I foråret 2018 blev jeg inviteret til at lave en workshop på kuratorskolen DeAppel i Amsterdam, som i dag synes mere aktuel end jeg dengang kunne have forestillet mig.
Jeg gav workshoppen titlen «TAIATEOTWAWKI» eller «The Art Institution After the End of the World As We Know It». Titlen var inspireret af den såkaldte Prepper-bevægelses forestilling om The End of the Worlds as We Know It. Ofte forkortet TEOTWAWKI i intern kommunikation. Prepper-bevægelsen er et mere eller mindre formaliseret globalt netværk af folk, der på forskellige vis forbereder sig på verdens ende og ikke mindst på at overleve tilværelsen bagefter. Jeg havde beskæftiget mig med fænomenet i forbindelse med en udstilling med Søren Thilo Funder på mit udstillingssted X and Beyond (2015-2017), hvor jeg over to et halvt år kuraterede et program med fokus på «kunst i en katastroferamt samtid».
Workshoppen handlede dog ikke om preppere. I hvert fald ikke i traditionel forstand. Set-uppet var, at deltagerne blev delt op i grupper, der hver især skulle gentænke kunstinstitutionen i forhold til ét af tre fiktive scenarier. Grupperne kunne selv vælge om de ville fokusere på overordnede eller specifikke aspekter af TAIATEOTWAWKI.
Det første scenarie var J. G. Ballards roman Den druknede verden (1962). Året er 2145 og bestråling fra solen har smeltet polarisen. Det nordlige Europa og Amerika er blevet oversvømmede og er nu tropiske laguner, hvor evolutionen er løbet amok i en slags tilbagevenden til et forhistorisk stadie. Nogle mennesker kæmper for at genskabe den vestlige civilisation, mens andre omfavner de ekstreme vilkår som en ny verdens begyndelse. Opgave: Hvilke kunstinstitutioner vil opstå og overleve efter en sådan økologisk omvæltning?
Det andet scenarie var Cixin Lius romantriologi Remembrance of Earth’s Past (2008-10), også kendt som The Three Body Problem. Trilogiens plot er, at menneskeheden finder ud af, at Jorden vil blive invaderet af en fremmed civilisation om 450 år. Civilisationen er på jagt efter en ny planet at bebo, fordi dens egen er dømt til at gå under i en snarlig kosmisk katastrofe. Invasionen vil efter al sandsynlighed betyde enden på menneskeheden, men menneskeheden tager ikke desto mindre kampen op og forbereder sig på at modstå invasionen med lige dele avanceret videnskab, krigstaktik, filosofisk refleksion og lægmandsviden. Opgave: Hvordan vil viden om, at Jorden står over for at blive invaderet og menneskeheden udslettet om nogle århundreder påvirke kunstinstitutioners dispositioner og strategier i dag?
Det tredje scenarie var George A. Romeros epos på seks film om «The Living Dead» (1968-2009). USA er ramt af en zombieepidemi. Alle borgere er potentielle zombier, fjender, og stigmatisering og mistillid gennemtrænger samfundet. Det synes umuligt at komme epidemien til livs, og det amerikanske samfund befinder sig i en permanent undtagelsestilstand. Opgave: Hvordan agerer en kunstinstitution i en verden, hvor social interaktion er problematisk, og hvor vores medmenneskelighed er sat på prøve?
TAIATEOTWAWKI udsprang af min interesse i katastrofefiktion som et avanceret sprog til at italesætte og tænke forandring. Et sprog udviklet gennem årtusinder gennem utallige fortællinger. Og et sprog, som rummer en omfattende og helt unik viden om, hvordan mennesker og samfund håndterer de forandringer, katastrofer medfører.
Katastrofefiktionen opererer i den sammenhæng grundlæggende med to former for forandringsfortællinger. Dem, hvor katastrofen overvindes og den kendte orden reetableres. Business and power as usual. Ingen reel forandring. Tænk settingen i Neil Blomkamps film Elysium (2013), hvor kun de allerrigeste får lov til at bo på den idylliske rumstation, mens alle andre er dømt til et liv i forarmelse og forurening. Eller slutningen på Cormac McCarthys roman The Road (2006), hvor kernefamilien genoprettes som socialt ideal efter en katastrofe forårsaget af forældregenerationen. Og så er der dem, hvor katastrofen fører til en permanent og radikal forandring af samfundet, dets institutioner og borgere. Fx George R. Stewarts roman Earth Abides(1949), hvor hovedpersonen først fortvivlet navigerer et post-apokalyptisk USA, men ender med at omfavne det nye «primitive» liv og håbe at den nye verden ikke genopbygger den tidligere civilisation. Endelig er der meget apropos den aktuelle situation Stephen Kings roman Under the Dome (2009), hvor indbyggerne i den lille by Chester’s Mill bliver afskåret fra omverden af en gigantisk glaskuppel og følgende oplever en dramatisk ændring af sociale relationer og magtforhold.
De to former for forandringsfortællinger afspejler virkeligheden. Som journalist Naomi Klein har beskrevet i flere af sine bøger, så udnyttes katastrofer ofte af kapitalistiske interesser – som regel assisteret af politiske interesser – til at udvide sit territorium i samfundet og forsætte sin regeren, som om intet var hændt. Samtidig har antropolog Rebecca Solnit dokumenteret, at der bliver bygget paradiser i helvede, som titlen på hendes hovedværk lyder. De paradiser, som hun referer til, er de ekstraordinære fællesskaber, der gennem tiderne er opstået af katastrofernes aske, fællesskaber som har genopfundet og udvikle samfundet på nye, progressive måder.
I deres essensen handler de to fortællingsformer om henholdsvis at modarbejde forandringer eller at arbejde med forandringer og udvikle sig i et samspil med dem.
TAIATEOTWAWKI blev konceptualiseret som en reaktion på, hvad jeg oplevede som en træghed og manglende konsekvens i diskussionen af kunstinstitutionernes – og videre også kunstverdenens – fremtid i en verden i voldsomme forandringer på så mange parametre. Forandringer af en sådan karakter og et sådant omfang, at det ikke i min optik gav mening bare at forsætte med de samme formater og strukturer, mere eller mindre som om intet var hændt. Forsætte med et accelererende antal biennaler, en flyvende sværm på titusindvis af kunstarbejdere, forbindelser til en elitær og dubiøs kapitalisme etc. etc.
Økonomisk, økologisk og socialt var det set fra mit katastrofeperspektiv ikke et bæredygtigt system. Men kun ganske få talte seriøst om at ændre systemet, endsige stillede kritiske spørgsmål til det. Ironisk nok samtidig med, at institutionerne udstillede kunstnere, hvis værker direkte adresserede forandringerne. Det var som om forandringerne ikke blev taget rigtigt alvorligt. Om det skyldtes manglende vilje, magelighed, en beskyttelse af magtinteresser eller noget fjerde skal jeg ikke kunne sige, men jeg blev uanset frustreret over udeblevne visioner for kunstinstitutioner som konkret reflekterede og involverede sig den verden vi lever i. En verden med klimaforandringer, sociale forandringer og teknologiske forandringer. For bare at nævne tre af de væsentligste.
Derfor TAIATEOTWAWKI.
For i kontekst af et katastrofescenarie er der ingen vej udenom. Forandringerne skal tages alvorligt, bogstaveligt. I katastrofefiktionens scenarier kan kunstinstitutionerne ikke forblive i deres boble. De kan ikke tage sig selv for givet. De må tage højde for en konkret virkelighed, hvor al tradition og normalitet som udgangspunkt er suspenderet, og den eneste måde, hvorpå de kan overleve er ved at besvare den nye forandrede verden med visioner.
Workshoppen var bevidst radikal i sit anslag med sit valg af scenarier, for at modvirke at deltagerne, der primært bestod af kuratorstuderende, arbejdede pragmatisk og konventionelt med opgaven. De skulle løsrives fra deres comfort zone og anspores til at omfavne en mere fri spekulativ gentænkning af kunstinstitutionen, dens konkrete form såvel som de principper den bygger på. Frigøres fra en diskursiv tankegang, for hvilken det er lettere at forestille sig enden på verden, som vi kender den, end at forestille sig enden på kunstinstitutionen, som vi kender den. Det virkede.
Workshoppen førte til både inspirerede og pointerede diskussioner, hvor fantasi overtrumfede teori som kritisk redskab. Tækningen med den givne situation overtrumfede hensynet til (opretholdelse af) kunstverdens økonomi og hierarkier. Mere konkret udmøntede diskussionerne sig i en serie flow charts ellere mind maps med en mangfoldighed af ord, billeder og diagrammer. Der var ikke så meget tale om deciderede løsninger, som om skitser til nye åbninger af kunstinstitutionen som økologisk, socialt og kosmisk situeret. Baseret på spørgsmål som ingen før havde stillet. Skal zombier have adgang til museer eller skal museet være et fristed, hvor den øvrige befolkning er beskyttet mod dem? Skal kunst hjælpe os med at forsvare os mod invasionen fra rummet, i så fald hvordan, og er det kun kunst som har en sådan funktion der skal vises i kunstinstitutionerne? Er fremkomsten af et præhistorisk plante- og dyreliv en integreret del af kunstinstitutionen i en oversvømmet verden?
Inden for rammerne af den dominerende kunstinstitutionelle diskurs er sådanne spørgsmål måske latterlige, useriøse. Men responsen fra deltagerne i workshoppen bekræftede mig i, at det ikke desto mindre er den slags spørgsmål, vi bliver nødt til at begynde stille for at kunne forestille os kunstinstitutionen i en verden, som forandrer sig hinsides, hvad vi kan forestille os.
I lyset af den aktuelle situation, hvor kunstinstitutioner verden over har været lukkede i mere end en måned og endnu ikke ved, hvordan og hvornår de igen kan åbne, «udgiver» jeg hermed konceptet til TAIATEOTWAWKI som open source. Det vil sige, at alle interesserede kan afvikle workshoppen og tilpasse den til egne behov kvit og frit, hvis bare jeg krediteres som udvikler.
