Udstillingsrum er nogle kvadratmeter, hvori det er meningen, at der skal være kunst. I de fleste samtidskunstrum kan det rent principielt, eller konceptuelt om man vil, være hvad som helst, og er som udgangspunkt også det. Ofte – især når rummene besidder et vist omfang af specifikke omstændigheder, det kunne være af geografisk, arkitektonisk eller historisk karakter – kan sådanne omstændigheder finde vej ind i det udstillede. Kontekstualisering kunne man vel kalde denne impuls, hvis man var en artig akademiker.
Med andre ord: udstillingsrum er arenaer for kombinationen af noget vilkårligt, eller måske snarere udskifteligt, og noget specifikt. Og hvor luftigt almen denne indkredsning end er, tænker jeg på den fra begyndelsen af den tyske kunstner Peter Wächtlers udstilling på Simian – i første omgang fordi to små metrostationsterminaler, a la den Ørestad der ligger ovenpå rummets pyramidehvælvede loft, er det første, der fanger blikket. De her to robuste stykker stål og glas (Studio I & Studio II, 2024) står på hver sit podie som en linje fremad gennem den halvsmalle gang, og er skulpturer mere end skalamodeller, men også umiskendelige som en spejling af dette steds omgivelser. Eller faktisk snarere: en gengivelse.
Og efter denne indledningsvise deadpan-bogstavelige forvaltning af stedsspecificitet viser udstillingen sig også at være en konsekvens af, om ikke ligefrem tilfældighed (et tilfælde og en udstilling er vel hinandens modsætninger), så i hvert fald nogen grad af carpe diem-indstilling.
Peter Wächtler har selv skrevet den rigtig gode udstillingstekst, og det viser sig, at hans oprindelige ide var at producere en serie keramikskulpturer hos en bestemt murstensproducent på Fyn – som i øvrigt opererer med et ret nådesløst princip (i hvert fald, forestiller jeg mig, hvis man er kunstner), at der på fabrikken kun anvendes ler i en enkelt farve, som skifter på ugebasis. Ugens ler var i Wächtlers tilfælde en «desperately hopeless brown» – og sådan var det bare.
Hverken værre eller bedre gik det dog, end at han simpelthen ikke kunne finde ud af at lave disse skulpturer. Som regel kollapsede konstruktionerne inden brænding og slog ellers revner i tørringen eller i ovnen. Kun tre stykker middelalderbrunt, grynet ler klarede den gennem ilden, og de hænger nu på Simian som noget, der ligner både en introduktion og et appendiks til selve udstillingen. Sammensunkne klumper stof – umiddelbart uskønne men på en ret charmerende måde, og bevidstheden om deres vilkårlige/heldige tilvejebringelse gør dem helt klart federe, end hvis de havde hængt og lignet uigennemtrængelig, abstrakt intention.
Som erstatning for al den mislykkede keramik (hvis mislykkethed kunstneren åbenbart også var tilfreds med af logistiske, vægtbetingede årsager) bliver der i kunsthallens centrale white cube vist en serie splinternye porcelænsskulpturer og en serie splinternye malerier (Crackers (sculptures) og Crackers (paintings), 2024). Rummet er kløvet i to af en interimistisk trækonstruktion, som mock-up-lignende version af en museumsvæg lægger den nymalet hvidhed til malerierne på den ene side, og med sin ubehandlede bagside gør den porcelænshalvdelen af rummet lidt mere tæt og mere værkstedsagtig.
Et greb, der skærper bevidstheden om porcelænets skrøbelighed, fordi man må kante sig rundt mellem de mange podier og let-ødelæggelige objekter, og som samtidig demonstrerer en vis usentimentalitet overfor et materiale og en hvidhed, der ofte har noget sfærisk dukkeagtig romantik hængende omkring sig. Hændernes arbejde er tydelige i de her smeltede, arkitekturlignende og på en måde også lidt 3D-Rorschach-agtige skulpturer, den slags fingergnidrede overflader, der både ser ud som hobby og grundighed – måske også fart, omstændighederne taget i betragtning. Alle disse ret omhyggelige skulpturer (inklusive podier) må være lavet på omkring en måned.
Og sideløbende med porcelænsarbejdet har Peter Wächtler også produceret seks malerier. Et af en sensommerblå månenat, resten af opløst brunlighed som jeg formoder er glimt af al den sammenstyrtede keramik. En skæg men ikke ironisk gestus til kærligt minde om lerfiaskoen. Og der kan findes alt mulig andet end lerobjekter i den ikke-eksisterende figuration og maleriernes rustlignende mathed.
Desuden har en andægtigt vitrineinstalleret bronzeklokke og to ældre (og separat screenede) videoværker af den komik-teatralske stumfilmsslags, der føles karakteristiske for Wächtlers bogstavelig talt vældig historiefortællende praksis, fundet vej ind i udstillingen – som i øvrigt til dels er badet i et læskende orange skær fra adskillige bloklys ned gennem rummet, en slags strømlinet parodi på hygge. Kunne det være endnu et udslag af fniseparat stedsspecifik observans? Sjovt og flot er det i hvert fald og sakralt på default-måden.
Ting stikker med andre ord i en del retninger på Simian, men Crackers slår mig ikke som et bedaget forsøg på sløset tilfældighed som konceptuel avantgardestrategi, tværtimod. Der er tydeligvis masser af vilje i Peter Wächtlers sammensætninger, men jeg tænker alligevel over det vilkårliges position i udformningen af kunstrum. Jeg mener naturligvis ikke vilkårlighed som ligegyldighed eller mangel på ide, mere som en klædeligt afslappet indstilling til at en kunsthal er et rum og kunstværker er arbejde.
Detaljerigdom og indlysende evner og indlysende skarphed bærer værkerne bestemt præg af – måske allertydeligst i videoerne og deres vildt omfattende set design – men der er noget tilbagelænet over tilgangen til udstillingsrummet. Om det er performet laissez faire eller et oprigtigt forsøg på at punktere den af og til lidt fjollede agtpågivenhed, der kan klistre sig til (præsentationen af) samtidskunst er ikke til at sige, men uanset hvad er resultatet indtagende.
