Det første man lægger mærke til er lyden – eller det, som skal vise sig at være flere samtidige lyde. Og fra trappen ned til Kunsthal Aarhus’ underetage har man nærmest hele overblikket: Otte kunstnerdimittender fra Det Jyske Kunstakademi er fordelt i det store rums ufarlige og nærmest hjemlige 1990er institutionsarkitektur med generøst ovenlysindfald.
Og netop lysindfaldet omkring kl. 15 på denne fredag rammer og indrammer præcist to små dråbeformede bronzeskulpturer, der er placeret midt i rummet og får dem til at sitre på de håndslåede metaloverflader. Skulpturparret udgør en tredjedel af Johanne Lykke Poulsens Various Water, som rummer to øvrige par: monokrome, lyseblå malerier, der hænger side om side. Dertil kommer to højttalere stramt placeret, ligeså side om side, på gulvet som afspiller et stykke musik. Tre parvise udsagn, som kaster lidt sfærisk energi efter hinanden og ikke mindst – i tilfældet med musikstykket – sendes energierne videre og indhyller hele udstillingen i et soundtrack, som konstant duver i baggrunden og (pastel)farver resten af udstillingsoplevelsen på en egentlig ret behagelig måde.
Symmetrien og det auditive afsæt fortsætter i Nat Bloch Gregersens installation I min mund, hvor i særdeleshed et tykt og kødeligt indfarvet gulvtæppe og en poetisk tekst fremført helt tæt på mikrofonen placerer én helt inde i kunstnerens mund. Teksten kan høres i de to par høretelefoner, som i installationen er placeret på to måske lige lovlig cool aluminiums- og plexiglas-piedestaler. Her kæmper designæstetikken måske en smule med den hotte og fint poetiske lydside, som er friere og mere flirtende; det er som at høre Inger Christensen’sk poesi læst op af Scarlett Johansson.
Ingen nyuddannet kunstner kan længere drømme om at stille sine skulpturer på en sokkel og disciplinen skulpturelle objekter på gulv (og til dels op ad væggen) er en velkendt genre i disse år. I Julie Stavads skulptur-serie Silence does Siblings poseres der i materialer som sæbe, beton, stål, ler og de mest vellykkede er en omvendt kuppel af netop hvid glat sæbe og to stabler skosåleformede stykker stål. Det sværeste, og derfor nok også bedste, ved denne serie værker er, at de placerer sig et sted mellem abstrakt materiale-undersøgelse og figuration.
Holdets særeste og mindst tendentiøse værk er af Søren Krag, der i Microsoft Paint har malet mønstre printet ud som bløde tapeter, der på afstand ligner vævninger, men som tæt på afslører sine pixeleringer. Tapeterne beklæder væggene i en alkove skabt til lejligheden i en art triptykon, der gentages i de tre små B&O TV-apparater, der udsender en brummende lyd og er placeret på – hold fast – rødt Astro Turf. Det er alt i alt en særegen kombination af orientalisme og design som et ornamenteret mise-en-abyme á la Dubai og mens man fortaber sig i mønstrene kan man spekulere over, hvorfor installationen har fået den ubehjælpsomt poetiske titel Make fruits cascade down and their sweet aroma fill the air on the sea of apple trees at the foot of Chol Pass, som er et af Nordkoreas nye officielle slogans udsendt i anledningen af statens 70 års jubilæum.
Mere lokalt forankret er det platformslignende projekt PROlab af Mathias Tornvig, hvor publikum bydes på kaffe og inviteres til at interagere i et bruger-genereret computerprogram, der bygger animerede 3d-former. Kunstneren har også etableret en lille bås, hvor man udstyret med lup inviteres til at læse en tekst om tankerne bag projektet, der i omfang spænder fra et stort Yamaha-flygel over neskaffe, kunstnerens egne skriblerier, Lademanns leksikon og screeninger af egne videoer samt en generøs inddragelse af små interventioner af de andre kunstnere fra årgangen såsom kaffekopper og skitser. Installationen og platformens studenter-fluxus virker som en måde at trække skolens tid og rum videre i udstillingen; at pege på den proces det er at studere og at fremvise det kunstneriske arbejde som proces, dialog og socialitet frem for en produktion af helstøbte og samlede udsagn.
Udstillingens kurator, som også har redigeret og skrevet udstillingens katalog (hvis grafiske opsætning ligner Mousse Magazine nærmest så meget at det næsten kammer over), Maria Kjær Themsen, fremhæver i sin formidling af årgangen det sanselige fællesskab i værkerne.
På min tur rundt i udstillingen lægger jeg dog mest mærke til det ordnede og symmetriske – blandt andet i Emilia Rosenkrantz’ værk bestående af barndomserindringer præsenteret på (endnu) et B&O-TV placeret ved siden af et komfur, hvor de to elementer mimer hinandens dimensioner og tilsammen udgør en erindringsscenografi.
Også i Stefan Bakmands maniske men fine tegning- og kunstnerbogs-projekt Vi bor på en planet ser jeg symmetrier og systemer. Sune Lysdals projekt, der består af en meget subtil lydinstallation på trappen, samt af to sæt spejle på kunsthallens toiletter ordner sig i og for sig også parvis.
Denne gennemgående symmetri vælger jeg her at fortolke som et billede på, hvordan man i afgangsudstillingens regi «ordner» sig som nyudannet kunstner og at man i de fleste tilfælde helst fremviser sin forestilling om et helt og fuldendt værk. Ja måske er det ligefrem det, som forventes af uddannelsesinstitutioner og ikke mindst af de ministerier, der forvalter uddannelserne; at man skal vise sit færdige værk, og igennem det berede sig på livet som kunstner.
Kun udstillingens lyde forstyrrer og destabiliserer egentlig ordenen, og det gør slet ikke noget med den slags forstyrrelser.
