Det var et beredt Kunsthal Charlottenborg, der fredag aften åbnede årets afgangsudstilling fra Det Kgl. Danske Kunstakademi Billedskolerne. Ved foden af hovedtrappen stod en medarbejder og delte udstillingsfoldere ud med stor nidkærhed. Ovenpå bød direktør Michael Thouber velkommen i skikkelse af et performativt afgangsværk – en tale af Hannibal Andersen, som havde udliciteret såvel indhold (til en anonym såkaldt «e-lancer» på nettet) som fremførsel (til direktøren). I stuen fik kunsthallens nye restaurant Apollo sin ilddåb i den svære disciplin at servicere et større antal ferniseringsgæster, som vælter ind i umage klumper fra en propfyldt lobby med lange barkøer.
Der hviler et vist pres på sådan en afgangsudstilling. Ikke alene tager dimittenderne afsked efter 6 års studier fra en ret eksklusiv uddannelse. De skal også helst gøre det med eftertryk og levere «det bedste bud på et udsagn om samtidskunstens fremtidige udtryk,» jævnfør pressemeddelelsen. Altså omtrent samme forventning man har til de fleste biennaler. Det kan de færreste afgangsudstillinger leve op til – de fleste biennaler ej heller. Det ændrer dog ikke ved, at afgangsudstilling altid er noget man glæder sig til at se.
I år er kønsfordelingen blandt dimittenderne nogenlunde ligelig og det samlede antal udstillere er 24 mod eksempelvis sidste års 34. Det gør det ikke nødvendigvis lettere i de store sale på Charlottenborg, hvor en del kunstnere gennem tiden har knækket halsen i de domkirkelignende proportioner. Med årets afgangsudstillingen er det anderledes. Der er tydeligvis bedre plads til de enkelte bidrag og dermed også mere ro til, at det hele kan ligne en udstilling, selvom alle godt ved, det bare er noget vi leger.
En markant træk for flere af billedhuggerne på dette års afgangsudstilling er en nonchalant attitude, der forsager al kerne – og også helst enhver form for sokkel, som er meget tykkere end en mdf-plade. Det ses på forskellig vis hos eksempelvis Gabriel Bott, Lydia Hauge Sølvberg, Signe Boe, Veronica Riget og Jacob Alrø.
Den nonchalante distribution, hvor værkets enkeltdele ligger spredt ud i rummet, gør at hvert fragment fremstår med lige meget værdi – også selvom det er typisk for disse skulpturer, at der inden for samme værk kan være meget skulpturerede elementer (som Botts skrøbelige vinge udført i paraffin) og elementer, som mest af alt henviser til den skulpturelle proces (som Alrøs skumstykker eller små plader af træ). Tilsammen udgør fragmenterne en slags skulpturelle disjecta membra eller hyperlinks, som udsiger noget forskelligt om helheden afhængigt af hvilket element, man «klikker» på og derigennem aktiverer i et betydningsrodnet, som ikke er synlig for beskueren.
Selvom Sølvbergs skulpturelle rodnet forbliver lidt dunkelt for mig (måske også fordi kompositionen i virkeligheden består af enkeltstående værker?), så er der noget her som knaser appellerende. Hvad gør den lille grønne krog til fluefiskeri, i irret bronze, der sidder i halsen på en halvt sammenlagt t-shirt støbt i gips? Det trækker lidt i huden på halsen, så man må synke en gang. Sejt, når skulptur kan den slags.
I samme rum er Signe Boe, som blandt andet viser en skulptur – en kontorstol med løvefødder (også i irret bronze) – der blinker til Sølvbergs grønne fiskekrog, men også til Sølvbergs vanitas-appelsin inklusiv snoet dekorativ skræl, også i bronze. Man får indtryk af, at det egentlig ikke er problematisk for hverken Boe eller Sølvberg, at deres spredte distribution springer ind i hinanden. Eller også er der noget associativ kuratering på færde, sådan som man også får fornemmelsen af i de tilstødende sale, hvor to ekstremt forskellige værker får et formelt slægtskab på grund af noget så specielt som lyserøde lameller – på overfladen af en keramisk skulptur og i den spiselige svamp, pink østershat.
Anne Sofie Fenneberg står for et af udstillingens særeste værker: En kæmpestor keramisk puppe med et ydre brus af lyserøde, blå og hvide lameller, som sender associationer i retning af et muteret kvindeligt kønsorgan men også til Arje Griegsts ekstravagante Konkylie-stel for Royal Copenhagen. At konstruktionen tilmed hænger i store, tykke hvide reb, som en fed larve i en hængekøje, gør den ikke mindre aparte. Sjovt nok – konteksten taget i betragtning – er der nærmest en herlig odeur af autodidakt kunst.
Oskar Jakobsens pink østershatte gror i sterile aluminiumsrør, som hænger i et grid fra loftet. I køleskabet ligger små plastikbokse klar med flere pink østershatte, hvis mærkater fortæller om den «smag», de er blevet datainficeret med; af Donna Haraways Staying with the Trouble eller af Paul Virilios Speed and Politics. Jakobsen er nok den eneste på udstillingen, som går så eksplicit bioteknologisk til værks og behandler livet i den posthumane tilstand, som var meget dominerende for et par afgangsudstillinger siden. Det gør det naturligvis ikke til et mindre relevant emne i dag.
Langt fra skulpturpoetiske overvejelser, keramisk ekstravagance og datainficeret biomasse er et andet dominerende udstillingsspor, som man kunne kalde: Hvordan går det med familien og hvordan går det med samfundet? Det ringer ikke så lidt af 1970erne.
Nina Mølgaard Knappes portrætter – som tilmed er udført i linoleumstryk indrammet af brede, lyse trærammer – viser hendes egen familie på skelsættende tidspunkter; ét kort efter fødslen af familiens første barn og et andet efter fødslen af nummer to. Overfor hænger Nike Åkerbergs malerier, som også er autoportrætter af hende selv med barn, men i højere grad fremhæver usikkerheden, sårbarheden og alt det rod, der forbundet ved at få børn. Det er olie på plexiglas i en frisk, let ekspressiv stil, som faktisk giver liv til tematikken.
Så er der dem, som tager fat om samfundets infrastrukturer og tager det helt ud til kanten: Vi taler fjernvarmeforsyningen og postvæsenet.
Malte Starcks videoværk om fjernvarmeforsyningen til Charlottenborg handler om netop dét og i detaljer; ad hvilke rør løber den, hvordan pumpes den fra Amagerværket, hvad sker der når temperaturen falder udenfor etc. Det er en meget informativ dokumentar, som varer 19 minutter og er meget loyal overfor sit emne.
Lige så nøgternt Starck forsøger at kortlægge fjernvarmeforsyningen til Charlottenborg, lige så flamboyant tager Kirsten Astrup fat om det danske postvæsen. I en film, som er optaget i Centralpostbygningen i København, har Astrup sluppet en karnevalesk posthus-cabaret løs. Det handler om arbejdsmarkedet, kønsidentitet, gentrificering og om opløsningen af velfærdssamfundet og måske også af nationen Danmark.
Om morgenen møder de uniformerede postarbejdere ind på arbejde med tung teatersminke og papier-maché-instrumenter som i en revy af Røde Mor. Om aftenen danser «the sexy ghostly workforce» rundt mellem postpakkerne i kælderen som i en dekadent natklub i Weimarrepublikkens sidste dage. Ind imellem løber mascaren ned af kinderne, mens mezzosopranen synger om postvæsenet: «et vartegn for den post-danske stat». Et gennemgående suggestivt ledemotiv med tuba lyder gennem hele filmen, som Astrup selv har komponeret, filmet og skrevet. Det er afgang for fuldt posthorn og hvis man ind imellem har savnet, at der blev gået lidt mere til den, givet lidt mere gas, på Kunstakademiets afgangsudstillinger, så har Kirsten Astrup og de sexede postarbejdere lige sparket hårdt tilbage.
