På det morderiske ocean

I John Akomfrahs videoinstallation Vertigo Sea i Nikolaj Kunsthal sejler man ud på verdenshavenes blodige historie og møder det drabeligste søuhyre af dem alle, mennesket.

John Akomfrah Vertigo Sea, 2015. Still. © Smoking Dogs Films; Courtesy Lisson Gallery.
John Akomfrah, Vertigo Sea, 2015. Still. © Smoking Dogs Films; Courtesy Lisson Gallery.

Levende billeder af det dybblå hav. Af dets ufattelige kræfter i bølgens bryd. Af det magiske dyreliv i det. Af enorme fiskestimer i hektisk bevægelse. Af plankton som flyder roligt med strømmen. Af sælers og delfiners ubesværede boltren sig mellem det hele. Og billeder af mennesket, der betragter havet og arbejder på det. Af hvaler, som sprættes op og parteres inden spækket smides i digelen for at smeltes til olie. Af tun utilsigtet fanget i net. Af isbjørne som fanges eller skydes. Af slaver som skyller livløse op på stranden. Af død. Af døden som havets grundlæggende drama og ultimative skæbne i det Antropocænes tusindårige tidsalder. Af det hav, som mennesket i stadigt større omfang territorialiserer dag efter dag efter dag indtil der en dag ikke er mere hav, men kun et enormt fiskebassin reguleret af økonomisk logik og politisk magt. En vandmasse i menneskets totale vold.

Billederne er fra ghanesiske John Akomfrahs (f. 1957) 3-kanals videoinstallation Vertigo Sea (2015), som for tiden kan ses på Nikolaj Kunsthal, efter at den var med på Okwui Enwezors All the World’s Futures, hovedudstillingen på sidste års Venedig Biennale. Eminent installeret i bygningens øvre galleri er værket på en gang en overdådig, luksuriøs præsentation af footage fra BBC Natural History Unit og et stiliseret politisk kammerspil bestående af iscenesatte tableauer fra en ikke nærmere bestemt kolonitid og citater fra forskellige forfattere som har sat fantasien til søs. En æstetik som er lige så fascinerede i sin nærmest klassiske visuelle skønhed, som den er udfordrende i sit økologiske budskab til vores samtid.

John Akomfrah, Vertigo Sea, 2015. Still. © Smoking Dogs Films; Courtesy Lisson Gallery.
John Akomfrah, Vertigo Sea, 2015. Still. © Smoking Dogs Films; Courtesy Lisson Gallery.

Den mere rå og koksede dokumentariske montage-stil Akomfrah dyrkede som stifter og medlem af det legendariske Black Audio Film Collective (1982-1998), blandt andet i sit «gadeportræt» af civile uroligheder blandt sorte i Birmingham og London, Handsworth Song (1986), er afløst af high end production value, som naturligvis gør sig godt i de højere kunstlag Akomfrahs værker i dag cirkulerer i, men der synes også at være en indholdsmæssig pointe med det i Vertigo Sea.  

For selvom værket ultimativt fortæller den gruopvækkende historie om havet som et langt blodbad, så er det samtidig en ode til dets ufattelige vidunderlighed. Og netop denne kontrastfyldte sammenstilling, som vel sagtens kan beskrives som et møde mellem Jacques Cousteaus dokumentarfilm Den Tavse Verden (1956) og Alex Haleys historiske roman Roots: The Saga of an American Family (1976) hjemme hos Herman Melville, hvor Kaptajn Ahab fortæller om sin jagt på den store hvide hval, gør værket virkelig vellykket. Den ansporer nemlig en vedvarende og kompleks spænding mellem intellektuel, kritisk bevidsthed på den ene side og mytologiske forestillinger og romantisk betagelse på den anden. Og derved gør den det klart for én, at disse to sider ikke kan adskilles, eller måske rettere aldrig har været adskilt efter, at mennesket satte sejl og drog ud på verdenshavene for at opdage og erobre, hive op og dumpe.

For så vidt er Akomfrah på bølgelængde med den for tiden så populære tænker Timothy Morton, når denne taler om «ecology without nature», i den forstand at naturen ikke er andet end en antropocentrisk begrebsliggørelse af en planetarisk økologi, som strækker sig hinsides menneskets viden og eksistens. Ligeledes er han i samme båd som forfatteren Yuval Harari, der i sin bog Sapiens: A Brief History of Humankind beskriver, hvordan mennesket igennem årtusinder har omformet denne klode i sit billede gennem alt fra udryddelsen af de store dyrearter til rydning af arealer til agerbrug.

Vertigo Sea byder med andre ord ind i den aktuelle udvikling af en udvidet økologisk bevidsthed, som synes mere og mere pressende, hvis ikke mennesket skal ende med at ødelægge sit og sine økologiske bofællers habitat. Værkets væsentlige bidrag er i denne sammenhæng dets politisk-historiske (racistiske) perspektiv, hvor koloniseringen af havet og koloniseringen af Afrika bliver til en og samme fortælling om det moderne menneske som den egentlige Leviathan. Et monster af en massemorder, der den dag i dag stadigt hjemsøger vores blå drømme og virkelighed.

John Akomfrah, Vertigo Sea, 2015. Still. © Smoking Dogs Films; Courtesy Lisson Gallery.
John Akomfrah, Vertigo Sea, 2015. Still. © Smoking Dogs Films; Courtesy Lisson Gallery.

Diskussion