Åbningsdagen for Kunsthal Charlottenborgs store efterårsudstilling Heksejagt står mærkeligt klart i min hukommelse, selvom det nu er nogle uger siden. For midt i alle meldingerne fra et nervepirrende dødt løb mellem Biden og Trump, tikkede der en nyhed ind om, at en gipsbuste af Frederik V var blevet fjernet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi og smidt i havnen. Og så blev heksejagten pludselig anderledes aktuel. Det vender jeg lige tilbage til.
Udstillingen er kurateret af Alison Karasyk og Jeppe Ugelvig og trækker lange tråde fra 1500-tallets hekseforfølgelser i Danmark, Norge og Sverige til social hetz i vores tid. Den blander kobberstik med lovbøger, dæmoniserende rejseskildringer og flere endda helt nye værker – og bevæger sig fra Sápmi til Bloksbjerg og fra kvindehadets mange skikkelser til kolonialismens eftervirkninger. Det er svimlende ambitiøst!
Men lad os starte ved et lille træsnit af den tyske jurist Ulrich Molitor fra 1489. For ifølge vægteksten er det den ældste illustration af heksen, som her ses kvindeligt kønnet med appelsinformede attributter under lange gevandter. I grunden et ganske harmløst billede, hvis ikke det var for titlen, der lyder som en sær besværgelse, De Lamiis et Pythonicis Mulieribus (Om hekse og spåkoner). Og bare ti år senere er heksen allerede forvandlet til den forførende satan, vi kender. Ridende baglæns på en ged og dansende nøgen med sine veninder som på Albrecht Dürers fænomenale kobberstik fra perioden. Så er der ellers fyret op for renæssancesexismen.
Og jo, der var også mange mænd, som blev beskyldt for at stå i ledtog med djævlen, men for kvindernes vedkommende skete det oftest bare uden mulighed for at forsvare sig juridisk – og som bekendt blev tusinder brændt på bålet.
I sit nye værk Salon des Refusés (2020) inviterer Rasmus Myrup heksen og en broget flok af underlige væsner og sociale udskud fra den danske folketro til et natligt heksebal. De er udstoppede med hø, kviste og andet brændbart – ligesom de dukker, vi lader gå op i flammer hvert år til Sankt Hans. Men Myrups hekse er chic klædt på, og med ben så lange som træstammer lufter de deres racercykler og sikkert også uforbeholdne meninger om alt og alle. For man genkender straks interiøret som borde og stole fra Apollo Bar; Samlingssted for byens hipstere, modefolk og andre typer – og pludselig er klientellet i Myrups salon ikke længere outsidere men insidere; helt inde i varmen en sommeraften på Charlottenborg.
Også hos Aviva Silverman får heksen en slags kulturel oprejsning, når hun med et queerfeministisk trylleslag forvandles til politisk ikon i værket Queen City Special (2020). Her finder man flere fremtrædende personer på patriarkatets dødsliste, såsom aktivisten Emma Goldman, forfatteren Ceyenne Doroshow og kongresmedlem Alexandria Octavio Cortez, som minutiøst udførte miniaturer og glade paradedeltagere i et lille modeljernbaneoptog. Det er ret underholdende. Men hvor Myrups hippe heksehangout vinder med sin afslappede selvironi, får man her alligevel lidt en bismag af tidens mere letfordøjelige feminismes forsøg på at gøre heksen til en slags superstjerne.
Det bliver dog ved en flirt for udstillingens del. For den historiske heksejagt er først og fremmest dyster historie, som stadig kan læses i vores magtstrukturer idag.
Det peger en nøgen Pia Arke blandt andet på i filmværket Arctic Hysteria (1996), hvor hun ses kærtegne et stort fotografi af sin fødeegn, Nuugaarsuk, som hun efterfølgende river i stumper og stykker. Det ligner udefra set et psykomagisk opgør med landskabet, som man ikke kan undgå at kæde sammen med den destruktive danske kontrol over Grønland.
Ligesom Máret Ánna Saras Gielastuvvon (2018) peger på de kritisable forhold for oprindelige folk i nutidens Norge. Her hænger flere lassoer af en særlig type, som anvendes af samiske rensdyrhyrder, ned fra loftet som drabelige løkker. Det er enkelt, men budskabet trænger klart igennem. I øvrigt er værket en fortsættelse af Pilé o Sápmi fra 2016, hvor Sara stablede intet mindre en 200 rensdyrhoveder op foran den norske domstol. Et kunstnerskab, som jeg ellers kun læser om i nærværende kunsttidsskrift, og som derfor er så opløftende at møde på en udstilling i København. Især når man tænker på, at den målrettede forfølgelse af Samer jo fandt sted under vores egen Kong Christian IV.
Man kunne fortsætte med at liste eksempler, for det er med alle disse mange forbindelser, som udstillingen knytter hen over hele århundreder og halve jordkloder, at den føles så vigtig. Men det, der begynder som en spændende tidsrejse fra dunkle kobberstikfyrsters misogyniske billedgørelse af heksen får også hurtigt stemning af studierejse, når man bevæger sig gennem salene, som var de kapitler i en kuratorisk afhandling om emnet. Stille og roligt afdækkende og uden de store selvmodsigelser. Det er der jo for så vidt ikke noget galt i, selvom det heller aldrig bliver rigtigt jagende at færdes i udstillingen.
Selvfølgelig er der undtagelserne, som når Sandra Mujingas røde drage Ghosting (2018) rejser sig fareturende bagest i rummet, som ville den både angribe og kaste sig beskyttende ned over én. Både puste sig op og være monumental og samtidig et flygtigt antimonument.
Eller når man overraskende nok finder en af Louise Bourgeois helt tidlige skulpturer midt i det hele. Den mangebenede bronzefigur C.O.Y.O.T.E. (1947-49) med den ferske lyserøde farve, som den blev malet over med engang i 1970’erne til ære for grundlæggeren af den første amerikanske rettighedsorganisation for sexarbejdere. Så befriende malplaceret med sin mærkelige, solidariske skulpturkrop, der bare står og arbejder på et helt andet abstraktionsniveau end nogle af sine medværker.
Hvad man i øvrigt mener om busteaktionen – for til slut følge op på min cliffhanger indledningsvist – så er mediehetzen mod den nu bortviste institutleder på Det Kongelige Danske Kunstakademi de sidste uger skræmmende nok begyndt at ligne en ægte heksejagt.