Der bor tre fremmede væsner i bygningens hjerte, som det blev bemærket ved årets pressevisning. Venedigs nordiske pavillon stod færdig i 1962, tegnet af den norske arkitekt Sverre Fehn, og tre slanke træstammer vokser op fra gulvet gennem pavillonnens tag, et grundlæggende ikke-antropocentrisk greb som passer godt til et udstillingsrum hvor tre nationer skal forsøge at sameksistere.
Årets udstilling giver umiddelbart et afbalanceret og smagfuldt indtryk; vi kan sætte kryds ved både politik og æstetik, og tematikken er, ikke overraskende, klimakrisen og den usikre fremtid, vi går i møde. Kuratorduoen fra Kiasma i Helsinki, Piia Oksanen og Leevi Haapala, har ikke strakt sig efter vilde effekter og værker som skurrer mod hinanden. Desværre er det næppe det afbalancerede udtryk som klarer sig bedst på denne biennale, som med sit nationale konkurrencemoment kan kaldes billedkunstens svar på Melodi Grand Prix. Det ser ud til at det er de performative totalinstallationer som for eksempel Belgiens mekaniske dukketeater og Litauens klimaoperettelandskab, der bliver buzz omkring. Man kan imidlertid spørge sig selv om det er værd at stile efter den slags dramaqueenudstillinger.
Den nordiske pavillon lukker med sine to massive skydedøre af glas en masse kryb ind i udstillingsrummet. Insekter, ja, men muligvis er kunstpublikummet også en slags kryb. Venedig er legendarisk tourist-infested, og biennalen gør det ikke ligefrem bedre. Selv føler jeg mig som en stor fed bille som tyller prosecco i mig ved pressevisningen, hvor rushet synes at være størst mod madbordet. Det kan virke relevant at spørge som man gjorde i 2009, før første version af triennalen Bergen Assembly: To biennale or not to biennale? Jeg ved godt hvad mit svar på det spørgsmål er.
Omkring en stor skærm findes et behageligt loungeområde med nogle ved første blik forlokkende bløde sækkestole i forskellige brune, gule og blålige nuancer. Imidlertid bliver det hurtigt tydeligt at den finske kunstnerduo nabbteeri (Janne Nabb og Maria Teeri) ikke har tænkt sig at gøre det behageligt for trætte menneskekroppe. Landskabet af sække, som indeholder grus fra området omkring pavillonen, er dækket af den slags pigge som skal holde fugle væk. Her bor grønne vækster i glaskolber, men det er usikkert om nabbteeri-planeten er beboelig for os. Selv videoskærmen er udstyret med pigge. Her vises en 3D-animation som former sig som en rapport fra et postapokalyptisk landskab. En robotagtig barnestemme registrerer alle mere eller mindre muterede væsner omkring sig i et landskab som kan minde om installationen, vi befinder os i. Ord sat i en organisk dødsmetalagtig font vokser frem og visner bort igen på skærmen. Duoen står for to andre værker, men disse kan være svære at få øje på. Jeg passerede en rodet blomsterkasse uden for bygningen og tænkte at man ikke helt havde fået skabt en passende feststemning her. Det er nu heller ikke meningen, for dette er kompost samlet sammen af kunstnerduoen, et behageligt hjem som byder andre slags kryb end os velkommen. Ved udstillingsbygningens bagindgang findes en klodeagtig åben form fuld af kviste som dels fungerer som menneskebarriere, dels som endnu en invitation til sameksistens med andre arter. Vi som putter dueafskrækkende metalpigge overalt, kan ikke tage det for givet at vi er den eneste art som nabbteeri henvender sig til.
Svenske Ingela Ihrman står for udstillingens mest generøse gestus med sine smukke og mildt abjektale tangskulpturer. Tangformer af tekstil og metal snor og slanger sig gennem rummet i brune, røde og grønne kulører. En slags tang, hun har benyttet som model, hedder gutweed og består af lange rør ikke ulig menneskets tarmsystem. Modsætninger mellem en ydre og en indre verden indbydes til at bryde sammen. Ihrman har tidligere arbejdet med performance, og der findes også en queer tematik i disse sanselige bevægelser mod andre måder at være til på, men desværre virker disse momenter ret nedtonede. Det er nemt at associere til et af Venedigs mest fængslende skuer, nemlig de bløde, bølgende tangvækster som strækker sig fra kajerne ud i kanalerne. Ihrmans værker falder også overraskende godt i trit med den aktuelle udstilling på Peggy Guggenheim Collection med titlen The Nature of Arp. Den fransk-tyske skulptør Hans – eller Jean – Arp (1886 – 1966) var del af den surrealistiske gruppe, og Ihrmans værker konverserer overraskende godt med ham. Abstraktion med udgangspunkt i naturen har tidligere virket angstpræget på mig; man synes at løfte sig over naturens kaos ved hjælp af kunstiggørelse. Nu ligner Arps værker derimod kærlige meditationer, og Ihrmans performative tilblivelser gør det klart at det snarere er menneskets overlegenhed som står for fald.
Nær ved de tre slanke træstammer står norske Ane Graffs tre glaskabinetter som viser fremadskridende betændelsestilstande. Glaskabinetterne kan betragtes som skrøbelige, vidt åbne kroppe som er i gang med at smelte. Søer af smeltet glas i rosa og violette farver flyder ud på betonen. Som hos Ihrman findes en slående formel skønhed, selvom man efterhånden forstår at tematikken er ganske dyster. Graff er gået videnskabeligt til værks og har undersøgt bakteriekulturer, specielt i relation til autoimmune sygdomme som er på trist fremmarch på grund af miljøpåvirkninger og overdreven brug af penicillin. Vores kroppe efterlades sårbare og begynder at angribe sig selv, når de venligtsindede og assisterende bakteriekulturer jages bort. De autoimmune betændelsestilstande synes at være et resultat af vores svigtende sans for sameksistens. Det sidste stadie af betændelse vises i et glaskabinet fuld af sort slagge og to ikke særligt indbydende cocktails ved navn Angst og Hukommelsestab. Graffs værker vifter ikke dramatisk med armene, men der er mange lag at tænke over; det er ikke værker man gør sig hurtigt færdig med. Det bliver desuden spændende at følge forandringerne i de kemiske sammensætninger som kontinuerligt vil være under transformation, indtil udstillingen lukker i november.
De tre bidrag kommunikerer tydeligt med hinanden, og arbejder alle med forskellige former for relevant problematisering af de klimaforandringer, vi står midt i. Kuratorteamet trænger sig på med kontekstualisering, men jeg tillader mig at betragte det som et tagselvbord som det er tilladt bare at passere. Det er måske et paradoksalt håb for en udstilling med en del uforløst potentiale, at de klimaforandringer, som allerede påvirker pavillonen, vil blive tydeligere; at andre arter vil flytte ind, og at kemien vil bidrage til overraskende transformationer.
