Det Fynske Kunstakademi oplyser i en pressemeddelelse i dag, at den koreanske kunstner Jeuno JE Kim ansættes som ny professor på skolen.
Kim er født i Seoul i 1977. Hun har en bachelorgrad i musik fra Oberlin College i Ohio, en mastergrad i teologi fra Harvard University og en MFA fra University of Illinois, Chicago. Kim er dog ikke noget fremmed navn i regionen. Hun har boet i en årrække i Sverige, fortrinsvist i Malmö, hvor hun tidligere, sammen med Simon Sheikh, ledede Critical Studies-programmet på Konsthögskolan i Malmö.
Kims kunstneriske praksis spænder over tegning, lyd, performance og video. Som udstillende kunstner er hun også et velkendt navn i Danmark og Sverige. Inden for de sidste par år har hun udstillet på Overgaden Institut for samtidskunst i København, Signal i Malmö, Antechamber i København og i sommer deltog hun på den nordiske gruppeudstilling Nordiska Modellen® på Malmö Konstmuseum med det feministiske animationsprojekt Krabstadt, der er del af et samarbejdsprojekt med Ewa Einhorn, som har forløbet siden 2009 omkring emner relateret til konstruktionen af Norden med særligt fokus på politisk retorik og national branding.
«Med ansættelsen af Jeuno JE Kim cementerer Det Fynske Kunstakademi den internationale profil og udvider samtidig vores kontaktflade til Asien. Kims store undervisningserfaring er afgørende for visionsarbejdet for Akademiet, og vi er stolte over at have tiltrukket et rekordhøjt ansøgerfelt med afgørende internationale profiler» fortæller rektor Stine Hebert.
Akademiet modtog 185 ansøgninger til stillingen, hvoraf 29 kandidater var danske og 156 internationale med kønsfordelingen 89 kvinder og 96 mænd.
Jeuno JE Kim tiltræder stillingen pr. 1. februar 2014. De øvrige professorer på Det Fynske Kunstakademi er Mary Coble og Kristoffer Ørum. Dertil kommer gæsteprofessor Sidsel Meineche Hansen og kunstteoretiker Mathias Danbolt.