Det skulle være en spektakulær entré. En flok nyuddannede kunstnere frisk ud af kunstakademiet, et ”åh!” og et ”wow!” når nogen stjal spotlyset. Denne forventning passer sikkert for dem der tror at kunst udelukkende handler om unikke former for self expression. De nye kunstnere som nu afslutter deres uddannelse ved Kunsthøgskolen i Bergen, kommer ganske rigtigt til syne på udstillingen, men dette kuld iscenesætter i høj grad deres egen sortie, de brillante måder hvorpå de kan forsvinde, blandt andet ved at fortælle andres historier og give plads til andre stemmer, ansigter, væsner, vækster og objekter. Selv når vi træder tilbage, former vi verden, vi giver den en chance til at skabe sig selv. Vi gør måske som de britiske Extinction Rebellion-aktivister foreslog i deres manifest fra 2019: «We need to rewild the world. That much is obvious. But first we need to rewild the imagination.»
På vej rundt i lokalet snubler jeg over store beholdere med håndsprit. Jeg tager et headset på for at lytte til lydsporet fra en filmoptagelse, og bliver pludselig opmærksom på hvor mange publikummer som kommer til at gribe ud efter samme headset. Kode 2s ganske mørke og lavloftede lokale fungerer godt til rene maleriudstillinger, hvor rummet kan gøres til en hule og værker kan lyssættes så de springer ud fra væggene og tvinger blikkene til sig. Det fungerer desværre ikke lige så godt for en vilter masterudstilling, men coronaforåret har tvunget os alle til at gå på kompromis. Masterkuldet har gået med Bergen Kunsthall i tankerne, men måtte hurtigt omorganisere da coronaen ramte.
Maya Øklands kuratering giver et indtryk af ro og intimitet. Amalie Vestergaard Olsens installation Everything is attached to work, money, health and the homes we live in springer imod tilskueren med et spøgelsesagtigt nærvær. Værket består af tegninger skåret ud i pap og hængt op i et stort træstativ. Ansigter og kroppe som udtrykker lidelse. På væggen hænger en lille bog som handler om en mor og hendes forhold til arbejde og sygdom. Papfigurerne skinner nærmest gyldent og er effektivt lyssat på en mørkere baggrund. Olsen interesserer sig for kvinders muligheder for at arbejde udenfor hjemmet gennem tiden, og fortæller en historie som både virker personlig og almen. Et andet værk som spontant engagerer, er Daniela Bergschneiders underlige piggede væsner (Hybridia I, II & III) som bugter sig over et glasbord og glider ned ad væggene. Det er næsten umuligt at se om piggene er bløde og pelsagtige eller spidse og hårde, men det er faktisk porcelænspigge som er sat fast på en blødere tekstilhud.
På en endnu mere akut måde kommer vi ind i en egen sanseverden når vi træder ind i det lille rum hvor Espen Pedersens videoværk Blood & I vises. Et dronelydspor og blåt lys ledsager billeder af hud som indsmøres i blod. Intensiteten er stigende, kameraet zoomer ind og der klippes hurtigere og hurtigere. Ubehag og desorientering rammer tilskueren. Pedersen siger at han er inspireret af Jenny Hval, specielt hendes sang «Blood Flight» fra albummet Viscera (2011), men jeg kommer også til at tænke på wieneraktionisternes blodige performancekunst klippet på næsten MTV-agtig måde af Kurt Kren helt tilbage i 1960’erne. I informationsmaterialet bidrager Pedersen med en kontekstualisering som handler om queer identitet i landsbyen, og således kommer det klaustrofobiske indre rum også til at handle om en social outsiderposition. Nayara Leites værk Meus Caros Amigos – Part II kan også siges at udforske queer identitet, men på en helt anden måde end Pedersens. Hun viser en række sort-hvide portrætter af venner i hendes hjemby i Brasilien, og på en skærm ruller en mailkorrespondance imellem dem som handler om mordet på Mariella Franco, en politiker som kæmpede for minoriteters rettigheder. Værket har et direkte aktivistisk niveau i form af en bunke postkort med links til en kampagne for Franco.
På udstillingen bliver det tydeligt at det rent sanseligt-abstrakte kan sidestilles med rejser som blandt andet går til minedriftsindustrien, cruisebådsindustrien og til det norske immigrationssystem. Værker af Annelen Røe (Cleaning Rocks and Road Signs) og Skade Henriksen (Peradam II) åbner op for vidt forskellige indgangsvinkler i deres undersøgelser af minedrift. Røe viser et lysbilledshow med stive, absurde figurer fra et minedriftsmuseum, samtidig med at vi hører en stemme fortælle om en opvækst i et landskab præget af forgiftning fra diverse spildprodukter. Henriksens installation består af fire bannere som hænger ned fra loftet og danner et lille rum som man kan træde ind i. På indersiden findes sorte mikroskopfotografier af glitrende grafit og på ydersiden blyantstegninger (grafit bruges blandt andet til fremstilling af blyanter) fra et besøg i en mine på Senja. Den vertikale rejse ned i mineskakten efter et tegnemateriale får et magisk skær. Industri og magi støder sammen i begge værker, men med forskellig vægtlægning. Der ligger en ny respekt gemt i genfortryllelsen af relationen til naturlige ressourcer.
Sproget er ellers ganske direkte og umystificerende når Dale Rothenberg fortæller historier fra cruisebådsindustrien i fotoserien Crew Deck. Mandskabet er fanget i øjeblikke hvor de beundrer omgivelserne og nyder hinandens selskab. Sara Ortega har lavet et collageagtigt og konkretpoetisk korværk af stemmer, alle fra personer som venter på opholdstilladelse i Norge (Cold & Salty). Som en slags timeline strækker udsagn på forskellige sprog sig hen over væggen, blandt andet gentages «You have to wait» først som små dryp; længere henne ad væggen gør de samme ord papiret helt sort. En fin og ganske smertefuld visualisering af den langstrakte identitetsmæssige gråzone immigranter befinder sig i.
Forudsigeligt nok opbruger jeg hurtigt min kapacitet for opmærksomhed og virrer lidt forvirret gennem nogle rum for først at komme til mig selv igen inde i mørket hvor der sker ting og sager. Her får fire kunstnere lov til at skabe en mystisk og magisk stemning af ritualer og mørke tranceprægede fællesskaber. Kaeto Sweeneys emo-rave-installation I seem to live spreder sig ud i mange materialer, her er en optagelse af en zombieficeret ung mand som danser med sig selv. På gulvet spreder et melodramatisk landskab af plastikblomster og kropsdele af gips sig ud. Hvis du leder efter et cool billede til din instagram-feed er det bare at dykke ind i mørket her og finde A State of Readiness af PV Knude, en elektrisk glaskrone gennemtrængt af blå strømbølger. Jeg er usikker på den dybere mening, men er ret sikker på at jeg kan få elektrisk stød hvis jeg går for tæt på. I det hele taget er dette bagerste mørke rum ganske Tivoli-agtigt. Med stor forsigtighed kan du krybe ind i Haruka Fukaos teltinstallation A ceremony from a planet I went someday og blive klogere på japanske teseremonier. Helt bonkers og hollywoodesque bliver det inderst inde med Oda Bremnes’ kinetiske installation Life Forces hvor en poltergejst tilsyneladende får lamper til at tænde og slukke og radioantenner til at vippe og vibrere. Nu mangler der bare en dør hvor jeg kan træde direkte ud på H. C. Andersens Boulevard i København.
