Det forlyder, at rummodulet Philia hoppede to gange før den borede sine harpuner ned i kometens overflade og sikrede sig fodfæste. Det er nu en måneds tid siden. Kort forinden havde Philia, som angiveligt har størrelse af en vaskemaskine, separeret sig fra rumsonden Rosetta, som den havde rejst med de sidste 10 år. I de syv timer, der fulgte fra Philia forlod sin mor og fik fæste på kometen P67/Tjurjumov-Gerasimenko kunne man via live streaming følge de spændte forskere, astrofysikere og ingeniører, i ESAs kontrolrum overalt i Europa. Det var første gang nogensinde at et fartøj – i det mindste så vidt man er orienteret fra planeten Jorden – landede på en komet.
I de følgende dage indløb meddelelser som var en Sci-fi-roman værdig: «Risiko for at Philia fryser ihjel,» «Philia har fundet organisk materiale,» og «Philias batteri er dødt!» Og mens forskerne forsøgte at overdøve mere populærvidenskabelige udlægninger, var det i sandhed nogle pudsige dage, hvor hårdkogt astrovidenskab gik hånd i hånd med surreelle, tilnærmelsesvis corny, medieoverskrifter med nyt fra rummet. Det hele var underligt på en herlig abstrakt måde. Hvordan kan et så højt specialiseret stykke rumteknologi, der har tilbagelagt en strækning på 6,4 milliarder kilometer, eksempelvis gå ud for batteri? Der blev sågar udsendt en lydfil med kometens sang!
Netop i det campede krydsfelt – eller kortslutning – mellem hard science og science fiction befinder sig Lutz Bachers aktuelle udstilling, Into the Dimensional Corridor, som ankom til Statens Museum for Kunsts yderste rum, X-rummet, godt en uge før hændelserne på kometen. Beliggende forenden af den såkaldte Skulpturgade, der adskiller den modernistiske tilbygning fra den historicistiske museumsarkitektur, ligger planeten SMK/X-rummet ret så meget for sig selv. Og i tilfældet Bacher er der, måske for første gang, tale om en udstilling, som medtænker dette element af institution-i-institutionen. Ligesom det er første gang, at den lidt spøjse grafiske markør – en masse X’er, som pryder trappen op til rummet – kan ses i diskret forlængelse af udstillingens elementer af Sci-fi og eksperimentalfysik.
Det er også umiddelbart en ganske alienerende oplevelse at træde ind i den «dimensionelle korridor,» ikke mindst fordi man i et splitsekund har fornemmelsen af at blive betragtet – af Odo, Quark, Major Kira Nerys og Thomas Eugene Paris fra tv-serien Star Trek, der står spredt rundt i rummet, i realiteten flade, opretstående papdukker af den slags, man sætter op i biografen til promovering af blockbuster-film. Men menneskefigurer i størrelsen 1:1 har uanset materiale altid haft en særlig effekt. Det ved enhver skulptør. Og denne amerikanske, kvindelige kunstner, som siden engang i 1970erne har arbejdet under det tyskklingende, mandlige pseudonym «Lutz Bacher», har en sjælden tæft for at tæmme rum, så man får den dér nonchalant-ustabile, skødesløse men også stramme fornemmelse, som mange kunstnere ville give en rumsonde for at beherske. Det ses eksempelvis af den ret umage, men for Bacher tilsyneladende ubesværede parring af Star Treck-popkultur med klassiske sort-hvide portrætfotografier – ophængt på lige linie hele rummet rundt – af forskellige naturvidenskabelige forskere i den absolutte topklasse ledsaget af en kort, og for ikke-fagfolk, næsten uforståelig tekst, der beskriver deres forskningsbidrag indenfor den eksperimentelle fysik eller matematik.
Som de svært begribelige, men sikkert faktiske, begivenheder på kometen P67/Tjurjumov-Gerasimenko også viste, så har hard science og science fiction en fælles ven. Hun hedder Abstraktion. Når det er svært at forstå den avancerede fysik, oversætter man til en abstrakt kulørt fortælling om en syngende komet, og når man (i start-80erne) skal fiktionalisere en fjern fremtid opfinder man, udover spidse ører, udvoksede pander og kropsnære synt-dragter, et helt nyt sprog, Klingon, som med aparte fonetik og ditto ortografi virker konstruktivt fremtids-fremmedgørende og netop derigennem hjælper til at sandsynliggøre det abstrakte univers.
Dette er naturligvis ekstremt interessant at overveje i relation til billedkunsten, hvor abstraktion jo er et nært familiemedlem og en klassisk disciplin – hvilket er præcis det, Bacher gør, når hun bruger abstraktionen som en slags billedkunstens Klingon til at forbinde de to dimensioner, naturvidenskaben og science fiction, indenfor én og samme udstilling. For det er oplagt, at den kulørte «frise» af kvadratiske og rektangulære plexiglas-plader, som står lænet op af væggen hele vejen rundt, indrammer rummet med henvisning til klassisk modernisme og en malerisk abstraktion, som vi trygt nikker genkendende til.
Samtidig er flere af plexiglaspladerne pænt ridsede, og det er hverken fordi værket er gammelt, for det er spritnyt, eller fordi Bacher bevidst har bearbejdet pladerne, for de er ridsede og sågar støvede præcis som den slags er, når de har stået længe på et lager eller et genbyggemarked. Pist forsvandt den selvfede automatpistollæsning af den maleriske abstraktions Joseph Albers-1-2-3. Velkommen til Lutz Bachers flerdimensionelle korridor – appropriationer med støv på! Men også med store slagskygger på (af beskuere og papfigurer) og svævende sfærisk-blå lysaftegninger – fremkaldt af en række tændte videoprojektører, der står placeret rundt i rummet, to ovenpå hinanden, som en slags mini-robotter, med projektionen pegende i forskellige retninger. Samtidig giver den susende lyd fra projektørernes ventilationer fornemmelsen af et rum med en anden frekvens eller anden atmosfære, måske et vægtløst rum – så tæt på en suspendering af tyngdekraften, man nu kan komme, når man arbejder indenfor kategorien skulptur på planeten Jorden.
Selvom Bacher er en kunstner, som trods sin 40 år lange karriere ikke vil være kendt for det brede publikum, så befinder hun sig alligevel ikke mere under radaren end, at Beatrix Ruf fornyeligt har kurateret en udstilling med hende i Kunsthalle Zurich, at hun er i stald hos det indflydelsesrige, tyske galleri Daniel Buchholz, og at hun har haft en lang tilknytningshistorie med de, for 90erne og start-00erne, ligeså toneangivende New York-gallerister Pat Hearn og Colin de Land. Samtidig giver det mening at anskue Bacher i relation til en anden af samtidskunstens dronninger fra det ydre rum, nemlig Isa Genzken. Dristighed og tæft (samt selvfølgelig forkærligheden for appropriation og genbyg-materialer) er fællesnævnere for disse to kunstnere. Men hvor Genzken frembringer sine animerende kortslutninger indenfor den autonome skulpturs rum med sine flamboyante, germansk-mentale greb, så ankommer Bacher til sin uhåndterlige, knastørre-men-ultrafriske form via en amerikansk, nørdet, mere pragmatisk proces med udgangspunkt i et mere installatorisk perspektiv. For hvor lavmælt og lavteknisk sammenstillingen af de i grunden ret velafprøvede elementer – plexiglas, portrætter, projektører og papfigurer – end forekommer, så er det det præcise greb om det hele, som understreger Lutz Bachers konceptuelle rocker-attitude. Pragmatisk, men på drevent klingon’sk.
