Som benzin i en vandpyt

De svenske, abstrakte malere Ragna Bley og Inger Ekdahl deler en interesse for automatiserede processer. Til gengæld klæder deres værker på Malmö Konsthall ikke hinanden.

Ragna Bley, Installation view, Malmö Konsthall, 2020. Akryl på lærred, 255 x 390. Foto: Helene Toresdotter. Courtesy kunstneren.

På overfladen har de ikke meget tilfælles, Ragna Bley og Inger Ekdahl, ud over, at de begge er svenske, kvinder og arbejder med abstrakt maleri. På Malmö Konsthall har man sat netop disse to sammen i en præsentation, der kun bærer de to kunstneres navne – som var der så lidt sammenfald i deres praksis, at det ikke var muligt at finde en fælles titel til at indramme sammenstillingen.

Det er Ragna Bley (f. 1986), der fylder klart mest i udstillingen. Hendes enorme malerier hænger i wiretråde fra loftet som en lang procession igennem størstedelen af udstillingsrummet. Her er to forskellige serier af værker præsenteret bagside mod bagside, så man får en oplevelse, når man bevæger sig fra indgangen ned imod bagvæggen og en helt anden, når man går den modsatte vej. 

Den ene serie har et blødt, transparent og organisk udtryk, som opstår fordi Bley arbejder med stærkt fortyndet akrylmaling på ugrundet lærred. Pigmenterne flyder skiftevis ud over lærredet og trækker spor af de forskellige farveintensiteter, der opstår i takt med, at vandet fordamper, og suges ind i underlaget, som nærmere synes indfarvet end bemalet. Henover disse plamager af farve, der glider ind i hinanden, opløses og udviskes, har Bley nogle steder trukket bestemte strukturer op med tydeligt definerede penselstrøg, som for at genvinde et element af kontrol over de frit flydende plamager, eller måske genindføre et figur-grund-forhold de ellers fladeorienterede malerier. 

Teknikken minder om Helen Frankenthalers soak stain-malerier fra 1950’erne og frem; en slags action painting, hvor fortyndet maling fik lov at danne sine egne mønstre på det ugrundede lærred, hjulpet på vej af Frankenthaler, der tiltede de våde lærreder fra side til side, for at danne spor af løbende farver.

Følger man processionen af malerier i den modsatte retning, møder man en serie, Truckers (2019), der gør det præcis modsatte. Her er lærredet erstattet af pvc, hvorpå Bley har arbejdet med en lak, der netop ikke kan trænge ind. I stedet lejres lakken som søer på overfladen af værket, hvor den har fået lov at tørre så plastikmaterialet buler og krøller under det. De forskellige lakfarver glider ind og ud af hinanden, blander sig nogle steder, mens de andre steder ligger ved siden af hinanden og danner den slags mønstre, der opstår, hvis man drypper benzin i en vandpyt. 

Ragna Bley, Truckers (detalje), 2019. Digitaltryk og lakfarve på PVC. Foto: Helene Toresdotter. Courtesy kunstneren.

I begge serier er det bemærkelsesværdigt, hvor stor en rolle, det tomme lærred spiller. På grund af den lettere ustyrlige proces, står store – og må man formode forholdsvis vilkårlige – dele af billederne uberørte hen, uden spor af hverken lak eller maling, og danner negative former, der spiller ind i den samlede komposition. 

Truckers-serien er der på pvc’en trykt et mønster af korte ord; Lie, Be, Arm og lignende – som for at give den tomme baggrund sit eget hemmelige sprog. For ligesom lakken ikke trænger ned i underlaget, lykkes det mig ikke at trænge ind i dette sproglige lag, der ifølge presseteksten er «referencer til science-fiction litteratur, videnskab, biopolitik og andre emner, der er vigtige for Bley». 

Når det sproglige lag i den grad underspilles i udstillingen, er det selvfølgelig fordi, man har ville holde fokus på det maleriske. Det er helt i centrum i en tredje serie, der er placeret i kunsthallens baggård, hvor fem lærreder, der er delvist bemalet med farvepigmenter og organisk materiale som kaffe og the, står og venter på, at vejr og vind skal færdiggøre arbejdet. Da jeg er forbi nogle dage efter åbningen, er der endnu ikke sket det store, men man må gå ud fra, at de kommer til at ændre karakter i løbet af udstillingsperioden, når regn og fugt får pigmenterne til at flyde ud og løbe ned af lærrederne.

Det er denne proces, et sted imellem kontrol og spontanitet, der forbinder Bleys store farveeksplosioner med Ingrid Ekdahls små, næsten monokrome formater. Ekdahl (1922-2014) var en modernistisk pioner i Sverige og blandt de første kvinder, der arbejdede non-figurativt. Som det ofte er tilfældet med kvindelige pionerer, har hun været relativt underkendt indtil for nylig. 

På Malmö Konsthall har man derfor valgt at præsentere hele hendes oeuvre i en kronologisk ophængt retrospektiv med værker, der strækker sig fra 1950’erne og frem til hendes død. Her kan man følge hendes udvikling fra action painting til de superstramme kompositioner, hun kaldte «Harmonigrams», og som prægede hendes sene år. Især de sidste er interessante; helt symmetriske og sirligt opbyggede geometriske figurer, der som optiske illusioner bevæger sig ud af fladen og bliver tredimensionelle fremstillinger af rytme og bevægelser. 

For mig giver sammenstillingen af Bley og Ekdahl ikke meget mening. De har, bevares, en fælles interesse for automatiserede processer, og der kan være en pointe i, at værkerne i begge kunstneres tilfælde synes at sitre i en netop størknet bevægelse. Til gengæld klæder de ikke hinanden specielt godt rent visuelt. Ekdahls fine små formater forsvinder nærmest helt i det smalle halvmørke baglokale, de er forvist til, for at give plads til Bleys enorme værker. Disse bliver til gengæld ikke konceptuelt og sprogligt udfoldet. Måske fordi man har ønsket at holde fokus på det, de to kunstnere har til fælles: at de begge er kvinder, der arbejder med abstrakt maleri og automatiserede processer. For mig at se er det et lige lovligt tyndt grundlag at præsentere en duoudstilling på.

Inger Ekdahl, uden titel, 1974. Olie på lærred, 65 x 65 cm. Courtesy Ystads konstmuseum.

Diskussion