Det var 8. marts og kulturminister Jacob Engel-Schmidt havde kuppet dagsordenen dagen før med en pressemeddelelse og proklamation om «flere kvindelige statuer i Danmark». Bum. Balancen skal rettes op. Åbne døre sparket ind og landsdækkende medier tog imod med kyshånd, og så gik det over stok og sten med voxpops og feel good-debatter: Hvilke historiske kvinder fortjener at blive støbt i bronze eller hugget i granit? Husk også at lade kvindelige kunstnere skabe statuerne etc. etc.
Alt godt, ikke mindst at mainstream-feminismen nu også udgår fra Christiansborg. Ja, til synlige forbilleder, noget at spejle sig i, men hvorfor blev jeg så så træt? Måske fordi det aldrig rigtig handler om kunst. De fleste statuer i det offentlige rum er repræsentative afbildinger i et reaktionært udtryk, som jeg ikke savner flere af. Hen på eftermiddagen, da P1-værten nævnte «lækre Lara Croft» som mulig statue-kandidat, blev det åbenbart, at kampdagen også var ved at blive lidt for lang for medierne.
Min kampdag begyndte om formiddagen på O-Overgaden med et pressemøde, som på en måde også var et perfekt 8. marts-arrangement. Stemningen var afslappet men seriøs. Der var te og kaffe, rugkiks, ost og druer, mens direktør Rhea Dall introducerede udstillingen med Zahna Siham Benamor og Apolonia Sokol.
Sokol fortalte om venskabet mellem de to kunstnere. De mødtes som 8-årige på Den Franske Skole i København; Sokol på grund af sine franske aner, Benamor på grund af sin algierske forældres franskkoloniserede aner. Derfor blev dansk også senere søsterskabets foretrukne, ’neutrale’ sprog. Som unge kvinder mødtes de igen i Paris, da Benamor stak af fra hjemmet i Sydhavnen med sin fars hjælp. Både rejsen og faren fylder i hendes spoken words-performanceværker. På det tidspunkt boede Sokol i sine forældres nedlagte teater i Montmartre. Mange kender hendes livshistorie fra den prisvindende dokumentarfilm af Lea Glob. «En film om tilblivelsen af en kvindelig kunstner. Tankevækkende, hvor mange, der havde brug for at se netop det», som Dall bemærkede.
Dansk-fransk-polsk. Sådan bliver Sokol efterhånden omtalt i danske medier. Men hvad så, hvis hun flytter til et nyt land. Kan man have fire eller flere nationaliteter foran sit navn? Hvornår holder det op med at give mening? Giver det overhovedet mening? Ikke for Sokol, som er træt af at svare på, hvor hun føler sig mest hjemme. I udstillingen hænger hendes malede selvportræt i skikkelse af den kulturelle kliché, hun føler sig mest fanget i; den vandrende jøde, iført lang sort frakke over den nøgne krop og med vandrestav i hånden. «Det er en måde at tage krænkelserne tilbage på», som Sokol siger.
Efter samme princip er Benamor portrætteret som berber, efterkommerne fra det nomadiske folk i Nordafrika, der var der, før araberne kom. Barbar, betyder fremmed på arabisk. Dem, som taler ’bar-bar’, et uforståeligt sprog. Også Benamor har et langt liv bag sig med de samme papegøjespørgsmål: Hvor kommer du rigtig fra? «Jeg kommer fra ørkenen. Der, hvor jerikoen gror,» lød svaret i den performance, hun leverede senere på dagen.
Det lignede indgangen til Christianshavns nye, hotte klub, da jeg kom tilbage samme aftenen. Aldrig har køen til en fernisering på Overgaden været så lang. Indenfor var kunsthallen fyldt til brandmyndighedernes max, da Benamor trådte frem i hvidt kjoleantræk syet af en faldskærm. «Parachutes de France», aner man af et blåt logo i skørtet. Berberen kastet ned med faldskærm, gående gennem ørkenen, de bare arme smurt i hvidt pigment og ansigtet skjult af et sort slør. Bryllup og begravelse i ét.
Så starter den tunge trommerytme og Benamors klare stemme lyder: «Lægen gav mig fentanyl og sagde noget om ophidselse». Hun fremsiger ordene tydeligt og med stødende stemmeføring, næsten som en perlerække af performative sproghandlinger. «Se havet som ansigt», beordrer hun. Publikum er stille, et stort opmærksomt fællesøre, der står langs væggene i flere lag.
I performancens anden del har Benamor smidt sløret. Hun gemmer ikke længere sit ansigt og holder mikrofonen ud for sig i strakt arm med ledningen trukket tilbage som en spændt bue. Det er bueskytteposituren fra den algierske modstandsdans, og også sådan, hun poserer i Sokols portræt. Første gang jeg så hende gøre det for omtrent en måneds tid siden, døde jeg bare. Det må være tidens mest cool performance-pose.
Benamor retter buen mod publikum i små ryk, mens hun danser med vuggende bevægelser til raï, den populære algierske undergrundsmusik med kvindelige sangere. Ind imellem synger hun med på det arabiske omkvæd, andre gange bevæger hun sig bare til musikken. Lidt som et barn, der synger foran spejlet med hårbørsten i hånden, øver sin performance og performer den. Det kommer fra et nyt men også oldgammelt sted, som forfører, og er svært at gribe om. Det bølger og veksler mellem sang og dans, og ordbilleder, der skydes ud i luften med poetens spændte bue: «Som at gemme sig i grotten for at finde lyset».
«Jeg skærer ord som en rapper» lyder det i en mere reciterende sekvens. Og selvom jeg ikke ville undvære Benamors nærværende performende «nu», får jeg også virkelig lyst til at læse hendes ord. Kalder alle digtudgivende forlag i Danmark: Hvem rækker ud efter berberen, rapperen, poeten og performeren?
På en sokkel centralt i udstillingen ligger en indtørret plante. Det er en jerikorose, den rodløse plante, som krydser landegrænser i den nordafrikanske ørken, når den bliver kastet rundt i vinden. Lægger man den i vand, folder den sig ud og bliver grøn. Her er den selvfølgelig symbolet på det nomadiske søsterskab, men den er også den totale modsætning til ideen om det statuariske, som har kværnet i medierne hele dagen.
Til sidst er vi mange, der sidder på gulvet i mørket omkring den rappende berber i hvid faldskærmskjole. Vi er del af et levende, eksperimenterende kunstnerisk fællesskab, som føles en hel del mere relevant end nationen og historien hugget i granit.
