Ti spørgsmål: Goodiepal

Goodiepal, eller GÆOUDJIPARL, eller SYGNOK er i kunstverdenen mest kendt for sine performances/lectures/koncerter, hvor han – nogle gange i timevis – forklarer, forelæser, rapper, synger om sit (livs)projekt, der mest af alt handler om forholdet mellem menneske og maskine – og om begrebet intelligens.

Det seneste 1,5 år har Goodiepal været ude på en lang rejse på en særligt hjemmebygget cykel med tag og indbyggede dynamoer, der kan generere elektricitet. Han har blandt andet været en tur i Norge, Sverige, Grønland, Island, Sibirien og USA og senest har han haft sin mor med på cykeltur til Amsterdam, hvor han også afholdt en koncert. Cyklen, som han kalder Kommunal Klon Komputer 2, og rejsen med den skildres i Goodiepals nye bog, El Camino del Hardcore, der omtales som «en selvbiografisk rejseskildring». Men bogen er langt mere end det. Den er en slags opsummering på «projekt Goodiepal» so far. Og det er denne bog, samt cykelrejsen, der vil danne basis for udstillingen hos Andersen’s Contemporary der åbner i København i morgen.

Goodiepal arbejder helt eksplicit med at få ordet «måske» ind som en faktor i den moderne interaktion mellem menneske og maskine. På den måde opererer han med mange forskellige alias’er, alt sammen for at skærpe den enkeltes egen hjerne, som bliver nødt til at aktiveres for at danne sammenhæng i de mange flertydige udmeldinger. Siden Goodiepal i 2008 blev fyret som lærer ved Musikkonservatoriet i Århus har han ført videreført sit koncept Radikal Computermusik (som han i øvrigt mener, er grunden til fyringen) ved utallige performances, udstillinger, aktioner og mediestunts. Bogen der lancerede Radikal Computermusik, «skolebogen» Mort Aux Vaches Ekstra Extra, er en bog, der ligger op til at skabe en fælleskomposition med Goodiepal. Bogen består mest af blanke sider, og udfordringen var at lave en komposition, der brød med tidsdimensionen A til B. Radikal Computermusik drejer sig altså om at forsøge at bryde med den lineære måde at skabe partiturer på. I den tanke ligger der dog en hel filosofi om at kræve større refleksion og poesi af den enkelte, i stedet for at skabe ad vante (eller scanbare) mønstre. For så ender vi med at stagnere, så går udviklingen i stå, og vi ender med at underlægge os maskinen, i stedet for at insistere på progressionen. Det hele for at vække an til dybere intelligens og erkendelse – og måske endda anspore til dialog med alternativ eller kunstig intelligens?

På invitationen til udstillingen der åbner hos Andersen’s denne fredag, ser man dig og din hjemmebyggede cykel, samt titlen El Camino del Hardcore – Rejsen til Nordens Indre. Du har brugt de sidste par år på at cykle rundt i verden. Ender rejsen her?

NIX, for alle audio_Svarene er ikke færdiggjorte endnu, så der er lang, lang vej at cykle… og så det handler ikke om at spille smart, det handler om at cykle hver dag også når hypen er død omkring mine cykelture.

I efteråret 2012 udgav du bogen El Camino del Hardcore, som du har beskrevet som «en selvbiografisk rejsebog». På hvilken måde indgår bogen i udstillingen?

Det er hele bogen, der er udstillet så at sige… og det eneste rigtige værk på udstillingen. Men her på Andersen’s har vi kaldet hele flåden til København, så den komplette Battlefleet Ghotic er i huset!

Kan du beskrive bogen – hvad drejer den sig om?

Bogen er delt op i tre dele. Den starter med en nedtælling; 6, 5, 4, 3, 2, 1 og så starter første del som er et partitur, en løsning af Mort Aux Vaches, så det er en fysisk trykt version af min løsning, der jo kun ellers findes i ét eksemplar. På denne måde kan den komme til debat.  Det var oprindeligt meningen at Roc (Jiménez de Cisneros, komponist, kunstner og medstifter af EVOL, red.) skulle have lavet et partitur på den anden side af mit partitur, men så begyndte han at interviewe mig i stedet for, og så sagde han at dét var et partitur. Og så blev jeg sur, og sådan fortsatte vi korrespondancen i flere år, og det endte på den måde med at blive min bog i stedet for vores bog. Så det er en korrespondance der har løbet over fire år. Han skriver med computer, jeg skriver med håndskrift, og der er en del stavefejl i den. Det har jo noget at gøre med at jeg har et problem med meget af den tekst, der udkommer lige nu. Jeg beskylder mange kunstnere, for at være det jeg kalder Wikipedia-kunstnere. Og det er ikke fordi jeg skal hænge Jakob Boeskov ud, men hvis du ser mange af Jakob Boeskovs værker så står der fx  «Cybertron» i pastelfarvekridt og så står der nedenunder hvad det er. Det synes jeg er noget forbandet lort, for hvorfor skal jeg vide at han kan gå på Wikipedia? Der er mange kunstnere, der ikke har forstået at vi har Google nu, og derfor skal Google ignoreres. Du har også en digter som Amalie Smith, som jeg har været lidt ude efter for tiden, for jeg synes egentlig hun er god, men hun er forfærdelig når hun giver sådan nogle flittiglise-svar om kvantefysik med x i 2. etc., som hun jo kun ved noget om fra nettet. Det er altså en viden hun har tilegnet sig, flot, men hvis du skriver en bog og så bare citerer Wikipedia, så synes jeg det er et kæmpestort problem. Som udgangspunkt synes jeg, at vil man skrive noget, så skal man gå den anden vej, og skrive noget der ikke findes på nettet i forvejen. Så alle billeder og al tekst i denne bog har ikke været tilgængelig på nettet i forvejen, det er ny viden. Så derfor er der også nogle facts som jeg fumler rundt i, der vil være nogle årstal, der er forkerte og noget er stavet forkert etc. Mit argument er, at da vi fik internettet, der havde vi en idé om, at NU ville vi få alle facetter af sandheden, men det eneste vi faktisk får, det er den samme information alle sammen. Det er fantasiforringende. Jeg er træt af det der, hvor der bare er skrevet tekst af fra nettet. Og det er et utroligt stort problem. Der må komme noget ny viden, ellers er der ingen skabningsberettigelse. Der bliver nødt til at være et opgør.

Dit opgør har i høj grad været konceptet omkring Radikal Computermusik. Bogen starter med din egen «løsning» på den udfordring konceptet indebærer: at skabe ikke-lineære partiturer, opløse tidslinjen og a-til-b-tankegangen. Hvorfor er det lige denne løsning, du har valgt at få trykt i bogen?

Det er jo et lettere spekulativt værk. Men jeg valgte at trykke det, fordi jeg ikke var sikker på at dette var en god løsning. Så kunne vi diskutere det. Det var en idé om at lave et event-fotografi. Hvis vi forestiller os at vi har forskellige punkter og vi forbandt de punkter, så ville vi få et grid, et komplekst netværk. De folk, der forsker i kunstig intelligens, siger, at hvis bindeleddene imellem de forskellige punkter er tilstrækkeligt avancerede, så kan der potentielt opstå en alternativ eller kunstig intelligens i et sådan grid. Derfor synes jeg det kunne være sjovt at prøve at lave et sådan grid. Og hvis man nu kunne fange en begivenhed imellem sider, ville der eventuelt danne sig et sådan energifelt. Så vi ser fx Henrik Plenge Jakobsen og undertegnede, der suger opium op i nogle glas i London. Værket hedder jo derfor Mort Aux Vaches Ekstra Extra – Henrik Plenge Jakobsen & SYGNOK i en omgang Control System tilegnet Mornus. Værket består af sider mine elever har lavet, og som jeg har byttet mig til. Så kan man selvfølgelig diskutere om man kan fange den event imellem alle disse sider. Det er selvfølgelig lettere spekulativt, men det bevæger sig i hvert fald ikke fra A til B, eftersom alle siderne var spredt ud på gulvet.

Nu er din løsning af Radikal Computermusik blevet trykt i bogen. Er det så kulminationen på Radikal Computermusik?

Jeg har jo i Radikal Computer Music & Fantastisk Mediemanipulation (en transskribering af en lydfil, der forklarer hele konceptet omkring Radikal Computermusik og en manual til Mort Aux VAches Ekstra Extra, begge udgivet af Pork Salad Press, red.) lovet at publicere 45 forsøg på at lave uscannelig musik, og jeg står ved mit ord. Den nye bog starter med at jeg bliver smidt ud fra konservatoriet, så det er en forlængelse af det. Men der er også noget om min barndom, om min familie og den slags. Og der vil helt sikkert være nogle faktuelle fejl. Så er der er noget om, hvor jeg bygger min cykel, og da jeg får dødstrusler og alt det, og så stikker jeg af og siger til Roc, at jeg vil sende ham en konklusion på Radikal Computermusik. Og det bliver så til A MESSAGE TO THE INTERNATIONAL HACKER COMMUNITY, som også er trykt i bogen og som er er en kodet tekst! For jeg mener at tekster skal leve, før de overhovedet fungerer. Så denne tekst er beregnet til at man performer den, og for at komme igennem den, bliver man faktisk nødt til at performe den, man bliver nødt til at læse den højt for sig selv med lydfilen. Så du kan ikke snyde med den, du kan ikke bare skimme den, du er nødt til at performe hele teksten, og ryger du ud af den, må du starte forfra. Det er jo faktisk mit opgør! Jeg siger her, at jeg ikke tror på at vi kommer i dialog med en alternativ eller kunstig intelligens i fremtiden, jeg tror vi vil blive ved med at skubbe det vi opfatter som intelligens længere og længere frem. Det er det, jeg er kommet frem til. Jeg tror ikke på at mennesket i den nærmeste fremtid har nogen som helst tanker om det møde. Vi vil blive ved med at sige at den stadig ikke er intelligent og så videre og så videre. Og på samme måde med dyr. Selv når delfinen kan sidde og spise med ved bordet vil vi sige, men det er jo kun et dyr! Og det tror jeg har noget at gøre med nogle desværre ret triste tanker. Jeg er meget interesseret i en fyr, der hedder George R. Price og R. A. Fishers teori om natural selection, som siger at vi i virkeligheden kun er interesseret i at gøre ting for vores egne – dvs. børn og blodlinier. Og derfor tror jeg ikke at vi overhovedet er interesserede i at gå i dialog med en alternativ eller kunstig intelligens. Og det synes jeg er trist, for hvis du møder et fremmed væsen fra rummet, så er udfordringen overhovedet at  acceptere at det er et selvstændigt væsen, og det mener jeg som udgangspunkt er vores menneskelige nysgerrigheds pligt at prøve at tænke sådan. Hvor de fleste hellere vil lukke af og sige, at det er det ikke.

Og herfra i bogen går vi så videre til sidste del med audio-svarene. Men inden da, er der jo to blanke sider. Og der kan man med fordel tage nogle billeder af nogle der spiser, og nogle der sover og lige klistre ind på de sider. Det er fordi, jeg har aldrig villet tale om mad, jeg har aldrig villet tale om søvn, og man kunne også tage et billede af sex, men det tør jeg altså ikke at sætte i, det ville være lettere grænseoverskridende.

Hvorfor skal kroppen ind derimellem interviewet og audio_svarene? Og hvordan hænger cykelturene sammen med bogen?

Det er bare lige for at skræmme mig selv. Men også fordi der har været meget krop her på det sidste i mit liv – tro det eller lad være. Altså meget med at cykle. Det hele handler om at cykle fra nu af, og så bliver det vildt for nu kommer audio_svarene.

Audio_svarene de ligger på denne her nøgle, og det er det eneste sted, de ligger. Men så bliver de også lagt op på nettet, når jeg hacker en hjemmeside, fx Distortions (årlig musikfestival i København, red.), og ligger dem op dér. Når de så finder det, sletter de linket igen. Men jeg håber at folk begynder at vide, at de findes. Men de bliver kopieret over på denne nøgle med et batteri, som jeg charger i min cykel. Dette er første led, og så bliver der afleveret en harddisc til Jacob Fabricius, hvor alle audiosvarene ligger på. Og den kan man frit låne hos Jacob. Den harddisc har et batteri med, så man kan putte den ind i sin computer, men når der så ikke er mere strøm skal man lade det op, og så må jeg forbi Jacob og køre en tur, så det kan blive ladet op igen. Men så har man kopieret det, og på den måde vil der være flere, der efterhånden har svarene. Så pludselig er man også lidt social om de der audio_svar i stedet for at de bare ligger på nettet til fri afbenyttelse. Så det er den måde de fungerer på. Men der er selvfølgelig nogen der ikke er lavet endnu, for hvis man fx har spørgsmål til Goodiepal om forskellige emner, evt. om noget der står i bogen, så kan man blive besvaret i et audio_svar. Fx har Amalie Smith fået et audio_svar, der forklarer hvorfor jeg kalder hende en duks. Grunden til hun bliver en diskussion er jo, at hun repræsenterer en måde at forholde sig til materialer på, som er indsamlende, men du kan jo ikke skrive en bog der refererer til hvor flittig, du er til at læse. Der vil jo opstå en tomhed i længden, hvis du bare siger, hvor dygtig du er. Så her kan man få et audio_svar.

Hvad drejer de audio_svar sig helt konkret om?

Jeg prøver med audio_svarene at lære alt, hvad jeg ved, fra mig. Det er jo det hele det her projekt handler om. Jeg laver jo ikke afsluttede værker, men værker i dialog, også med audio_svarene. For jeg er nået frem til at erkendelse er fælles: du kan læse dig til viden, du kan ikke læse dig til visdom. Hvis du vil forstå Nietzsche, må du jo leve Nietzsche og ikke bare læse Nietzsche, og det er dér filmen knækker for de fleste. Folk har ofte den ide, at de siger noget, der uendelig meget klogere, end personen ved siden af siger, hvilket jo kun er interessant, når de fremlægger den viden sammen med den person – det er jo i spændingsfeltet mellem dem, at der sker noget. Men det tog også mig lang tid at forstå. Det er jo kun den viden, som er i brug, og som vi har sammen, som er interessant. Der er utrolig meget snak om hvad intelligens er, men i virkeligheden tror jeg på, at det meste af min intelligens afhænger af dig – den ville slet ikke findes, hvis du ikke var her. Så bevidsthed er en social ting, og der kan vi ikke bruge Wikipedia-viden til noget. Og så bliver det jo skræmmende, for så må man jo ud i det, for hvis bevidsthed ikke længere er en individuel ting, men en social ting, så er vi pludselig et helt andet sted, og den skal man jo lige æde som udøvende billedkunstner, for så er man jo faktisk meget mere afhængig af sine omgivelser. Det er en skræmmende viden, for så er det jo slut med at føle sig som den udvalgte i gængs forstand. Du har en funktion.

Når nu det handler om lyd og komposition, hvorfor så ikke udgive det hele som e-bog? Hvad er det bogformatet kan?

Det holder ikke! Det jeg kan, som andre ikke kan, det er, at jeg kan få folk til at være interesserede i det, jeg beskæftiger mig med. Det kræver også en indsats fra min side, og et ansvar. En bog har jo langt større interesse, end noget der sker på nettet, fordi bogen bliver nødt til at blive givet fra hånd til hånd. Og bogen kan leve længere end nettet kan. Hjemmesider forsvinder, det gør bogen ikke på samme måde. Men audio¬_svarene, internettet, er lige så stor en del af bogen. Flere af svarene er bare en tegning i bogen, en fysisk dimension der blot er blot referencer til audio_¬svarene, men dog findes de også her fysisk. I en bog lagrer du en viden og en bevidsthed i objektet. Det gik op for mig, da jeg begyndte at give mine ting væk. Jeg begyndte at mærke, at jeg mistede viden fra de bøger og objekter jeg gav væk (Goodiepal har ad flere omgange holdt loppemarked over sin samlinger af bøger, plader og kunst, eller han har foræret sine ejendele væk, red.). Derfor kan et bibliotek fx ikke erstattes, for det er et kraftfelt på grund af den viden der er lagret i objektet.

Før din seneste bog, udgav du «hvidbogen» Mort Aux Vaches Ekstra Exstra (2008), som man godt kan læse som en fortsættelse af visse 1960er-kunstnerbogsudgivelser, hvor en del hvidbøger blev skabt, og samtidig som en fortsættelse af fx Henning Christiansens partiturer, hvor han netop også forsøgte at opløse tidsbegrebet, og indføre håndtegnigner og events i partiturerne.  Hvordan ser du dine bøger og dit projekt i forlængelse af disse ældre ting?

Jeg bliver tit stukket noget Fluxus i skoene, men det er jo ikke noget jeg har læst op på. Så måske er jeg mere Fluxus af nødvendighed, end jeg er af lærdom. Men jeg har da lavet et hyldestværk til Henning Christiansen. Efter 1. verdenskrig begynder man at fjerne individet fra det at komponere med fx Schönberg, og efter 2. verdenskrig begynder man at præge det med computermusik, men kalkuleret musik, for hvis vi kan opstille nogle formler for hvad musik er, kan det kun være godt. Og så liiiige før det hele kører ad computervejen i sluttresserne, så er Fluxus måske den sidste spasme før computeren tog over. Og jeg forsøger jo ikke at gøre op med computervejen, men jeg siger bare, at der bliver nødt til også at være nogle andre veje, for ellers sidder vi fast. Så derfor kan man godt sige at jeg tager handsken op, der hvor den blev tabt af fx Fluxus.

Hvis nu vi skal koge det helt ned; hvad er din dybeste mission som Goodiepal?

Det er et godt spørgsmål, men det kan jeg ikke svare på, for den ændrer sig jo. Goodiepal er jo i dialog. Så den ændrer sig lidt. På et tidspunkt ville jeg godt være sådan en Jean Michel Jarre-agtig type: en bo på landet, udgive en plade om året, have et stort studie, pladeselskabet-tager-sig-af-det-type. Men sådan blev det jo ikke. Så måske er der slet ikke nogen Goodiepal. Goodiepal er til brug. Man kan bare bruge ham. For Goodiepal har jo meget færre interesser end så mange andre; Goodiepal har ikke nogen børn, Goodiepal har ikke noget hjem, Goodiepal og så videre og så videre… Goodiepal kan godt lide at rejse derhen, hvor man har brug for en Goodiepal i de timer, det nu varer, og så bliver han også pænt gennet videre – det er jo mit lod. Og sådan har det altid været. Hvis jeg er for længe et sted, så bliver det hurtigt sådan, at «han er da også for meget»…