Den kommende måned kan man i og udenfor Kunsthal Aarhus besigtige årets afgangskuld fra Det Jyske Kunstakademi. De i alt otte dimittender er: Cilla Leitao, Louise Haugaard Jørgensen, Ragnhild May, Jens Tormod, Kristian Schrøder, Morten Kromann, Aske A. Hvidtfeldt, Jesper Olsen. Billedkunstneren Kristina Ask har fungeret som udstillingens kurator.
Istedet for et traditionelt katalog har de otte kunstnere valgt at udgive en antologi bestående af tekster og billeder produceret af de udstillende kunstnere samt af tre inviterede skribenter – Steen Nepper Larsen, Jørgen Michaelsen og Christian Schmidt-Rasmussen. Antologien bærer titlen «Domesticering», som er et fælles tema for tekstbidragene, der ikke skal anskues som formidlingstekster af afgangsværkerne, men som selvstændige bidrag, der kan leve videre efter udstillingen. Afgang 14 ledsagdes desuden af en formidlende folder, som rummer enkle formidlingstekster, hvori hver enkelt værk er beskrevet. Såvel pressebilleder og tekster antyder, at årets afgangsudstilling i overvejende grad er præget af installationer og rumlige bidrag.
Det Jyske Kunstakademi har eksisteret siden 1959 og optager hvert år 8-10 studerende til et fem-årigt studieforløb. Som det eneste af landets tre akademier har Det Jyske Kunstakademi tradition for at en billedkunstner varetager hvervet som rektor. Siden 2007 har Jesper Rasmussen bestridt denne post. Undervisningen varetages af følgende kunstnere: Brett Bloom, Elsebeth Jørgensen, Jørgen Michaelsen, Nanna Gro Henningsen, og Ebbe Stub Wittrup.
Udstillingen kan ses frem til 15. juni.
Nedenfor følger pressebilleder af samtlige af dimittendernes værker sammen med korte uddrag fra formidlingsteksterne.
Louise Haugaard Jørgensens værk består af en projektion, en talt lydside og et objekt, man kan sidde på. «Hendes arbejde befinder sig i faserne mellem to positioner: mellem afgrænsede og sammenhængende kroppe – faste og udflydende kategorier, der forsøger at beskrive og bestemme den materialitet, vi er og omgiver os med. Hvordan begriber vi forskellen mellem os selv og alt det andet?».
«Siden 2012 har Jens & Morten gennem socialt orienterede værker afsøgt provinsområder i Danmark og Norge. På samme måde som et cirkus eller ’firmaets flagskib’ har de turneret rundt udenfor metropolerne.»
Billedmaterialet i Jesper Olsens installation er «baseret på vante steder, som normalt passeres og blot er en del af velkendte ruter. Ved at unde udvalgte steder opmærksomhed og fordybelse har de inspireret til at fremtænke nye scenarier, hvor iscenesættelse og konsekvens bliver dramatiske faktorer.»
Ragnhiid May bidrager med «en performativ installation, bestående af konstruktioner, der får fløjter til at spille og skifte tone automatisk. Fløjterne – som er af typen slide whistle, en legetøjsfløjte, der spiller et ’slide’ eller glissando via en pind der trækkens gennem fløjtens rør – er bygget sammen med en krumtap-mekanisme, der således får fløjterne til at spille en symfoni af glissandi simultant.»
Jens Tormods installation «er en undersøgelse af demokratiets fallit og af de kræfter, der ligger udenfor menneskelig rækkevidde og som løbende med-konstruerer virkeligheden. Installationen er på en gang en opfordring til modstand og en paranoid frygt for fremtiden.»
Cilla Leitaos installation «er et forsøg på at give et glimt af en anden verden, hvor grundelementet er brød og organismerne er fugle. Ud af brødmassen bliver der skabt skulpturer der mimer arkitektoniske og kropslige former. De forskellige elementer i installationen forsøger på småpludrende vis at berette om denne parallelle verden. En dødfødt verden der ikke fuldt ud når at materialisere sig før den forgår igen.»
Kristian Schrøder er «optaget af, hvordan forventningsafstemningen imellem kunst og beskuer udspiller sig og arbejder i værkerne med energien i den skuffelse, der ofte udløses. Derfor omhandler mange af hans værker spørgsmål om fortolkning, og noget, der måske kort kan karakteriseres som misforståede hensyn.»
«Aske A. Hvidtfeldts værk Dødens Triumf Part 1 er prototypen på en simultanfilm. Ved at strække en film over to lærreder skabes et nyt rum for forståelse. Simultanfilmen udfordrer – gennem et cirkulært narrativ og et dobbelt filmspor – den enkelte til at genforhandle, hvad en film er, og hvordan en fortælling forstås subjektivt. Filmens form udforsker subjektets konstante konstruktion af sin egen virkelighed ved at inddrage beskueren i en aktiv prioritering af fokus på tværs af de to lærreder.»
