Selvom alle mine vejr-apps har lovet tørvejr er hedeområdet ved det sydlige Vesterhav indhyllet i et tæppe af støvregn, som forvandler alt til et udueligt akvarium. Jeg må parkere cyklen og i stedet tage bilen nordpå til Kunsthal Thy, etableret i 2023 i en bondegård lidt udenfor Hurup, hvor tyske Judith Hopf for tiden udstiller. Jeg havde ellers glædet mig til at rejse pedaltrædende til Thy, især fordi Hopfs udstilling Thy Energiés øjensynligt handler om blandt andet vejr og menneskets energibehov.
Kunsthal Thy er drevet af kunstner Rasmus Søndergaard Johansen og holder til i en flot, rustik lade på en af Danmarks ældste bondegårde. Lidt længere nede af vejen i Doverodde ligger SMK Thy, nationalgalleriets afdeling i nord, som først åbner i sensommeren 2025, og jeg kan hverken dufte kaffe eller dyrt bagværk, så den kulturelle invasion lader nok vente på sig lidt endnu. Kunsthallen gør ydmygt væsen af sig, et lille skilt på vejen leder ind til gården og laden, hvilket lejlighedsvis gør tanken om en udstilling med den internationalt anerkendte kunstner Judith Hopf ekstra ekstraordinær.
I stedet for at arbejde med den rustikke lade har Hopf opsat tre hvide vægge, der former en åben kube hvorpå og i værkerne befinder sig. Væggene har åbne sider og er alle malet med enten blå eller gule striber – henholdsvis regn og solskin og i forhold, der passer til Thys sandsynlige ni våde måneder og tre med sol. Det er stringent udført, men tydeligvis lavet af hænder, hist og her drejer en udtrukket regndråbe lidt af, som en lille provokation til forventningen om konceptkunstnerisk præcision.
I midten af rummet står tre solcellepaneler på podier, der er formet som tykke, grå skyer. Tættere på kan man se, at selve solcellerne er silketrykt på aluminium, i krystalliserende akvamarine farvenuancer, som en appetitlig middelhavspøl, man har lyst til at både drikke af og hoppe ind i. Nogen eller noget har taget store bidder af solcellerne, de er hullede som en importeret ost, og står ikke i lysets retning, men er vilkårligt drejet, som om de udover funktion også er betinget af eget humør og sociale vilkår.
Sol, regn og skyer, disse vitale vejrfænomener, er repræsenteret som karikaturer i enkle streger og former. Som en slags emojis overført til decor og møblement signalerer de både meteorologi og tilhørende menneskeskabte teknologier. I udstillingsteksten kaldes vejret et «krypto-dæmonisk fænomen» og denne fantastiske formulering kan man ikke være uenig i. Vejret kan være ondsindet og ødelæggende, men gemmer også på potentiale, fortællinger og energier, som vi kan trække ud. I Hopfs fortælling er følelsen af vejret nærmest som umage søskende, der bor på samme værelse og må samleve, trods forskellig alder og interesser. Hopf trækker de alvorlige antropocæne betingelser ud af klimaet og ind på børneværelset, og forsimpler en kompleks fortælling med æstetiske greb à la designgruppen Memphis, der får smilet til at brede sig.
I mørket omme på bagsiden af endevæggen vises videoværket LESS (2022) på en lille skærm. Forskellige snegle med hus på ryggen bevæger sig langsomt rundt i et landskab. De overhales af to cyklister med fuld oppakning, men kommer endeligt frem til en indhegnet solcellepark, hvor de slår sig ned og spiser lidt af panelerne. Videoen slutter, hvor en teenager med et enkelt håndklap tænder alle gadelamper på en vej og griner på en selvfølgeligheds-måde, som kun en teenager kan. På knap tre minutter charmeres man ind i en dyb empati for det langsommelige, slimede bløddyr og håb for de børn og unge, der om lidt overtager kloden, når alle de dumme voksne er uddøde. Med en hastighed på syv centimeter i minuttet er sneglen antitesen til de accelerationer, der findes i al vores vækstmani, og nogle gange skal man have det serveret i en øjenhøjde, hvor alle kan følge med.
Det det naturlige ville være at omfavne konteksten og interagere direkte med laden og de særlige omgivelser, men Hopf skærmer af og etablerer et virtuelt rum, ikke digitalt som hos Hito Steyerl, men æstetisk karikeret og forestillende. Men dette “«filmset», som kunstneren kalder det i udstillingsteksten, er som sådan heller ikke en værn mod det stedsspecifikke. Snarere er rummet en booster for en fiktionalisering af den virkelighed, der findes lige udenfor laden. En fortælling om grøn energi og omstilling, der jo ofte har en eller flere bagsider hvad angår biodiversitet og naturbrug. Det er dejligt, at sneglene i LESS kan komme ind bag hegnet til solcelleparken og tage affære.
Humor er ofte det afgørende spadestik i Judith Hopfs undersøgelser af mennesket og alle dets problemer og teknologier. Kunstneren har altid skilt sig ud med en kunst der har et uimodståeligt glimt i øjet, og Thy Energiés er ingen undtagelse, tværtimod er glimtet både regnvådt og solstegt, naivt og «krypto-dæmonisk» – en charmerende omgang med vejr og energiproblematikker, der tilmed overbeviser med et budskab i en vis øjenhøjde. Denne børnevenlighed, blåøjethed, eller hvad man vil kalde det, er esset i ærmet Hopf henvender sig til fremtiden, mens vi andre, bilkørende og regnskræmte, forbrugere, blot får lov til at se med.
