brugt så forskelligartet og fordi deling, genbrug og open source-filosofi er en grundlæggende del af vores praksis. Vores værker kan forstås og bruges på forskellige niveauer. Det kan være på et kunstteoretisk eller på et rent praktisk niveau. Det kan være en sodavand som du kan bruge filosofisk, teoretisk, økonomisk, som idémateriale – eller du kan bare drikke den. Også derfor giver det god mening, at værkerne bruges forskelligt i udstillingerne her.

Hvordan har det været at gense jeres 20-årige værk gennem otte forskellige kuratorers greb?

Det var været rigtig spændene og meget udfordrende. Det er otte meget forskellige udstillinger og kuratoriske greb som alle har udfordret os på vidt forskellige måder. Nogle af dem havde vi virkelig ikke forudset! Flere af udstillingerne er inspireret af vores egen praksis og vender den mod os selv, hvilket betyder at vi selv har været nødt til at indordne os og agere efter spilleregler og begrænsninger der er defineret af andre.

 Kan du give et eksempel på, hvordan en udstilling her har vendt jeres praksis mod Jer selv og udfordret Jer?

Det har de alle sammen på forskellig vis, men jeg kan da nævne, at vi lige er kommet hjem fra Nordkorea, fordi Eungie Joos greb indebar, at vi skulle på en research-tur til Nordkorea, for at indlede et potentielt fremtidigt projekt. At rejse til Nordkorea med Joo var en 12 år gammel idé – en «retroidé» – men af forskellige årsager blev turen aldrig realiseret. Først med denne udstilling blev rejsen gennemført og idéen blev altså genbesøgt med et fremadkiggende blik. Fordi rejsen er immateriel og projektet er fremtidigt er der ikke nogen produkter at vise på Charlottenborg. Det, der udstilles er dokumentationsfotografier fra forskellige møder og besøg under vores rejse.

SUPERFLEX, Foreigners, Please Don't Leave Us Alone With The Danes!, 2002.
Superflex, Foreigners, Please Don’t Leave Us Alone With The Danes!, 2002.

I har i flere tilfælde arbejdet med kontrakter, begrænsninger og med at sætte spilleregler op for jer selv og for givne aktører i Jeres projekter.  I denne retrospektive har I måtte give slip og overlade Jer selv og Jeres værker til andres rammesætninger. Hvordan har denne mere passive rolle været?

Det har været enormt positivt. Spændende og udfordrende. I forhold til udstillingen her, har det fx også haft en meget konkret konsekvens, via et element i Lisa Rosendahl og Daniel McClean’s udstilling A Value-escalating Machine. Deres udstilling tager udgangspunkt i nogle af de tidligere værker, som i høj grad problematiserer forhold omkring ophav, værdiproduktion og institution. Et af disse værker er fx Kontrakt med Det Kongelige Teater fra 2007, hvor vi indgik en kontrakt med Det Kongelige Teater der begrænsede deres ytringsfrihed og betød, at ingen af teatrets hundredevis af ansatte måtte bruge 10 bestemte vigtige ord for teatret i en måned – ord som «billet», «skuespil», «scene» og «teater». Kontraktbrud kunne resultere i fogedforbud og erstatningskrav.

Pressemeddelelsen udsendt fra Charlottenborg i forbindelse med kunsthallens retrospektive udstilling med SUPERFLEX.
Pressemeddelelsen udsendt fra Charlottenborg i forbindelse med kunsthallens retrospektive udstilling med Superflex.

Dette greb har Lisa Rosendahl og Daniel McClean så vendt mod os selv i form af en kontrakt indgået mellem dem, os og Kunsthal Charlottenborg. Kontrakten betyder, at ingen i kunstnergruppen, ingen af kuratorerne og ingen ansatte på Charlottenborg må bruge vores kunstnergruppes navn under hele udstillingsperioden. Faktisk er det trådt i kraft allerede – fra den 2. december og frem til udstillingen slutter, den 2. februar. Spørgsmålet er så hvad det betyder? Skaber forbuddet værdi? En ting er i hvert fald sikker: det skaber en masse problemer – men det elsker vi jo!

Så får det konsekvenser! Derfor bør man nok udfordre både os og institutionen lidt i udstillingsperioden! Bryder en ansat på Charlottenborg kontrakten går 10% af den dags omsætning til Akademielevernes Råd. På den måde flyttes værdien, og akademieleverne får indflydelse på, hvordan Charlottenborgs penge skal bruges. Samtidig får det folk til at overveje det faktum, at akademiet jo sådan set er en del af Charlottenborg nu. Kan eleverne få indflydelse på Charlottenborg? Ville det skabe en anden type engagement? For eleverne? For alle mulige folk?

Hvis en af os i kunstnergruppen bryder kontrakten er konsekvensen lidt anderledes. Hver gang vi bryder den skal vi offentliggøre det værk, som har mindst værdi for os; det værk vi har lavet gennem tiderne, som vi synes er dårligst. På den måde bliver vi tvunget til at kigge på vores praksis i de sidste 20 år og genoverveje projekterne. Det er uden tvivl en ekstrem sund proces, men det er også både pinligt og tåkrummende!

SUPERFLEX, Supergas / UTA, Cambodia, 2001.
Superflex, Supergas / UTA, Cambodia, 2001.

Hvad er det sket i jeres måde at arbejde på i løbet af de 20 år der er gået? Hvordan har jeres praksis og produkter udviklet sig?

De ting, vi laver handler egentlig meget om det samme, men med årene har vi selvfølgelig akkumuleret en masse viden, fået mere tyngde og også fået andre muligheder og spillerum. De meget tidlige ting handlede meget om at definere sig som gruppe, og det gjorde vi meget specifikt ved at brande os via vores navn, den orange farve, tøjet, osv. Vi forholdt os hele tiden til samfundet og vores praksis bestod meget i undersøgelser, fx af hvordan man kunne udvide kunstrummet ved at bokse med det. Vi prøver at bryde grænser, men vi forsøger samtidig at væres tro mod vores koncepter og gennemføre dem med hård hånd. Man skal være konsekvent for at få et ordentligt output og udtryk.

20 år er lang tid at arbejde så tæt sammen tre personer…

Ja, det er lang tid at arbejde tæt sammen tre mand. Men vi har kendt hinanden endnu længere. Mig og Rasmus mødtes allerede i gymnasiet så det var 6-7 år før vi blev Superflex.

 Du sagde lige Superflex, hvad sker der så…?

Årh ja, det gjorde jeg. Det er rigtigt. Åååh. Godt du optog det. Ja… det er svært. Det har du så bevismateriale for nu. Det vil Lisa og Daniel være glade for.

I forbindelse med den retrospektive udstilling har SUPERFLEX og Charlottenborg har indgået en kontrakt med kuratorerne Lisa Rosendahl og Daniel McClean, som blandt andet forbyder dem at bruge ordet SUPERFLEX igennem hele udstillingsperioden.
I forbindelse med den retrospektive udstilling har Superflex og Charlottenborg indgået en kontrakt med kuratorerne Lisa Rosendahl og Daniel McClean, som forbyder dem at bruge ordet ’Superflex’ i skrift og tale igennem hele udstillingsperioden.

 

Diskussion